Mødedato: 07.12.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udpegning af medlemmer til bestyrelsen for de 2 Arena-selskaber

Borgerrepræsentationen skal udpege 2 medlemmer til de to Arena-selskabers bestyrelser.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen udpeger 2 medlemmer til bestyrelserne i henholdsvis Arena CPHX P/S og Arena CPHX Komplementar A/S.

(Økonomiforvaltningen)

Problemstilling

Arena CPHX P/S er og betegnes som et kommanditaktieselskab eller partnerselskab, hvori Københavns Kommune og Realdania er aktionærer, og Arena CPHX Komplementar A/S (med samme aktionærer) er komplementar og hæfter for selskabets forpligtelser.

Formålet med Københavns Kommunes deltagelse i selskabet har været at sikre København en facilitet til store idræts- og kulturbegivenheder, hvorfor kommunens aktiepost i selskabet på sigt forventes afhændet på det herfor optimale tidspunkt.

Københavns Kommunes ejerandel udgør 50 pct.

Bestyrelsen i Arena CPHX P/S har 4 medlemmer – tilsvarende gælder for Arena CPHX Komplementar A/S.

Borgerrepræsentationen skal udpege 2 medlemmer til bestyrelsen for Arena CPHX P/S. Medaktionæren, Realdania, udpeger de 2 øvrige medlemmer.

I henhold til ejeraftale skal de pågældende repræsentanter tillige udpeges til bestyrelsen i Arena CPHX Komplementar A/S – bestyrelsesmedlemmerne i dette selskab modtager ikke honorar.

Løsning

Det anbefales:

  1. at Borgerrepræsentationen til selskaberne udpeger bestyrelsesmedlemmer med særlige kompetencer (bygningsdrift mv. og sports-, kultur- og oplevelsesøkonomi), jfr. nedenfor.

  2. at Borgerrepræsentationen genudpeger Lars Liebst og Andreas Hvidt Christensen. De pågældende dækker - sammen med de af Realdania udpegede medlemmer - de ønskede bestyrelses-kompetencer, og det vil ikke være i selskabets interesse, såfremt der (allerede nu et år efter udpegningen) på ny ændres i bestyrelsens sammensætning, også under hensyn til, at der i efteråret 2017 - atter - er ansat ny direktør for selskabet.

Videre proces

Når udpegningerne er foretaget, vil Økonomiforvaltningen orientere selskaberne herom med henblik på afholdelse af generalforsamlinger, hvor formelt valg til bestyrelserne gennemføres.

Bemærkninger til hvervet

Antal pladser

2 medlemmer

Særlige krav/valgbetingelser

Bemærkninger i øvrigt

Kompetenceprofil:

1.

Bestyrelsen skal samlet besidde kompetencer indenfor:

  • Bygningsdrift og ejendomsadministration

  • Sports-, kultur- og oplevelsesøkonomi

  • Finansiering og formueforvaltning

2.

Det vurderes, at bestyrelsens kompetenceprofil skal opfyldes gennem kommunens udpegning af bestyrelsesmedlemmer med særlige kompetencer indenfor bygningsdrift og ejendomsadministration samt sports-, kultur- og oplevelsesøkonomi. Såfremt der er medlemmer af Borgerrepræsentationen med sådanne kompetencer, vil disse kunne vælges

Uafhængighed:

Københavns Kommune vælger 2 ud af 4 bestyrelsesmedlemmer i selskaberne. Det er ikke Københavns Kommunes primære interesse at vælge uafhængige bestyrelsesmedlemmer, men at vælge bestyrelsesmedlemmer, som sammen med de af Realdania udpegede bestyrelsesmedlemmer sikrer, at bestyrelsen samlet set besidder de ønskede kompetencer. De kommunalt valgte bestyrelsesmedlemmer er ikke underlagt instruktionsbeføjelse, uanset om de er eksterne/uafhængige eller udpeget fra Borgerrepræsentationen.

Udpegningstype

Forholdstalsvalg (d´Hondts metode) 

Vederlag

Formand: 150.000 kr. årligt

Menigt medlem: 75.000 kr. årligt

Funktionsperiode

Funktionsperioden følger den kommunale valgperiode.De kommunalt valgte medlemmer til selskabernes bestyrelser skal udpeges for hele valgperioden, men vælges (genvælges) formelt på selskabernes årlige generalforsamlinger.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 7. december 2017

De valgte medlemmer fremgår af bilag 8 under punkt 1.

Til top