Mødedato: 06.06.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af lokalplan Hjørnestenen II og kommuneplantillæg, Vanløse

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Hjørnestenen II med tilhørende kommuneplantillæg. Planforslagene muliggør udviklingen af området med private og almene ungdomsboliger og familieboliger samt serviceerhverv.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende lokalplan Hjørnestenen II (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning,
  2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 2).

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Bygherre ønsker at udvikle området med ca. 5.800 m2 ungdomsboliger og 200 m2 café på Apollovej 28. Området er i dag omfattet af lokalplan nr. 468 ’Hjørnestenen’, der giver mulighed for ca. 4.300 m2 etageareal til kontorformål, hvorfor projektet kræver en ny lokalplan. Endvidere kræver projektet et tillæg til Kommuneplan 2015, da gældende kommuneplanramme ikke muliggør boliger. Planforslagene blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 13. december 2018 og har været i høring fra 19. december 2018 til 13. februar 2019. Forvaltningerne har modtaget 23 henvendelser. Høringen har ikke givet anledning til ændringer. I forbindelse med startredegørelsen (TMU 28. maj 2018) blev der afgivet en protokolbemærkning fra et flertal i udvalget vedrørende ønske om 25 % almene boliger (A, B, F, O, Ø, Å), hvilket er blevet indarbejdet i lokalplanen.

Løsning

Lokalplanforslaget og kommuneplantillægget skal muliggøre en karrébebyggelse med et etageareal på ca. 6000 m2, hvilket giver en bebyggelsesprocent på 185. I stueetagen bliver muliggjort serviceerhverv i form af for eksempel en café. På de øvrige etager bliver muliggjort ungdomsboliger på 25-50 m2 samt familieboliger med en gennemsnitlig boligstørrelse på 95 m2. Den nye bebyggelse skal fuldende karrébebyggelsen langs Apollovej og Vanløse Allé.

Forslag til ændring af lokalplanforslaget

Planklagenævnet har afgjort, at der i en lokalplan ikke må være en kompetencenorm (en bestemmelse om, at en mulighed først kan udnyttes, når der gives tilladelse i form af en dispensation), der giver mulighed for at dispensere fra friarealerne. Bestemmelsen bliver derfor fjernet i lokalplanforslaget (se bilag 6).

Høring

Forvaltningerne har modtaget 23 henvendelser i høringsperioden (bilag 4). I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningernes bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor. Vanløse Lokaludvalg har indsendt deres kommentarer efter høringsfristen, og deres kommentarer er således ikke medtaget.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser (bilag 4)

  1. Bebyggelsens højde (15 henvendelser). Borgerne mener ikke, at der bør opføres byggeri i en højde på 4-6 etager. Det vil kaste skygger på de nærliggende ejendomme og gårdrum. Flere af indsigerne opfordrer til at tage udgangspunkt i højden på villaer og nabokarréer og ikke planlægge for byggeri i mere end 2-4 etager.
  2. Bynatur og byliv (9 henvendelser). Borgerne opfordrer til at omlægge området til et grønt område, der evt. bruges til afledning af regnvand. Enkelte borgere efterspørger desuden sammenhæng mellem gårdrummene for tilstødende og planlagt bebyggelse.
  3. Trafik og parkering (8 henvendelser). Der ønskes ikke yderligere trafik på Vanløse Allé, da Vanløse Allé er skolevej. Af samme årsag udtrykker indsigerne også bekymring over, at der planlægges adgang til parkeringskælderen herfra. De efterspørger desuden løsninger, der løser det store behov for både bil- og cykelparkeringspladser i området generelt.
  4. Ungdoms-, familie- eller ældreboliger (7 henvendelser). En enkelt borger udtrykker glæde over flere ungdomsboliger, men ellers er der bekymring over udsigten til flere ungdomsboliger. Flere borgere efterspørger familie- og ældreboliger.

