Mødedato: 06.04.2006, kl. 17:30

Medlemsforslag om ligestillingstiltag i forbindelse med mænd og barselsorlov

Medlemsforslag om ligestillingstiltag i forbindelse med mænd og barselsorlov

Borgerrepræsentationen

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra Ordinært møde torsdag den 6. april 2006

 

Nr. 42           BR 233/06. Medlemsforslag om ligestillingstiltag i forbindelse med mænd og barselsorlov

Det foreslås,

at Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejder et generelt informationsmateriale til mænd om barsel, enten i form af nogle sider til "Barnets Bog" eller som en brochure.

at der oprettes legestuer til fædre på barsel, også kaldet "Fars legestue", i alle bydele.

at der på Københavns Kommunes Sundhedsplejes hjemmeside oprettes særlige sider til fædre og mulighed for at få svar på konkrete spørgsmål.

at der laves ligestillingstjek af alle blanketter og alt informationsmateriale der har med barsel og småbørn at gøre, dvs. blanketter og informationsmateriale fra jordemødre, sundhedsplejersker, daginstitutioner mv.

at der oprettes efteruddannelsestilbud til kommunens sundhedsplejersker i forhold til håndteringen af mænd på barsel.

at Børne- og Ungdomsforvaltningen pålægges inden 15. juni 2006 dels at udarbejde et forslag til, hvordan forslagene kan realiseres og dels at finde finansiering til forslagene.

at det pålægges Økonomiforvaltningen inden 15. juni 2006 at foreslå konkrete tiltag, der øger andelen af mænd ansat i Københavns Kommune der tager barselsorlov – og længden af den orlov de tager, herunder se på eventuelle overenskomstmæssige forhold med betydning for barselsorlov. Forvaltningen pålægges desuden at lave konkrete målsætninger for, hvor lang barselsorlov mænd gerne skal tage, samt for hvor mange mænd man gerne ser tage barselsorlov fremover.

 

 

 

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag: "

 

"At 1. at-punkt ændres til:

 

"at Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejder et generelt informationsmateriale om mulighederne for at tage barsel, herunder hvilke rettigheder man har som forælder, enten i form af nogle sider til "Barnets Bog& quot; eller som en brochure."

 

At 2. at-punkt ændres til:

 

"at Børne- og Ungdomsforvaltningen pålægges at udarbejde en redegørelse for erfaringerne med "Fars legestue" med henblik på en vurdering af, om ordningen skal udvides til at omfatte alle bydele."

 

At 3. at-punkt ændres til:

"at der på Københavns Kommunes Sundhedsplejes hjemmeside oprettes særlige sider til oplysning om mulighederne for at tage barsel, herunder hvilke rettigheder man har som forælder, og mulighed for at få svar på konkrete spørgsmål."

At 5. at-punkt ændres til:

 

"at Børne- og Ungdomsforvaltningen pålægges, at undersøge behovet for efteruddannelsestilbud til kommunens sygeplejersker i forhånd til håndteringen af mænd på barsel."

 

At 7. at-punkt ændres til:

 

"at det pålægges Økonomiforvaltningen inden 15. juni 2006 at foreslå konkrete tiltag, der øger andelen af mænd ansat i Københavns Kommune der tager barselsorlov – og længden af den orlov de tager, herunder se på eventuelle overenskomstmæssige forhold med betydning for barselsorlov. Forvaltningen pålægges desuden at komme med forslag til konkrete målsætninger for, hvor lang barselsorlov mænd gerne skal tage, samt for hvor mange mænd man gerne ser tage barselsorlov fremover."

 

 

Et forslag fra Socialdemokraterne om at henvise 1. - 6. at-punkt til Børne- og Ungdomsudvalget og 7. at-punkt til Økonomiudvalget inkl. Enhedslistens ændringsforslag blev godkendt med 44 stemmer imod 6.

 

For stemte: A, B, C, F, O, Wallait Khan (løsgænger), Winnie Berndtson (løsgænger) Finn Rudaizky (løsgænger) og Ø.

Imod stemte: V.

 

 

Til top