Mødedato: 06.03.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om udvidelse af venskabsbyaftale mellem København, Nuuk og Tórshavn

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås, 

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Børne- og Ungdomsforvaltningen, at udarbejde en sag til politisk behandling, som beskriver, hvordan venskabsbyaftalen mellem København og Nuuk fra 2022, kan udvides til at inkludere en forsøgsordning med skoleudflugter mellem skoleklasser i Københavns Kommune og Kommuneqarfik Sermersooq med henblik på et øget kendskab til rigsfællesskabet samt at skabe nye relationer,
  2. at Økonomiforvaltningen med inddragelse af Børne- og Ungdomsforvaltningen arbejder videre på, at etablere en venskabsbysaftale med Tórshavn med henblik på at udvide forsøgsordningen med skoleudflugter til også at gælde skoleklasser i Københavns Kommune og Tórshavn Kommuna.

(Stillet af Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet) 

Motivering

Vi trænger til at lære hinanden bedre at kende på tværs af rigsfællesskabets tre hovedstæder, København, Nuuk og Tórshavn og hvis vi ønsker sammenhold, så bør vi gøre mere for at mødes oftere. Det budskab vil forslagsstillerne gerne føre videre med indeværende forslag om en udvidelse af den eksisterende venskabsbysaftale som Borgerrepræsentationen godkendte i december 2022. Senest status er fra oktober 2024 (bilag). 

Venskabsbyaftalen har til formål at understøtte et ligeværdigt og gensidigt værdiskabende samarbejde mellem de tre hovedstæder, og tager afhop i tre temaer: kultur, klima og unge. Det afsæt mener vi, at vi bør bygge videre på, så Grønlandsk og Færøsk ikke lyder fremmede for de unge generationer, og så vi gør vores til at understøtte en bedre kulturforståelse og nye relationer på tværs af rigsfællesskabets unge. 

Derfor ønsker vi at afsøge muligheder for, om der kan etableres en forsøgsordning, hvor folkeskoleklasser i kommunen kan komme på skolerejser til Grønland og Færøerne. I den forbindelse bør Københavns Kommune understøtte faciliteringen for både københavnske folkeskoleklasser, som rejser til Nuuk eller Tórshavn, men også den anden vej, så folkeskoleklasser fra Kommuneqarfik Sermersooq eller Tórshavna Kommuna kan komme til udflugt til København. Ift. finansiering bør der undersøges forskellige mulige modeller i samarbejde med de to andre kommuner, hvor Københavns Kommune i et omfang kan understøtte realiseringen.

Indhold og format bør desuden ske i tæt dialog med relevante parter på tværs af de tre kommunerne, samt med inddragelse af fx den Grønlandske Repræsentation og den Færøske Repræsentation i København.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. marts 2025

Enhedslisten og Venstre fremsatte følgende ændringsforslag som erstatning for 1. og 2. at- punkt:

1. ”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Børne- og Ungdomsforvaltningen inden for rammerne af den eksisterende venskabsbyaftale med kommunekarfik sermasoq at drøfte mulighederne for at etablere udvekslingsture mellem skoleklasser i København og Sermasoq. Hvis der opnås enighed om en model for udvekslingsrejser mellem skoleklasser i vores to kommuner, skal finansieringen henvises til forhandlingerne for budget 2026.

2. ”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen fortsat at afvente en genoptagning af forhandlingerne om etablering af venskabsbysamarbejde med Thorshavn kommune, som har tilkendegivet at ville række ud i løbet af 2025. I disse forhandlinger skal det også drøftes, om venskabsbysamarbejdet kan bestå af udvekslingsrejser mellem skoleklasser i de to kommuner.”

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som et nyt at-punkt:

”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde et budgetnotat til Overførselssagen, om at sende 10. klasser afsted til Kommuneqarfik Sermersooq i 2. halvår af 2025, med henblik på et øget kendskab til rigsfællesskabet samt at skabe nye relationer”

 

Det af Enhedslisten og Venstre fremsatte ændringsforslag blev godkendt efter afstemning med 54 stemmer mod 0. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, A, C, F, B, V, Å, I og Helle Jønch (Løsgænger)

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet efter afstemning 45 stemmer mod 7. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C

Imod stemte: Ø, A, F, B, V, Å og Helle Jønch (Løsgænger)

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Radikale Venstre anerkender intentionen bag Enhedslisten og Venstres ændringsforslag om at sikre, at et samarbejde sker på et gensidigt grundlag. Vi har derfor også været i dialog med den Grønlandske Repræsentation inden forslaget blev forelagt. Det er i den sammenhæng vigtigt at understrege, at forslaget netop er undersøgende, og at der ikke indgår nogle krav om et udvidet samarbejde, ligesom eventuel økonomi indgår i forvaltningens opfølgende sag som del af en tilstrækkeligt oplyst sag, hvor det selvfølgelig vil være oplagt at indtænke den videre håndtering i de kommende budgetforhandlinger, men det må der tages stilling til, når sagen forelægger. Det afgørende for os er, at forslaget lægger vægt på en tæt dialog med relevante aktører og en fælles aftale om udveksling, der kun gennemføres, hvis alle parter ønsker det, og i det omfang det giver mening.”

Til top