Mødedato: 06.06.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til overborgmesteren og kultur- og fritidsborgmesteren om uroligheder i Brønshøj og Bellahøj

Se alle bilag

Forespørgsel

Overborgmesteren bedes redegøre for,

  1. hvad der gøres pt. for at standse urolighederne i Brønshøj og Bellahøj?
  2. om den nuværende indsats er tilstrækkelig til at stoppe urolighederne?
  3. om der er behov for at gentænke Københavns Kommunes mangeårige indsats for en tryg og sikker by, når uroligheder som disse kan opstå?

 

Kultur- og fritidsborgmesteren bedes redegøre for,

  1. hvilke tilbagemeldinger har Kultur- og Fritidsforvaltningen modtaget fra foreninger og brugere om uroligheder, hærværk mv. ved kommunale idræts- og fritidsfaciliteter?
  2. hvor Kultur- og Fritidsforvaltningens tærskel går i forhold til at sætte permanent personale som fx halinspektører ind i stedet for vagtrunderinger på kommunens idræts- og fritidsfaciliteter?
  3. hvordan kultur- og fritidsborgmesteren påtænker at håndtere situationen i Bellahøj-Hallen efter sommerferien, hvor den midlertidige vagtordning ophører?
  4. om urolighederne generelt giver anledning til, at kultur- og fritidsborgmesteren gentænker konceptet med ubemandede idrætshaller?

(Stillet af Venstre)

 

Motivering

Forespørgslen er stillet på baggrund af den seneste måneds medieomtale af uroligheder i Brønshøj og Bellahøj. Urolighederne angår chikanerier, hærværk og trusler omkring Brønshøj Torv samt i lokale idrætshaller, hvor blandt andet håndboldklubben i Bellahøj Hallerne har oplevet hærværk og chikane.

Det er en bekymrende og uholdbar udvikling, for københavnerne skal selvfølgelig ikke bo og leve i en by, hvor de er bange for at gå uden for døren. Og det er tilmed en udvikling, som mange års tryghedsskabende og forebyggende indsats fra kommunens side i den pågældende bydel åbenlyst ikke magter at standse.

Derfor ønsker Venstre svar på, hvad overborgmesteren vil og kan gøre for at standse og forebygge uroligheder, som vi aktuelt ser dem i Brønshøj og Bellahøj. Ligeledes vil Venstre gerne betrygges i, at kultur- og fritidsborgmesteren har fokus på området, og arbejder målrettet på at skabe ordentlige og trygge forhold i kommunale idræts- og fritidsfaciliteter. Derfor bedes kultur- og fritidsborgmesteren redegøre for, om borgmesteren ser en sammenhæng mellem uroligheder og ubemandede fritidsfaciliteter, og hvad der i givet fald kan gøres ved dette eventuelle sammenfald.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. juni 2019

Forespørgslen blev besvaret.

Til top