Forvaltningernes bemærkninger til høringssvarene:

  1. Byggeriets højde er i overensstemmelser med rammerne i Kommuneplan 2015, og ønskerne om en bebyggelsesmæssig fortætning i det stationsnære område, og kan ifølge lokalplanforslaget opføres i op til 21 meter for 6 etager. Gældende lokalplan tillader op til 24 meter. Både mod Vanløse Allé og Apollovej skal byggeriet, i henhold til lokalplanen og i videst mulige omfang, tage afsæt i de tilstødende bygningers gesimshøjde således, at de underlægger sig disse. Byggeriet vil kaste skygger som illustreret på skyggediagrammerne. Villaerne på Vanløse Allé, etagebyggeriet øst for og byggeriets eget gårdrum, vil dermed blive påvirket af skygge mere eller mindre, afhængigt af årstiden.
  2. Lokalplanen sikrer mindst 20 nye træer og større arealer med bede både på terræn og på konstruktion, hvilket er i overensstemmelse med Københavns Kommunes Træpolitik og ønsker om mere bynatur. I lokalplanen stiller kommunen krav om bænke, bede, beplantning og andre installationer, der medvirker til byliv. For yderligere at muliggøre byliv og sammenhæng muliggør lokalplanen en sammenhæng mellem gårdene, men kan ikke pålægge grundejerne at etablere den.
  3. Når trafikken til det planlagte byggeri ledes via Vanløse Allé skyldes det, at oversigtsforholdene er bedre end på Apollovej, og at trafikintensiteten er lavere samt, at de ekstra biler byggeriet afleder ikke er en væsentlig forøgelse af trafikken på Vanløse Allé. Forvaltningen kan ikke løse efterspørgslen på parkeringspladser i området ved at pålægge en privat bygherre en højere parkeringsnorm og derved tilvejebringe yderligere parkeringspladser for bydelen. De ca. 22 parkeringspladser byggeriet afleder, hvis der opføres ungdomsboliger, placeres alle i kælder under byggeriet, foruden en plads til handicapbus på terræn på egen grund. Cykelparkering placeres primært i kælder, men der er også muliggjort pladser på terræn mod Vanløse Allé.
  4. Med det foreslåede kommuneplantillæg ændres anvendelsen fra erhverv til bolig, og der muliggøres både ungdomsboliger og almindelige familieboliger. Placeringen egner sig til både ungdomsboliger og almindelige familieboliger, og der er også mulighed for at indrette ældreboliger. Det er i forbindelse med forslag til Kommuneplan 2019, som Økonomiudvalget d. 19. marts 2019 besluttede at sende i intern høring, vurderet, at der frem mod 2031 er behov for 12.000 nye ungdomsboliger i København. Vanløse er i dag den bydel med færrest kollegie- og ungdomsboliger.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget planerne, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen disse i henhold til reglerne i planloven.

 

Peter Stensgaard Mørch                 Michel Schilling

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan Hjørnestenen II (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
     
  2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 2).

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 13. maj 2019

 

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med otte stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: C og I.

 

Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Udvalget ønsker, at cykelparkeringsnormen fastsættes til 4 pr. 100 m2 bolig.”

 

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig.”

 

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at der ikke stilles krav om opførelse af almene boliger.”

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning. 

 

 

Økonomiudvalget videreførte Teknik- og Miljøudvalgets protokolbemærkning fra udvalgets møde den 13. maj 2019:

 

”Udvalget ønsker, at cykelparkeringsnormen fastsættes til 4 pr. 100 m2 bolig.”

 

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkninger fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 13. maj 2019:

 

”Det Konservative Folkeparti ønsker, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig.”

 

”Det Konservative Folkeparti ønsker, at der ikke stilles krav om opførelse af almene boliger.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. juni 2019

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:

 

ÆF1:

”Partierne ønsker, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig.”

 

ÆF2:

”Partierne ønsker, at der ikke stilles krav om opførelse af almene boliger.”

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 44 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: V, C og I.

Imod stemte: A, Ø, Å, B, F og O.

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 49 stemmer imod 5. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C og I.

Imod stemte: A, Ø, Å, B, F, V og O.

 

 

Indstillingen blev herefter godkendt med 49 stemmer imod 5. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, Å, B, F, V og O.

Imod stemte: C og I.

 

En samlet Borgerrepræsentation videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

 

”Borgerrepræsentationen ønsker, at cykelparkeringsnormen fastsættes til 4 pr. 100 m2 bolig.”

Til top