Mødedato: 06.06.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Berigtigelse af overdragelsen af ejendommen beliggende Ørestads Boulevard

Se alle bilag

Ejendommen beliggende Ørestads Boulevard ("Grønjordssøområdet") blev i 2010 tilbageoverdraget fra By & Havn til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Borgerrepræsentationen anmodes derfor om at give Økonomiforvaltningen bemyndigelse til at berigtige overdragelsen af ejendommen.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at det godkendes, at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at berigtige overdragelsen af ejendommen beliggende Ørestads Boulevard, 2300 København S.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Ejendommen med matr.nr. 182a Eksercerpladsen, København, beliggende Ørestads Boulevard, 2300 København S (”Grønjordssøområdet”), blev i 2010 tilbageoverdraget fra By & Havn til Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen til brug for offentligt tilgængelige grønne områder i Ørestaden. Som bilag 1 vedlægges matrikelkort.

Det er i midlertidig fortsat By & Havn, der har adkomst til arealet i tingbogen og selve berigtigelsen af overdragelsen til Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen udestår således.

Løsning

By & Havn fik oprindeligt Grønjordssøområdet overdraget fra Københavns Kommune i forbindelse med vedtagelse af Lov om Ørestaden m.v., (1992-06-24) ("Lov om Ørestaden"). Med lov om ændring af lov om Ørestaden mv., (1995-12-20), er det bestemt, at Grønjordssøområdet bliver friholdt for bebyggelse.

I henhold til Hovedaftale om overdragelse af anlæg i Ørestad indgået den 3. oktober 2005 ("Hovedaftalen"), bilag 2, samt Overdragelsesprotokol tiltrådt den 19. marts 2010 ("Overdragelsesprotokollen"), bilag 3, skal Grønjordssøområdet tilbageoverdrages fra By & Havn til Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen.

Hverken Hovedaftalen eller Overdragelsesprotokollen er tidligere politisk behandlet.

Økonomi

Overdragelsen af Grønjordssøområdet sker vederlagsfrit til Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, jf. Ørestadsloven § 9, stk. 4. Ifølge Overdragelsesprotokollen sørger By & Havn for tilskødning og afholder alle omkostninger forbundet hermed, herunder tinglysningsafgiften.  

Teknik- og Miljøforvaltningen har med bevilling modtaget i 2004, til vedligeholdelse af alle arealer overdraget fra By & Havn, afholdt udgifterne til drift og vedligeholdelse af disse områder, herunder Grønjordssøområdet fra 2010.

Der er dermed ingen udgifter eller indtægter forbundet med indstillingen.

Videre proces

By & Havn berigtiger overdragelsen.

 

Peter Stensgaard Mørch                                       /Søren Tegen Pedersen

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at berigtige overdragelsen af ejendommen beliggende Ørestads Boulevard, 2300 København S.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. juni 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top