Mødedato: 06.06.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udtrædelse af bestyrelsen for TAMU

 

Resumé

Københavns Kommune repræsenterer København og Frederiksberg kommuner i bestyrelsen for TAMU. Det anbefales at Københavns Kommune udtræder af bestyrelsen, idet repræsentation kan overtages af Kommunernes Landsforening, som repræsenterer de øvrige kommuner i bestyrelsen. TAMU er mulig tilbudsgiver ift. Københavns Kommunes udbud af beskæftigelsesindsats, hvorfor der kan opstå udfordringer ift. forvaltningens habilitet, hvis vi fortsætter i bestyrelsen.

Indstilling

Indstilling om,

      1. at det godkendes, at Københavns Kommune udtræder af bestyrelsen for TAMU.

(Beskæftigelses- og Integrationsudvalget)

Problemstilling

Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelse (TAMU) er en landsdækkende uddannelsesinstitution for unge med personlige / sociale problemstillinger og uden reel tilknytning til arbejdsmarkedet.

Københavns Kommune har jf. vedtægterne for TAMU en plads i bestyrelsen for TAMU. Repræsentanten for Københavns Kommune i bestyrelsen for TAMU er i dag kontorchefen for 1. kontor – Jobparate, Unge og Virksomhedsrettet indsats, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. TAMU er en potentiel tilbudsgiver på evt. genudbud af indsatsen for unge. Deltagelse i bestyrelsen kan hermed give udfordringer ift. forvaltningens habilitet, hvis TAMU byder på forvaltningens udbud.

Løsning

Københavns Kommunes deltagelse i bestyrelsen for TAMU afspejler tiden før København og Frederiksberg Kommuner blev medlem af Kommunernes Landsforening (KL), hvor København og Frederiksbergs Kommuner havde selvstændig aftaleret med Staten.

Idet KL er repræsenteret i bestyrelsen for TAMU, og Københavns og Frederiksbergs Kommuners interesser mht. TAMU kan varetages via KL, er der ikke længere grund til at Københavns Kommune er selvstændigt repræsenteret i bestyrelsen for TAMU.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal i 2019 bl.a. tage stilling til evt. (gen-)udbud af indsatsen for primært aktivitetsparate unge med uddannelsespålæg.

TAMU har tidligere afgivet tilbud på Københavns Kommunes udbud af beskæftigelsesindsats for unge. Bestyrelsespladsen i TAMU kan dermed rejse spørgsmål om inhabilitet. Det er uhensigtsmæssigt ift. evt. (gen-)udbud af indsatsen.

Der har været dialog med Undervisningsministeriet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, TAMU, KL og Frederiksberg Kommune om udtrædelse af bestyrelsen. Alle er indforstået hermed, herunder at KL fremover også varetager København og Frederiksbergs Kommuners interesse i bestyrelsen for TAMU.

På den baggrund indstilles det, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, at Københavns Kommune udtræder af bestyrelsen for TAMU.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen tiltrædes, bliver indstillingen forelagt Borgerrepræsentationen til godkendelse. Hvis Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil TAMU, Undervisningsministeriet og KL blive meddelt, at Københavns Kommune udtræder af bestyrelsen for TAMU. TAMU vil herefter tilrette deres vedtægt i overensstemmelse hermed.

Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen          

Oversigt over politisk behandling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

      1. at det godkendes, at Københavns Kommune udtræder af bestyrelsen for TAMU.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. juni 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top