Godkendelse af Kvarterplan for Områdefornyelse Fuglekvarteret
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
1. at forslag til kvarterplan for Områdefornyelse Fuglekvarteret Øst og Vest (bilag 1a, 1b, 1c) godkendes,
2. at investeringsredegørelsen for Fuglekvarteret Nordvest (bilag 2), som er et supplement til kvarterplanen, vedtages, samt
3. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende anlægsprojekter inden for kvarterplanens rammer.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
På baggrund af Det Socioøkonomiske Københavnerkort har Teknik- og Miljøudvalget udvalgt (2011-725499) Fuglekvarteret Øst og Vest til en helhedsorienteret byfornyelsesindsats i perioden 2012-2018.
I udvælgelsen er der taget udgangspunkt i de lovgivningsmæssige rammer for områdefornyelser (jf. Bekendtgørelse af lov om byfornyelse og udvikling af byer, kapitel 2 § 3 og 4) samt Københavns Kommunes indikatorer for udsatte byområder, og en række sociale og boligmæssige udfordringer; mange beboere med lav indkomst, lav eller ingen uddannelse samt et højt antal af små boliger og lejligheder med installationsmangler. Områdefornyelserne tager specielt udgangspunkt i følgende af kvarterernes udfordringer:
· Kvartererne er isoleret af store trafikerede veje,
· Kvartererne har mange dysfunktionelle og nedslidte byrum,
· Kvartererne mangler social sammenhængskraft,
· Kvartererne har mange små boliger og dårlige boligforhold.
Borgerrepræsentationen besluttede den 29. november 2012 (2012-96936) at medfinansiere til to områdefornyelser Fuglekvarteret Øst og Vest med 40 mio. kr. og bemyndigede Teknik- og Miljøudvalget til at udarbejde en kvarterplan i samarbejde med alle Københavns Kommunes forvaltninger og lokalområdets borgere. Det er en betingelse for ministeriets reservation af midler, at Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter inden den 1. april 2013 modtager et forslag til en kvarterplan og en investeringsredegørelse, som er godkendt af Borgerrepræsentationen.
Løsning
Forslaget til kvarterplanen for Områdefornyelserne i Fuglekvarteret er resultatet af en omfattende borgerinddragelsesproces. Borgere, erhvervsliv, relevante aktører og Bispebjerg Lokaludvalg er repræsenteret i områdefornyelsens styregruppe. Alle kommunens forvaltninger har været involveret og er repræsenteret i den kommunale koordinationsgruppe for områdefornyelsen.
Kvarterplanen indeholder visioner for kvarteret og en beskrivelse af de indsatsområder og projekter, som styregruppen har udvalgt og prioriteret på baggrund af kvarterets ønsker og behov. Såfremt et projekt, beskrevet i kvarterplanen, viser sig ikke at kunne realiseres, kan Områdefornyelsens styregruppe beslutte at overføre midlerne afsat til det pågældende projekt til et andet projekt inden for rammerne af det indsatsområde, det hører under.
Indsatserne er desuden prioriteret ud fra målene i Københavns Kommunes Politik for Udsatte Byområder, der skal sikre, at de udsatte områder i København ikke adskiller sig negativt fra resten af København.
Der igangsættes to sammenhængende områdefornyelser i henholdsvis Fuglekvarteret Øst og Fuglekvarteret Vest. Ministeriet angiver i ’Vejledning om Områdefornyelse’, at ”et væsentligt omdrejningspunkt i områdefornyelsen er inddragelsen af borgerne og de øvrige parter, der berøres.” Områdefornyelsesindsatserne adskiller sig hermed fra den kommunale kernedrift ved, gennem den lokale tilstedeværelse i et udsat byområde, at fremme nye kontakter, partnerskaber og netværk mellem borgere, virksomheder, aktører og kommunens forvaltninger. Områdefornyelsen vil skabe fokus på dette kvarter, styrke dets identitet og tiltrække eksterne midler til at gennemføre de lokale projekter.
Områdefornyelse Fuglekvarteret vil danne ramme om såvel større, markante indsatser som en række mindre tiltag, der styrker borgernes muligheder for at præge byudviklingen.
Områdefornyelsen i Fuglekvarteret Vest har to indsatsområder: Omdannelse af Stærevejsområdet og Det grønne løft. Områdefornyelsen i Fuglekvarteret Øst har tre indsatsområder: Byrum, Skolen som dynamo og Socialøkonomisk vækstzone. Hertil kommer et indsatsområde, som er fælles for begge områdefornyelser: Grønne tage.
Med indsatsområdet Omdannelse af Stærevejsområdet vil Områdefornyelsen i Fuglekvarteret Vest omdanne Stærevejsområdet fra at være et område med massive sociale udfordringer til at have Stærevej som en gennemgående grøn forbindelse i kvarteret, der medvirker til at give et generelt løft til hele kvarteret. Indsatsområdet Det grønne løft vil styrke kvarterets grønne identitet og etablere fælles byhaver til dyrkning af afgrøder, og som udgangspunkt for læring og samvær for kvarterets beboergrupper.
