Mødedato: 06.09.2001, kl. 17:30

Skole med integreret fritidsordning

Skole med integreret fritidsordning

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 6. september 2001

 

BR 340/01

Skole med integreret fritidsordning

Skole med integreret fritidsordning

Indstilling om, at der etableres en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,

at der etableres en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2001

Udvalget tiltrådte forvaltningens indstilling.

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

RESUME

Som led i gennemførelsen af eksempelprojektet i Valby er der regnet med etablering af en ny skole med integreret fritidsordning til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser i den nuværende Valby Skole.

Denne løsning kan dog først være realiseret om 4 – 5 år, hvorfor Borgerrepræsentationen på mødet den 29. marts 2001 godkendte, at der indrettes en midlertidig skole til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser på Sjællandsgades Skole.

Organiseringen af undervisnings- og fritidstilbud til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser vil fra kommende skoleår være henlagt som afdelinger på flere skoler : Sjællandsgades Skole, Hyltebjerg Skole og Grundtvigskolen.

Der er etableret en midlertidig ledelse af afdelingerne, og forældreindflydelsen er alene sikret med 1 plads i Hyltebjerg Skoles skolebestyrelse.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår på denne baggrund, at der oprettes en selvstændig skole med integreret fritidsordning (KKFO), som foreløbig er opdelt i de forskellige afdelinger, men som senere vil samles på den nuværende Valby Skole. Forvaltningen foreslår endvidere, at opbygningen foregår i etaper.

Forslaget om etablering af en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser har været udsendt til høring hos de berørte parter. De indkomne høringssvar giver ikke anledning til ændring i det fremsatte forslag.

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen tiltrådte på mødet den 29. marts 2001 et forslag vedrørende en kapitalbevilling på i alt 4.9500.000 kr. til indretning af en midlertidig skole og fritidshjem til 40 elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser på Sjællandsgades Skole, der senere flyttes til Valby Skole.

I forbindelse med udmøntningen af ovennævnte beslutning er der udarbejdet et forslag til etablering af en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

 

Kapacitetsudvidelse

På grund af den stigende vækst i antallet af børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser (børn med autisme og Aspergers syndrom) de seneste år, har det været nødvendigt at udvide kapaciteten på området. I indeværende skoleår er tilbuddet delt i tre afdelinger:

  • Midlertidig ordning på Voldparkens Skole. Specialklasser med integreret fritidsordning til 18 børn.

  • Hyltebjerg Skole. Adskilt specialklasserække og specialfritidshjem til ca. 30 børn.

  • Grundtvigskolen, Villaen. Skoletilbud til 12 børn. En del af disse børn går i specialfritidshjemmet på Hyltebjerg Skole. Skoletilbuddet er etableret som en del af Grundtvigskolen.

For at klare presset på kapaciteten afvikles det midlertidige tilbud på Voldparkens Skole, og der oprettes en midlertidig skole med integreret fritidsordning på Sjællandsgade Skole. Der vil her være plads til ca. 40 elever. Den midlertidige skole skal således både modtage de børn, som er visiteret til skolestart 1. august 2001 og de børn, som nu er placeret på Voldparkens Skole. Personalet fra specialklasserne på Voldparkens Skole overflyttes ligeledes til den midlertidige skole på Sjællandsgades Skole.

Der vil de kommende år være behov for at etablere yderligere foranstaltninger på området.

Da undervisningstilbuddet oprindelig var etableret som en klasserække ved Hyltebjerg Skole, er forældreindflydelsen alene sikret med 1 plads i skolebestyrelsen ved Hyltebjerg Skole.

Afdelingslederen ved klasserækken på Hyltebjerg Skole fungere også som leder for afdelingen på Voldparkens Skole.

 

Dannelse af ny skole

En ny skole til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser anbefales opbygget i to etaper :

Etape 1 (efterår 2001)

Der etableres en skole med integreret fritidsordning som en selvstændig skole. Skolen låner midlertidigt lokaler på Sjællandsgades Skole og på Hyltebjerg Skole. Skolen sikres adgang til benyttelse af faglokaler på de to skoler gennem samarbejdskontrakter.

Specialfritidshjemmet på Lønstrupvej (Hyltebjerg Skole) opretholdes som et selvstændigt fritidshjem.

Der oprettes en skolebestyrelse. Skolebestyrelsen på Hyltebjerg Skole må således give afkald på den ekstra plads i bestyrelsen til et medlem valgt af og blandt forældre til elever i specialklasserækken. Skolebestyrelsen bliver forældrebestyrelse for det samlede helhedstilbud.

Der ansættes en skoleinspektør, og der opbygges en ledelsesstruktur passende til de givne forhold med flere afdelinger. Skoleinspektøren bliver leder af det samlede helhedstilbud.

Det første år af skolens liv benyttes til indføring af en del nye elever, en del nye lærere og pædagoger, en skolebestyrelse og opbygning af samarbejde mellem personalet på de nuværende afdelinger på Voldparkens Skole og Hyltebjerg Skole.

Skoletilbuddet til elever med udviklingsforstyrrelser på Grundtvigskolen, Villaen, bliver fra august 2001 også en del af skolen.

Det bemærkes, at nogle af lærerne ved Villaen også varetager normalundervisning på Grundtvigskolen, hvilket fortsætter i skoleåret 2001/2002. Fra august 2002 er det forudsat at lærerne har en entydig tilknytning til en af skolerne.

Alt efter presset på kapaciteten på området vil der evt. etableres yderligere foranstaltninger, som vil være en del af den ny skole.

Etape 2 (august 2005 eller 2006)

Skolen flyttes til den nuværende Valby Skole, hvor der etableres et samlet tilbud til alle elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

På dette tidspunkt vil Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen fremsætte forslag til, hvorledes lokalerne på Hyltebjerg Skole og på Grundtvigskolen, Villaen, vil kunne udnyttes. Efter alt at dømme vil kapaciteten på Valby Skole på ca. 80 børn ikke være tilstrækkelig, hvorfor der sandsynligvis vil være brug for at lave særlige tilbud i lokalerne på de to skoler, alternativt at planlægge endnu en skole til denne type elever.

Endvidere vil Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen på dette tidspunkt fremsætte forslag til, hvorledes det selvstændige specialfritidshjem på Lønstrupvej (Hyltebjerg Skole) kan indgå i det samlede tilbud.

 

Økonomi

Udgiften til etablering af en selvstændig skole med integreret fritidshjem er knyttet til Eksempelprojektet og vil blive behandlet i denne sammenhæng.

Udgifterne til oprettelsen af en ny skole er indeholdt i det samlede budget til folkeskoleområdet.

 

Høring

Forslaget blev behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 9. maj 2001, og udvalget tiltrådte, at forslaget blev sendt til høring hos skolebestyrelserne ved Hyltebjerg Skole og Grundtvigskolen, Fælles Pædagogisk Råd og forældrebestyrelsen ved Specialfritidshjemmet Lønstrupvej/Klitmøllervej.

Der er indkommet 3 høringssvar, og der henvises til bilaget, hvor høringssvarene sammenfattes for at se de nærmere bemærkninger fra de berørte parter.

Høringssvarene giver ikke anledning til at foretage ændringer. Derfor foreslår forvaltningen, at der etableres en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

 

Andre konsekvenser

Etableringen af en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser skal indføjes i vedtægten for styrelse af Folkeskolen under Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

 

BIL AG VEDLAGT

  • Bilag 1: Gennemgang af høringssvarene til forslaget om etablering af en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser
  • Bilag 2: Kopi af høringssvarene

 

 

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

Til top