Mødedato: 06.04.2006, kl. 17:30

Etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej

Se alle bilag

Etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 6. april 2006

 

 

BR 213/06

Etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej

Etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej

 

 

Indstilling om, at der etableres cykelstier på Nordre Fasanvej mellem Ørnevej og kommunegrænsen til Frederiksberg som beskrevet i denne indstilling og tilhørende bilag, at der på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, vejanlæg) gives en anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. til etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej, udformet som en udgiftsbevilling på 5,5 mio. kr. og en indtægtsbevilling på 0,5 mio. kr. svarende til Frederiksberg Kommunes betaling for udgifterne ved tilslutning af cykelstierne på Frederiksberg Kommunes side af kommunegrænsen.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes indenfor Teknik- og Miljøudvalgets rammer.

                                                                 (Teknik- og Miljøudvalget)

 

 

 

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiforvaltningen og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der etableres cykelstier på Nordre Fasanvej mellem Ørnevej og kommunegrænsen til Frederiksberg som beskrevet i denne indstilling og tilhørende bilag.

at  der på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, vejanlæg) gives en anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. til etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej, udformet som en udgiftsbevilling på 5,5 mio. kr. og en indtægtsbevilling på 0,5 mio. kr. svarende til Frederiksberg Kommunes betaling for udgifterne ved tilslutning af cykelstierne på Frederiksberg Kommunes side af kommunegrænsen.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. februar 2006

Anbefalet.

Jesper Schou Hansen (V) og Karin Storgaard (O) afgav følgende bemærkning: "Venstre og Dansk Folkeparti er imod nedlæggelse af så stort et antal p-pladser."

 

Økonomiforvaltningen indstiller:

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes indenfor Teknik- og Miljøudvalgets rammer".

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. marts 2006

Anbefalet.

Venstre og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde.

 

 

 

RESUME

Den 12. oktober 2005 (BTU 572/2005) godkendte Bygge- og Teknikudvalget forvaltningens forslag til Vej & Parks investeringsplan for 2006, hvor der er afsat 4,0 mio. kr. til Cykelstiprioriteringsplan 2006 og 3,5 mio. kr. til Cykelstier.

 

Den 19. november 2005 (BTU 625/2005) godkendte Bygge- og Teknikudvalget en ny Cykelstiprioriteringsplan 2006-2016. I forbindelse hermed vurderede forvaltningen, at etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej kunne gennemføres for de midler der er reserveret til Cykelstiprioriteringsplan 2006.

 

Efter udvikling af projektet for etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej er projektet prissat til 5,0 mio. kr., hvilket overstiger det reserverede beløb. Forvaltningen foreslår derfor, at begge puljer anvendes til etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej i 2006, og at de resterende midler af puljen til cykelstier disponeres sammen med cykelstimidlerne for 2007.

 

Oprindeligt omfattede projektet etablering af cykelstier på hele strækningen mellem kommunegrænsen og Frederikssundsvej, men på grund af det smalle gadeprofil mellem Ørnevej og Frederikssundsvej har det ikke været muligt at projektere cykelstier her.

 

En konsekvens af projektets gennemførelse er, at det i forvejen omfattende standsnings- og parkeringsforbud på strækningen udvides til at omfatte hele strækningen fra Ørnevej til kommunegrænsen, således at det fremover kun vil være muligt at parkere på de afmærkede parkeringspladser, hvor antallet af pladser dog øges fra 10 til 11.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Den 12. oktober 2005 (BTU 572/2005) godkendte Bygge- og Teknikudvalget forvaltningens forslag til Vej & Parks investeringsplan for 2006. I investeringsplanen er der afsat 4,0 mio. kr. til Cykelstiprioriteringsplan 2006 og 3,5 mio. kr. til Cykelstier.

Sammen med investeringsplanen for 2006 fremlagde forvaltningen forventningerne til Investeringsbehov på offentlig vej- og parkarealer for 2006-2011, hvor der i 2007 forventedes anvendt 15 mio. kr. til Cykelstier og Cykelstiprioriteringsplan.

Den 19. november 2005 (BTU 625/2005) besluttede Bygge- og Teknikudvalget at erstatte Cykelstiprioriteringsplan 2002-2016 med en ny Cykelstiprioriteringsplan 2006-2016. I forbindelse hermed vurderede forvaltningen, at etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej kunne gennemføres for midlerne til Cykelstiprioriteringsplan 2006, og at etablering af cykelstier på Grøndals Parkvej kunne etableres for midlerne afsat til Cykelstier i 2006.

Den 23. november 2005 (BTU 649/2005) besluttede Bygge- og Teknikudvalget at anvende 0,4 mio. kr. af cykelstiprioriteringsmidlerne til anlæg af cykelstier i forbindelse med renovering af "Knudepunktet", Frederikssundsvej/Frederiksborgvej.

