Anden behandling af Københavns Kommunes ældrepolitik 2019-2022 - "Vær med - hele livet"
Udkastet til en ny ældrepolitik har været i offentlig høring i perioden den 28. februar til den 17. marts 2019. Borgerrepræsentationen skal hermed godkende Ældrepolitikken 2019-2022 (bilag 1).
Indstilling
Indstilling om,
1. at godkende Københavns Kommunes Ældrepolitik 2019-2022 "Vær med – hele livet".
Det bemærkes, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen efter behandlingen i Sundheds- og Omsorgsudvalget har udarbejdet et notat med henblik på en vurdering af, hvorvidt ældrepolitikken lever op til Københavns Kommunes handlingsplan for bidrag til FN’s verdensmål, som er vedlagt som bilag til sagen. Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til notatet.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.
(Sundheds- og Omsorgsudvalget)
Problemstilling
På Sundheds- og Omsorgsudvalgsmødet den 24. januar 2019 godkendte udvalget at sende udkast til den nye ældrepolitik i offentlig høring. Politikken har fået titlen "Vær med – hele livet".
Ved høringsperiodens afslutning har Sundheds- og Omsorgsudvalget modtaget 33 høringssvar fra interesserede organisationer, foreninger, andre forvaltninger og borgere via Københavns Kommunes digitale høringsportal ”Bliv hørt”, som er åben for alle. Alle høringssvarene er samlet og vedlagt i bilag 3.
Parallelt med den offentlige høring har oplægget til en ny ældrepolitik været drøftet i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens lokalområder blandt enhedslederne på en række møder, hvor direktionen og borgmesteren deltog.
Løsning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet et høringsnotat, som opsummerer kommentarerne fra alle de enkelte høringssvar til de forskellige dele af den nye ældrepolitik samt forvaltningens bemærkninger til kommentarerne (bilag 2).
Tilbagemeldingerne fra høringen har samlet set været positive. Dette gælder også drøftelserne blandt lederne i lokalområderne, hvor mange har påpeget, at den nye ældrepolitik både bygger videre på centrale værdier fra den tidligere politik, samtidig med at den nye politik også beskriver nye fokusområder for de kommende år.
På baggrund af høringssvarene har forvaltningen foretaget nogle konkrete ændringer i ældrepolitikken, som er fremhævet i det endelige udkast af politikken (bilag 1).
Nedenfor opsummeres de væsentligste temaer i høringssvarene samt forvaltningens bemærkninger hertil.
Generelle bemærkninger
De indkomne høringssvar er positive overfor politikkens tre værdier og ni veje, og der er generelt opbakning til udkastet til en nye ældrepolitik. Ældrerådet takker fx ”…for den gode og inddragende proces med borgermøder. Vi er glade for at se en ældrepolitik, der er udarbejdet i fællesskab med borgerne, og derfor også afspejler mange ældre københavneres ønsker og holdninger.”
Flere høringssvar er optaget af og påpeger emner som mangfoldighed, social sårbarhed og velfærdsteknologi og digitale løsninger.
En del høringssvar efterspørger konkrete bud på, hvordan politikken forventes at blive ført ud i livet og spørger til politikkens reelle udmøntning i forhold til at sikre den nødvendige finansiering og opretholdelse af serviceniveauet. Hertil kan forvaltningen påpege, at ældrepolitikken skal beskrive den overordnede ramme og retning for udvikling af indsatser på ældreområdet i København.
Efter politikkens vedtagelse går forvaltningen videre med arbejdet omkring implementering af politikken. Den konkrete udmøntning af politikken, og herunder spørgsmålet om finansiering af indsatser på ældreområdet, vil blandt andet afhænge af Sundheds- og Omsorgsudvalgets politiske prioriteringer og de kommende års budgetaftaler.
Frihed
Under afsnittet om frihed påpeger flere af høringsparterne, at den vellykkede rehabilitering tager udgangspunkt i borgerens egen lyst og formåen.
Stort set samtlige høringsparter optages af emnet kollektiv transport, og mange påpeger, at der i udviklingen af den kollektive transport, herunder afstand mellem stoppesteder, ikke tages tilstrækkeligt hensyn til byens ældre og gangbesværede borgere, hvilket hindrer deres mulighed for at bruge byen.
Forvaltningen er opmærksom på dette, og vil viderebringe høringsparternes budskab til de forvaltninger, som er ansvarlige for arbejdet med byens udvikling og drift.
Tryghed
Under alle tre emner i Tryghedsafsnittet er der høringsparter, som er optagede af at styrke indsatserne, herunder sikre bedre sammenhænge samt styrke specialistkompetencerne. Derudover er flere høringsparter enige i udfordringen med at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer.
Under afsnittet om ’pårørende’ efterspørges objektive kriterier for, hvornår og hvordan pårørende får støtte og forslag til konkrete tilbud, som en ugentlig fridag og tilskud til psykologsamtaler og særligt fokus på familier, som varetager plejen af ældre selv (primært familier med minoritetsbaggrund). Flere høringssvar peger på de ældre, som ingen pårørende har, og dermed er i risiko for ikke at få den omsorg og praktiske hjælp, som forventes, at ældre kan modtage via pårørende.
Fællesskaber
Ældrepolitikkens ambition om flere frivillige fællesskaber møder opbakning, og flere høringsparter fokuserer på, at København skal understøtte fællesskaber i forskellige formater – både i kommunalt- og civilsamfundsregi. Flere høringsparter kommer også med konkrete forslag eller fokusområder i forhold til Københavns indsats mod ensomhed.
Derudover kommenterer en stor del af høringssvarene på politikkens afsnit om, at kommunen skal byde på et bredt udvalg af boliger til ældre. Her nævnes flere forskellige ønsker til varierende boformer, ligesom ønsket om en overkommelig husleje og fleksibilitet ift. etagebeliggenhed og størrelse også går igen i flere høringssvar.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Efter godkendelse i Sundheds- og Omsorgsudvalget oversendes den nye ældrepolitik 2019-2022 til godkendelse i Økonomiudvalget den 14. maj og i Borgerrepræsentationen den 6. juni 2019. Herefter vil ældrepolitikken blive publiceret og anvendt som en samlet politik for kommunens ældreindsats frem til 2023.
Katja Kayser /Helle Schnedler
Oversigt over politisk behandling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller overfor Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at tage de indkomne høringssvar til efterretning.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at godkende Københavns Kommunes Ældrepolitik 2019-2022 "Vær med – hele livet".
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 2. maj 2019
Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget bemærker, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen efter behandlingen i Sundheds- og Omsorgsudvalget har udarbejdet et notat med henblik på en vurdering af, hvorvidt ældrepolitikken lever op til Københavns Kommunes handlingsplan for bidrag til FN’s verdensmål, som er vedlagt som bilag til sagen. Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til notatet.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2019
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. juni 2019
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.