Mødedato: 07.11.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Handicapsagsbarometret 2023

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen orienteres hermed om Ankestyrelsens Handicapsagsbarometer 2023, og hvad de specifikke resultater for København har givet anledning til i Socialforvaltningen. Handicapsagsbarometeret er en årligt tilbagevendende gennemgang af kommunernes tildelingspraksis på udvalgte områder. Temaet i Handicapsagsbarometret for 2023 er ledsagelse til voksne med handicap efter servicelovens bestemmelser. Undersøgelsen handler om den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen. Resultaterne er præsenteret på landsplan uden specifik måling for Københavns Kommune, men Socialforvaltningen er efterfølgende af Ankestyrelsen blevet oplyst om kommunens resultat på tværs af de 13 sager, som Københavns Kommune har indsendt til undersøgelsen. De specifikke tal for Københavns Kommune viser et dårligere resultat end landsgennemsnittet. Undersøgelsen er gennemført efter reglerne i retssikkerhedsloven om praksisundersøgelser og skal derfor forelægges Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Handicapsagsbarometret 2023 tages til efterretning.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

(Socialudvalget)

Problemstilling

Den 19. november 2021 indgik flere politiske partier i Folketinget en aftale, der bl.a. pålagde Ankestyrelsen årligt at udarbejde et Handicapsagsbarometer på udvalgte sagsområder. Handicapsagsbarometer 2023 beskriver kommunernes overholdelse af regler og praksis i sager om ledsagelse til voksne. Borgerrepræsentationen bliver derudover årligt i Danmarkskortet (senest den 14. december 2023) præsenteret for omgørelsesprocenter på socialområdet for at kunne følge udviklingen. Handicapsagsbarometer 2023 undersøger udelukkende tildelingspraksis i 2023 vedr. ledsageordningen. Alle landets kommuner har til brug for undersøgelsen af ledsagerordningen indsendt i alt 385 sager om tildeling af ledsagelse efter serviceloven til voksne med handicap (serviceloven § 97). Heraf har Socialforvaltningen i Københavns Kommune indsendt 13 sager. Undersøgelsen viser, at Socialforvaltningen ligger over landsgennemsnittet, når det drejer sig om afgørelser med fejl af væsentlig betydning for afgørelsens rigtighed, idet 46 % af sagerne (svarende til seks ud af 13 sager) er i overensstemmelse med regler og praksis, hvor det er 53 % på landsplan. Ankestyrelsen påpeger i sin konklusion, at resultaterne bør give anledning til overvejelser i den enkelte kommune om, hvorvidt der er behov for at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen i forhold til sager om ledsagelse efter servicelovens § 97.

Løsning

Resultatet af undersøgelsen beskrives samlet på tværs af landets kommuner, og fordi datagrundlaget er relativt lille (385 sager) fremgår der ikke kommuneopdelte tal i undersøgelsen. Det vil sige, at resultaterne er generaliserbare på tværs af landets kommuner, men ikke nødvendigvis på kommuneniveau. Hver kommune har dog efterfølgende fået tilsendt resultatet af kommunens egne sager, der indgår i undersøgelsen. Der redegøres således både for målingen på landsbasis, som er det Handicapbarometer 2023 afrapporterer om, og for resultatet af målingen på de 13 sager fra Socialforvaltningen, der indgår i Handicapsagsbarometer 2023.

Resultaterne af målingen viser, at der er mangler i kommunernes håndtering af sager om ledsagelse, især med hensyn til tilstrækkelig sagsoplysning og grænseflader til andre servicelovsbestemmelser. Ankestyrelsen har derfor fremhævet tre hovedresultater, der gør sig gældende på landsplan så vel som for Socialforvaltningens sager, og som viser, at:

  • Der er væsentlige retlige mangler i over halvdelen af sagerne
  • Utilstrækkelig sagsoplysning er den mest udbredte mangel
  • Svære snitflader til andre bestemmelser i serviceloven udfordrer kommunerne.

Hovedresultaterne fra undersøgelsen er uddybende beskrevet i bilag 3. Handicapsagsbarometer 2023 er vedlagt sagen som bilag 1, som bilag 2 er de specifikke tal for Københavns Kommune vedlagt og som bilag 4 Ankestyrelsens vurdering af syv konkrete sager fra Socialforvaltningen.

Ankestyrelsens gennemgang af Københavns Kommunes sager
Gennemgangen viser samlet set, at seks af sagerne ville blive stadfæstet i Ankestyrelsen. I de resterende syv sager, ville afgørelserne blive hjemvist til fornyet behandling i kommunen, hvis borgeren havde klaget over afgørelsen til Ankestyrelsen, jf. tabel nedenfor.