Efter udvikling af projektet for etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej vurderer forvaltningen imidlertid, at det koster 5,0 mio. kr. at gennemføre projektet. Det foreslås derfor, at begge puljer anvendes til etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej i 2006 og at de resterende midler af puljen til cykelstier disponeres sammen med midlerne for 2007, jf. nedenstående skema:

 

Vej & Parks investeringsplan

2006

2007

 

Cykelstier

3,5

10,0

Cykelstiprioriteringsplan

4,0

5,0

I alt

7,5

15,0

22,5

 

 

 

 

Projekter

2006

2007

 

Frederikssundsvej/Frederiksborgvej

0,4

 

Nordre Fasanvej

5,0

 

Grøndals Parkvej

 

7,0

Ikke disponerede midler

 

10,1

I alt

5,4

17,1

22,5

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Projektet for etablering af cykelstier i Grøndals Parkvej ved Jernbane Allé er underprojektudvikling og planlægges forelagt udvalget i løbet at foråret. Udviklingen af projektet har vist, at det er nødvendigt at inddrage noget af Grøndals Parken og projektet vurderes derfor at blive dyrere end først anslået. 

 

Nordre Fasanvej

 

Etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej mellem Ørnevej og kommunegrænsen til Frederiksberg er det første projekt på Cykelstiprioriteringsplan 2006-2016, som forvaltningen har projektudviklet og som anbefales godkendt (bilag 1).

 

Projektet bidrager til udbygning af en sammenhængende Fasanvejslinie mellem Valby og Nørrebro og etableres i umiddelbar fortsættelse af de cykelstier, som Frederiksberg kommune etablerede i 2005. Frederiksberg Kommune har imidlertid ikke ført deres cykelstier helt frem til kommunegrænsen og forvaltningen foreslår derfor at Københavns Kommune mod betaling tager denne del med i projektet (bilag 2).

 

Oprindeligt omfattede projektet etablering af cykelstier på hele strækningen mellem kommunegrænsen og Frederikssundsvej, men på grund af det smalle gadeprofil mellem Ørnevej og Frederikssundsvej har det ikke været muligt at projektere cykelstier her.

 

Cykelstierne foreslås etableret med en bredde på 2,2 m. Vognbanerne kan reduceres til 2 x 3,25 m og fortovene foreslås derfor reduceret fra ca. 3 m til en bredde på 2,2 - 2,3 m. Fortovene på en del af strækningen har i forvejen denne bredde og den reducerede bredde vurderes derfor at være tilstrækkelig (bilag 3 + 4).

 

På store dele af strækningen er der i dag gennemført helt eller delvist standsnings- og parkeringsforbud. Disse forbud må udvides, således at parkeringsforbudet kommer til at omfatte hele strækningen, mens der stadigvæk kan opretholdes delstrækninger med begrænset standsningsforbud i tidsrummet kl. 7-9 og 15-18.

 

Parkeringssituation

Nuværende

Fremtidig

Pladser med parkeringsforbud i myldretiden (7-9, 15-18)

5

 

Pladser med 2 timers restriktion i tidsrummet kl. 9-18

10

6

Pladser med 2 timers restriktion i tidsrummet kl. 9-15

5

 

Pladser uden restriktioner

5

5

 

Ud for Nordre Fasanvej nr. 220-224 er der i dag 10 afmærkede parkeringspladser i en parkeringslomme med 2 timers restriktion mellem kl. 9-18. Disse pladser reduceres som følge af projektet til 6 pladser.

Mellem Glentevej og kommunegrænsen etableres der en parkeringslomme med 5 pladser uden restriktioner således at pladserne her kan opretholdes.

Konsekvensen af projektet er således, at antallet af parkeringspladser i dagtimerne uden for myldretiden og i nattetimerne reduceres fra 25 til 11 pladser.

 

Økonomi

Projekt vurderes at koste 5,0 mio. kr. inkl. udgifter til projektering og uforudseelige udgifter.

 

Hertil kommer omkostningerne ved at føre cykelstierne frem til kommunegrænsen i Frederiksberg Kommune. Omkostningerne anslås at udgøre op til 0,5 mio. kr. og vil blive dækket af Frederiksberg Kommune.

 

Forvaltningen foreslår, at der på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, Vejanlæg) gives en anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. til etablering af projektet, udformet som en udgiftsbevilling på 5,5 mio. kr. og en indtægtsbevilling på 0,5 mio. kr.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er miljøvurderet, da projektet er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltnings positivliste. Projektet forventes at indeholde begrænsede mængder af forurenet jord. Håndtering heraf er inkluderet i projektets økonomi.

Projektet lever op til miljøkravene i folderen: "Miljøorienteret Byfornyelse og Nybyggeri".

 

Høring

Forslaget til etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej har været forelagt Københavns Politi til principgodkendelse.

 

Borgerne er blevet orienteret om projektet ved informationsbreve udsendte til beboerne langs Nordre Fasanvej.

 

Bilag vedlagt

Bilag 1           Nordre Fasanvej, oversigtskort

Bilag 2           Nordre Fasanvej, eksisterende forhold

Bilag 3           Nordre Fasanvej, forslag til etablering af cykelstier

Bilag 4           Nordre Fasanvej, illustration af forslag

 

 

 

Ole Bach

 

Til top