Mødedato: 06.03.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om vægmaleri af kvinder, der har siddet i Borgerrepræsentationen

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen med inddragelse af Økonomiforvaltningen at udarbejde en indstilling om udførelsen af et vægmaleri af nogle af de markante kvinder, der har været valgt til Københavns Borgerrepræsentation gennem tiden. Indstillingen skal tage udgangspunkt i listen over kvinder, der foreslås portrætteret, som er nævnt i motiveringen. Indstillingen skal også indeholde forslag til finansiering samt komme med forslag til placeringen på Københavns Rådhus.

(Stillet af Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF)

Motivering

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts foreslår partierne, at der bliver lavet et vægmaleri på Københavns Rådhus, som portrætterer nogle af de markante kvinder, der gennem tiden har været valgt til Borgerrepræsentationen.

Vægmaleriet vil være et symbol på kvinders betydning og indflydelse i den kommunale politik og vil fungere som en anerkendelse af de kvinder, der har bidraget til Københavns udvikling. Ved af afbilde disse foregangskvinder skaber vi en varig hyldest af dem, der kan inspirere de nuværende og fremtidige generationer, der besøger Rådhuset.

Værket skal fortsætte den kunstneriske tradition om at have vægmalerier i repræsentative lokaler på Rådhuset, der relaterer sig til byens historie. Det skal placeres et centralt og synligt sted, f.eks. i Hovedkassen, men andre mulige placeringer bør også overvejes.

Forslaget er en vigtig mulighed for at synliggøre kvinders politiske betydning og vise den positive udvikling, der ligestillingsmæssigt er sket i sammensætningen af de københavnske politikerne.

Partierne kommer med nedenstående forslag til kvinder, der bør portrætteres. Listen er åben og begrænser sig således ikke til de foreslåede kvinder alene.

  • Elna Munch
  • Henriette Crone
  • Anna Johansen
  • Julie Arenholt
  • Alvilda Harbou Hoff
  • Thora Knudsen
  • Vibeke Salicath
  • Johanne Blom
  • Sophie Horten
  • Nathalie Zahle
  • Olivia Nielsen
  • Tine Schmedes
  • Edel Saunte
  • Ritt Bjerregård
  • Sophie Hæstorp Andersen
  • Nina Bang

 

 

Til top