Mødedato: 07.12.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udpegning af medlemmer til Trafikselskabets Movias bestyrelse og repræsentantskab

Borgerrepræsentationen skal i henhold til vedtægten for Trafikselskabet Movia, blandt sine medlemmer, udpege ét medlem og én suppleant til selskabets bestyrelse samt ét medlem og én suppleant til Movias repræsentantskab.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen blandt sine medlemmer udpeger ét medlem og én stedfortræder til bestyrelsen for Trafikselskabet Movia, samt
  2. at Borgerrepræsentationen blandt sine medlemmer udpeger ét medlem og én stedfortræder til repræsentantskabet i Trafikselskabet Movia.

(Økonomiforvaltningen)

Problemstilling

Movia er ejet af de 2 regioner og de 45 kommuner på Sjælland og Lolland/Falster.

Ifølge vedtægten for Trafikselskabet Movia skal Borgerrepræsentationen blandt sine medlemmer udpege ét medlem og én suppleant til selskabets bestyrelse. Desuden skal der blandt Borgerrepræsentationens medlemmer udpeges ét medlem og én stedfortræder til repræsentantskabet i selskabet. Udpegningerne sker for en 4-årig periode, der er sammenfaldende med den kommunale valgperiode.

Løsning

Trafikselskabet Movia skal varetage følgende opgaver:

  • offentlig servicetrafik i form af almindelig rutekørsel,
  • fastsættelse af takster og billetteringssystemer,
  • koordinering og planlægning af offentlig servicetrafik,
  • individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede og
  • privatbaner.

Movia ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer, heraf er ét medlem udpeget af regionsrådet for Region Sjælland og ét medlem for regionsrådet for Region Hovedstaden. Desuden udpeges ét medlem af kommunalbestyrelsen i den kommune, der yder det største årlige tilskud til Movias finansiering, dvs. Københavns Kommune. De øvrige 6 bestyrelsesmedlemmer udpeges af de øvrige kommuner i Movias repræsentantskab. I henhold til vedtægten vælger Movias bestyrelse selv formand og næstformand.

Trafikselskabet Movia afholder 6 bestyrelsesmøder, 1-2 repræsentantskabsmøder og eventuelt 1-2 bestyrelsesseminarer om året.

Videre proces

Økonomiforvaltningen, Kontoret for Selskaber og Aktivstrategi, vil tage kontakt til de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer og orientere nærmere om opgaven. Trafikselskabet Movia vil også blive orienteret om valget.

Bemærkninger til hvervet

Antal pladser

1 medlem og 1 suppleant til bestyrelsen

1 medlem og 1 suppleant til repræsentantskabet

Særlige krav/valgbetingelser

Der er krav om medlemskab af Borgerrepræsentationen til bestyrelsen og repræsentantskabet.

Bemærkninger i øvrigt

Det anbefales, at Københavns Kommune vælger samme repræsentant i Movia’s bestyrelse og repræsentantskabet for herved at sikre kommunens indflydelse og kontinuitet i Københavns Kommunes repræsentation.

Udpegningstype

Repræsentantskabet: Flertalsvalg

Bestyrelsen: Flertalsvalg

Vederlag

Formanden for bestyrelsen i Movia modtager et honorar på 254.424 kr. pr. år (2017). Næstformanden modtager 104.796 kr. pr år (2017), og de øvrige bestyrelsesmedlemmer modtager 54.924 kr. pr. år (2017). Der udbetales ikke honorar til medlemmerne af repræsentantskabet.

Der ydes diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste m.v. efter reglerne i § 16 a i den kommunale styrelseslov til repræsentantskabsmedlemmer.

Funktionsperiode

Funktionsperioden følger den kommunale valgperiode.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 7. december 2017

De valgte medlemmer og stedfortrædere fremgår af bilag 8 under punkt 1.

Til top