Fuglekvarteret Øst har mange institutioner med udsatte borgere, der på grund af nedsat arbejdsevne har lav eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Med indsatsområdet Socialøkonomisk vækstzone vil Områdefornyelsen i Fuglekvarteret Øst afprøve, hvordan en socialøkonomisk erhvervsudvikling kan styrke udviklingen af kvarteret. Indsatsen skal bidrage til at forbedre adgangen til arbejdsmarkedet for udsatte borgere i kvarteret, eksempelvis ved gennemførelsen af fysiske projekter såsom anlæg af forskønnelse af veje, anlæg af byhaver. Dette er en central målsætning i ’Politik for udsatte byområder’.
Fuglekvarteret Øst har fem privatskoler, som i dag har begrænset kontakt til lokalområdet, og hvis børn og unge kun i mindre grad benytter sig af de kommunale fritidstilbud og indsatser. Gennem indsatsområdet Skolen som dynamo vil Områdefornyelsen i Fuglekvarteret Øst inddrage kvarterets mange skoler, offentlige som private, i at udvikle kvarteret og herigennem bidrage til at sikre ejerskab og sammenhængskraft.
Samlet har indsatserne fokus på at skabe et mere sammenhængende kvarter med kvalitative, indbydende byrum og gode forhold for fodgængere, skolebørn og cyklister.
De fysiske løft skal ikke kun være i gadeplan, men også på de øverste etager. Med indsatsområdet Grønne tage, som er fælles for begge områdefornyelser, vil Områdefornyelse Fuglekvarteret bidrage til Københavns Kommunes ambition om at etablere 150.000 m2 grønne tage inden 2025. Ambitionen er at gøre kvarteret til et eksempel på, hvordan man kan lave grønne tage i ældre, eksisterende boligområder.
Økonomi
Borgerrepræsentationen har den 29. november 2012 godkendt budgettet for Områdefornyelserne i Fuglekvarteret. De forventede udgifter og indtægter er indarbejdet i Teknik- og Miljøudvalgets budgetter for de kommende år. Områdefornyelserne i Fuglekvarteret har samlet et budget på 54 mio. kr. Finansieringen er fordelt med 40 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling og 14 mio. kr. fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.
Områdefornyelserne vil ydermere give mulighed for at søge statens byfornyelsesramme på 50 mio. kr. til kvarteret. Hertil skal kommunen bidrage med 50 % medfinansiering. Denne medfinansiering vil blive afholdt inden for den kommunale byfornyelsesramme.
Områdefornyelsen vil yderligere tiltrække eksterne midler til kvarteret gennem puljer, fonde og private investeringer. En samlet evaluering af de tidligere kvarterløft estimerer, at projekterne generelt firedobler deres oprindelige budget ved eksternt finansiering.
Videre proces
Efter godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget og endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen fremsender Teknik- og Miljøforvaltningen kvarterplanen til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Fristen herfor er den 1. april 2013.
Herefter vil Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter behandle kvarterplanen, hvorefter den 5-årige projektperiode igangsættes i sommeren 2013.
Hjalte Aaberg/ Simon Kjær Hansen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at forslag til kvarterplan for Områdefornyelse Fuglekvarteret Øst og Vest (bilag 1a, 1b, 1c) godkendes,
2. at investeringsredegørelsen for Fuglekvarteret Nordvest (bilag 2), som er et supplement til kvarterplanen, vedtages,
3. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende anlægsprojekter inden for kvarterplanens rammer.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2012
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 7 udvalgsmedlemmer: A, B, F, Ø og Signe Goldmann (løsgænger).
Imod indstillingen stemte 1 udvalgsmedlem: C.
2 udvalgsmedlemmer undlod at stemme: I og O.
Indstillingen blev anbefalet.
Det Konservative Folkeparti afgav protokolbemærkning:
”Vi mener, at penge til by- og områdefornyelser skal gå primært til fysisk renovering, f.eks. etablering af eget toilet og bad, klimarenoveringer mv. Vi kan ikke støtte lukning og ensretning af veje, samt en pulje på 3,65 mio. kr. til fuglefrøsprojekter.” Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2013
Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 17. december 2012.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med 33 stemmer imod 3. 7 undlod.
For stemte: A, B, F og Ø. Imod stemte: C.
Følgende undlod at stemme: I, O og V.
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Det Radikale Venstre og Venstre tilsluttede sig:
”Vi mener, at penge til by- og områdefornyelser skal gå primært til fysisk renovering, f.eks. etablering af eget toilet og bad, klimarenoveringer mv. Vi kan ikke støtte lukning og ensretning af veje, samt en pulje på 3,65 mio. kr. til fuglefrøsprojekter.”