Sagsoplysninger

antal

Gennemgåede sager fra Socialforvaltningen

13

Sager, der ville blive godkendt i Ankestyrelsen

 

6

Sager, der ville blive hjemvist til forvaltningen til fornyet behandling

 

7*

*Syv sager, hvor borgerne har søgt om, og via en afgørelse har fået tildelt ledsagelse efter serviceloven § 97

Ankestyrelsen har vurderet, at i syv sager, hvor borgerne har fået bevilget hjælp til ledsagelse (§ 97), har forvaltningen ikke udført en helhedsvurdering og indhentet tilstrækkelige oplysninger om borgeres eventuelle behov for socialpædagogisk støtte (§ 85) under ledsagelsen. Det vil sige, at Ankestyrelsen påpeger, at inden afgørelsen om at bevilge ledsagelse, burde forvaltningen have overvejet, om borgeren kunne have behov for mere, fx socialpædagogisk støtte under ledsagelse, og derefter truffet afgørelsen.

I ingen af de syv sager, hvor Ankestyrelsen har vurderet, at forvaltningen har forsømt at overveje om supplerende hjælp efter andre bestemmelser i serviceloven eller andre lovgivninger også skulle bevilges, har borgeren efterfølgende klaget over afgørelsen. Det skal bemærkes at borgere i de 10 ud af 13 sager, har fået bevilget ledsagelse. Ankestyrelsen påpeger således alene, at der i de syv sager mangler at blive gennemført et sagsbehandlingsled, der kunne have ændret afgørelsen, og derfor ville sagerne ved klage blive hjemvist til fornyet behandling, så der evt. kunne træffes en ny afgørelse. En hjemvisning er ingen garanti for, at der bliver truffen en anden afgørelse. Det er alene en garanti for, at alle relevante sagsskridt nu indgår i en fornyet vurdering af sagen.

Forvaltningen har nedenfor beskrevet, hvordan sagsbehandlingen i de 7 sager er forløbet, og hertil anført de sagsskridt, som Ankestyrelsen finder udestår:

En borger henvender sig til forvaltningen for at søge om hjælp til ledsagelse. Forvaltningen foretager en konkret og individuel vurdering, imødekommer borgeren og træffer afgørelse om at give borgeren ledsagelse. Forvaltningens pligt til at foretage en helhedsvurdering betyder dog, at forvaltningen forinden afgørelsen træffes, også skal indhente oplysninger om fx borgernes behov og helbred, hvilken aktivitet, der søges om ledsagelse til, om der fx også er behov for socialpædagogisk støtte under ledsagelse mv.

Forvaltningen har på baggrund af Ankestyrelsens gennemgang og konklusion vurderet, at der er en sandsynlighed for, at borgerne er berettiget til yderligere eller anden hjælp end den hjælp, der er bevilget, og forvaltningen er derfor af egen drift ved at gennemgå sagerne i lyset af Ankestyrelsens udmelding.

Socialforvaltningens videre arbejde med at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen
Handicapsagsbarometer 2023´s resultat opgjort på landsplan, sammenholdt med sagsopgørelsen på Københavnerniveau, viser, at der er behov for, at forvaltningen prioriterer at have fokus på kvaliteten af sagsbehandlingen vedrørende ledsagelse. Forvaltningen er allerede undervejs med tiltag, der er sat i gang eller er ved at blive opstartet og som skal bidrage til at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen vedrørende ledsagelse.

Forvaltningen vil derfor intensivere en planlagt undervisningsindsats, så den også vil omhandle de læringsperspektiver, som Handicapsagsbarometer 2023 har vist, er relevante i Københavns kommune. Det drejer sig bl.a. om sagsbehandling ud fra et helhedssyn, hvor der skal ses på tværs af bestemmelser og lovgivninger. Konkret indebærer indsatsen, at erfarne sagsbehandlere skal videreformidle viden om lovgivning og praksis til nye og uerfarne medarbejdere.

Denne indsats vil finde sted løbende, da der kontinuerligt er tilgang af nye medarbejdere til alle forvaltningens sagsområder. Forvaltningen vil også fortsat afholde skrive-cafeer for medarbejderne. Skrive-cafeerne fungerer som et forum, hvor der vil være oplæg og cases om fx forståelsen og brugen af relevant lovgivning, gennemgang af sager, der berører mange sagsbehandlingsovervejelser m.v.

Forvaltningen vurderer, at resultatet af Handicapsagsbarometer 2023 giver anledning til en revision af eksisterende vejledningsmateriale mv. Endelig er Socialforvaltningens Borgercenter Handicap i dialog med Borgerrådgiveren om at opstarte et samarbejde om undervisning med henblik på at forbedre kvaliteten i sagsbehandlingen. I dette forløb vil erfaringerne fra denne undersøgelse indgå i den videre dialog og planlægning af undervisning sammen med Borgerrådgiveren.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Tiltrædes sagen i Socialudvalget, vil sagen blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Mikkel Boje                           / Eva Stokbro Jensen

 

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Handicapsagsbarometret 2023 tages til efterretning.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 18. september 2024.

 
Sagen blev godkendt sammen med dagsordenen. 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. oktober 2024

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top