Godkendelse af kontrakt mellem Københavns- og Frederiksberg Kommune vedr. specialtandpleje
Københavns Kommune har i mange år leveret specialtandpleje til borgere fra Frederiksberg Kommune. De to kommuner indgik i 2007 en aftale om, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune leverer specialtandpleje med henblik på at varetage det tandlægefaglige ansvar overfor Frederiksbergborgere over 18 år, som er omfattet af tilbud om specialtandpleje jf. Sundhedslovens § 133. Kontrakten er ikke blevet revideret siden 2007.
Derfor forelægges revideret kontrakt vedrørende specialtandpleje mellem Voksentandplejen i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommunes for Social- og Sundhedsudvalget med henblik på endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen.
Indstilling
Indstilling om,
- at godkende revideret kontrakt mellem Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune vedr. specialtandpleje,
- at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen bemyndiges til fremadrettet at foretage mindre tilpasninger af den indgåede kontrakt, som fx indeksreguleringer, tilpasning af målgruppen eller andet, som knytter sig op til andre beslutninger, som fx ændringer i indsatskataloget.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.
(Sundheds- og Omsorgsudvalget)
Problemstilling
Kommunerne skal jf. Sundhedslovens §133 have et specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl. der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller omsorgstandplejen.
Københavns Kommune leverede allerede før strukturreformen i 2007 specialtandpleje til borgere fra Frederiksberg Kommune. Ifm. strukturreformen indgik de to kommuner en aftale om, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) i Københavns Kommune leverer specialtandpleje med henblik på at varetage det tandlægefaglige ansvar overfor de Frederiksbergborgere over 18 år, som er omfattet af tilbud om specialtandpleje jf. Sundhedslovens § 133. Kontrakten er ikke blevet revideret siden 2007.
Løsning
Voksentandplejen i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommunes Tandpleje ønsker at fortsætte samarbejdet omkring specialtandpleje og har primo 2024 i fællesskab revideret kontrakten. Der er blandt andet foretaget ændringer i forhold til forpligtelsen omkring opsigelse og genforhandling af kontrakten.
Væsentlige ændringer omkring opsigelse og genforhandling af kontrakten:
- Kontrakten kan tages op til revision/forhandling en gang årligt i december af en eller begge parter.
- Kontrakten kan opsiges af begge parter inden udløb af et kalenderår, hvorefter kontrakten udløber til udgangen af det næstfølgende kalenderår.
- Kontrakten skal genforhandles, hvis Københavns Kommune skal varetage flere end 200 patienter eller færre end 100 patienter årligt fra Frederiksberg Kommune.
- Der skal ske en genforhandling, hvis der sker væsentlige ændringer jf. sundhedsloven, som omhandler specialtandpleje.
Det er desuden specificeret i revideret kontrakt at:
- Voksentandplejens behandling vil være i overensstemmelse med kravet og omfanget jf. § 16 i BEK nr. 959 af 14/6/2022, og behandling vil foregå på Voksentandplejens klinikker - med undtagelse af behandlinger i generel anæstesi, som forestås på Rigshospitalet Glostrup.
- Udebesøg hos patienter og undervisning af personale på institutioner etc. ikke er indeholdt.
- Det er Frederiksberg Kommunes Tandpleje, der ved borgeres gentagne udeblivelser eller afbud, skal træffe afgørelse af, hvorvidt borgeren fortsat skal modtage tilbud om specialtandpleje.
- Udgifter til tandteknik, specialtandlæge og generel anæstesi ikke er inkluderet i den aftalte timepris og afregnes separat.
- Voksentandplejen er garanteret en minimumsbetaling på 300.000 kr. pr. år uanset tilmeldte patienter.
I forbindelse med den reviderede kontrakt lægges op til, at Sundheds- og Omsorgsudvalget bemyndiger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til fremadrettet at foretage mindre tilpasninger af den indgåede aftale, som fx indeksreguleringer, tilpasning af målgruppen eller andet, som knytter sig op til andre beslutninger, som fx ændringer i indsatskataloget.
Økonomi
Frederiksberg Kommunale Tandpleje afregner for den enkelte borgers forløb, herunder et årligt administrationsgebyr, til Voksentandplejen. Voksentandplejen er garanteret en minimumsbetaling på 300.000 kr. pr. år uanset tilmeldte patienter, og honoraret reguleres en gang årligt efter satsreguleringsprocenten første gang den 1.januar 2025.
Videre proces
Ved godkendelse træder den reviderede kontrakt mellem Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune vedr. specialtandpleje i kraft.
Oversigt over politisk behandling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende revideret kontrakt mellem Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune vedr. specialtandpleje
- at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen bemyndiges til fremadrettet at foretage mindre tilpasninger af den indgåede kontrakt, som fx indeksreguleringer, tilpasning af målgruppen eller andet, som knytter sig op til andre beslutninger, som fx ændringer i indsatskataloget.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 19. september 2024
Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. oktober 2024
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.