Mødedato: 08.02.2001, kl. 17:30

Københavns Kommuneplan 2001

Københavns Kommuneplan 2001

Borgerrepræsentationen

Borgerrepræsentationen

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra Ordinært møde torsdag den 8. februar 2001

Nr. 22 BR 50/01. Københavns Kommuneplan 2001

Indstilling om, at forslag til Kommuneplan 2001 vedtages med henblik på offentliggørelse, idet forvaltningen efter udløbet af offentlighedsfasen vil fremkomme med indstilling om endelig vedtagelse af Københavns Kommuneplan 2001, at offentlighedsfasen fastsættes til 3 måneder fra 1. marts til 1. juni 2001, samt at den foreslåede kommunikationsstrategi vedtages.

(Økonomiudvalget)

 

 

 

Bo Asmus Kjeldgaard (F) stillede følgende ændringsforslag:

"Områdebetegnelsen for matr. nr. 265, Rosenborg Kvarter, ændres fra O (Offentlig formål) til S* (Serviceformål) i forslaget til Kommuneplan 2001 med følgende særlige bemærkning:

"I den videre proces med lokalplanlægningen skal det vurderes, hvorvidt der er mulighed for at etablere boliger i en del af ejendommen."

Motivation:

Som følge af en beklagelig misforståelse mellem Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen er matrikel nr. 265, Rosenborg Kvarter, København, Vognmagergade 8 m.m., fortsat optaget i Københavns Kommuneplan 2001, Forslag til hovedstruktur og rammer, som et O-område. Ejendommen anvendes i dag af Københavns Energi som teknisk og administrativt hovedsæde. Områdebetegnelsen i Kommuneplan 2001 indstilles ændret til S (Serviceformål).

Kommunen er i færd med at udskille Københavns Energi som en selvstændig virksomhed, og der er mellem Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Økonomiforvaltningen truffet beslutning om, at Københavns Energi overtager hele ejendommen. Ejendommen ejes nu af Vognmagergade 8 A/S, der er et aktieselskab under Energiforsyningen, der er en del af den kommunale forvaltning under Miljø- og Forsyningsforvaltningen.

I forbindelse med en sammenlægning af Københavns Vand og Københavns Energi skal der tilvejebringes et nyt hovedsæde. Ejendommen Vognmagergade 8 vil ikke være egnet hertil og vil derfor skulle afhændes. Ejendommen vil som udgangspunkt fortsat skulle anvendes til kontorformål eller hermed beslægtede formål, men fremover ikke i offentligt regi men i privatretligt regi.

En forudsætning for de vurderinger, der har ligget til grund for overvejelserne om salg af det tidligere hovedsæde i Vognmagergade, har været, at Københavns Energi kunne videresælge ejendommen til kontorformål. I forbindelse med overvejelserne om salg af ejendommen har Sadolin og Albæk A/S vurderet, at det er muligt at realisere en salgspris på ca. 285 mio. kr. under forudsætning af, at det fortsat kan udbydes til salg med en anvendelse til kontorformål.

Ejendommen er udpræget et kontorbyggeri og har været opført med det formål at fungere som hovedbygning for det tidligere Københavns Belysningsvæsen. I overensstemmelse med det bærende princip i Københavns Kommunes boligpolitik om, at bygninger placeret ved byens herlighedsværdier (her bl.a. Kongens Have) så vidt muligt skal konverteres til boliger, skal det i forbindelse med den videre lokalplanlægningsproces vurderes, hvorvidt en del at ejendommen skal omdannes til boliger. Der ligger på nuværende tidspunkt ikke en sådan særskilt vurdering.

Såvel Bygge- og Teknikforvaltningen/Plandirektoratet og Økonomiforvaltningen har på den baggrund ingen indvendinger til den foreslåede ændring."

Ændringsforslaget blev godkendt med 52 stemmer imod 1.

For stemte: A, V, F, Ø, O, C, B og D.

Imod stemte: L.

 

Endvidere stillede Ole Hentzen (C) – med tilslutning fra Dansk Folkepartis gruppe – følgende ændringsforslag:

"Den Konservative gruppe ønsker, at

O 1* areal for senere disponering ved Lyngbyvej/Rovsingsgade ændres til mulighed for etablering af et Park and Ride anlæg."

Ændringsforslaget blev forkastet med 31 stemmer imod 23.

For stemte: V, O, C, B og D.

Imod stemte: A, F, Ø og L.

 

Endelig stillede Jens Johansen (F) følgende ændringsforslag:

"Høringsfristen fastlægges til 4 måneder med svarfrist den 1. juli 2001."

Ændringsforslaget blev forkastet med 39 stemmer imod 15.

For stemte: F, Ø og L.

Imod stemte: A, V, O, C, B og D.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Socialistisk Folkepartis gruppe og Enhedslistens gruppe tog forbehold og ønskede i henhold til Planlovens § 24, stk. 2, en kort begrundelse for forbeholdet optrykt i forbindelse med offentliggørelsen. Overborgmesteren fastsatte – i overensstemmels med beslutningen i Økonomiudvalget - onsdag den 21. februar 2001, kl. 12.00, som frist for aflevering af begrundelsen.

 

 

 

 

=============================================================

 

Til top