Medlemsforslag vedrørende boligkampagne
Medlemsforslag vedrørende boligkampagne
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 7. februar 2002
Nr. 20 BR 73/02. Medlemsforslag vedrørende boligkampagne
(Stillet af Michael Rosenmark (V)):
At Københavns kommune iværksætter en kampagne, der har til formål at få boligejere i kommunen til at udnytte et hvert tænkeligt potentielt areal i ejendommene til udvidelse af boligarealerne.
At kampagnematerialet vedlægges i den næste ordinære udsendelse til boligejerne.
At kampagnematerialet udformes som orientering om mulighederne for udvidelser på lofter og lignende, muligheder for finansiering, fremgangsmåde ved ansøgning om tilladelser, regler for udlejning for private boligejere, skatteregler i forbindelse med udlejning samt den samfundsmæssige gevinst.
At der indføres en hurtig og smidig sagsbehandling i denne type sager.
At Københavns kommune iværksætter en kampagne, der har til formål at få lejerne i kommunen til at udnytte den mulighed, de har for udlejning af værelser til blandt andet studerende.
At kampagnematerialet udformes som orientering om mulighederne for udlejning af værelser og skatteregler i forbindelse med udlejningen samt den samfundsmæssige gevinst.
Overborgmesteren stillede følgende ændringsforslag:
"Borgerrepræsentationen beslutter, at elementerne i beslutningsforslaget vurderes i den embedsmandsarbejdsgruppe, der er nedsat mellem Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen på baggrund af den boligpolitiske aftale fra juni 2001".
Beslutningsforslaget, med det af Overborgmesteren stillede ændringsforslag, blev godkendt.