Mødedato: 06.03.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Ændring af Københavns Kommunes styrelsesvedtægt - flere næstforpersoner til børne- og ungeudvalget

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en forøgelse af antallet af næstforpersoner i børne- og ungeudvalget til i alt tre næstforpersoner. Borgerrepræsentationen skal også tage stilling til en række mindre ændringer vedrørende mulighed for udpegning og indkaldelse af stedfortrædere til udvalget.

På grund af høj arbejdsbyrde i børne- og ungeudvalget rettede Københavns Kommune henvendelse til ressortministeriet. På baggrund af henvendelsen, er der blevet indført nye regler, der giver mulighed for ovenstående.   

Der er også blevet indført nye regler, der medfører, at vederlagspuljen forhøjes, så vederlæggelsen af de yderligere to næstforpersoner i børne- og ungeudvalget ikke får konsekvenser for størrelsen af vederlaget til medlemmerne af Økonomiudvalget og de stående udvalg.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at det godkendes, at børne- og ungevalget kan udnævne i alt tre personer, som næstforpersoner i udvalget,
  2. at ændringen i Københavns Kommunes styrelsesvedtægt som beskrevet i løsningsafsnittet godkendes, jf. bilag 1 og 2,
  3. at det godkendes, at 2. at-punkt oversendes til 2. behandling i Borgerrepræsentationen, jf. § 2, stk. 2, i den kommunale styrelseslov med henblik på ikrafttræden den 1. april 2025,
  4. at det godkendes, at der fortsat kan udpeges tre stedfortrædere for hvert medlem af børne- og ungeudvalget,
  5. at det godkendes, at i tilfælde hvor ét af de udpegede Borgerrepræsentationsmedlemmer eller medlemmets personlige stedfortræder er forhindret i at deltage i et møde, så kan der indkaldes en stedfortræder for et andet udpeget Borgerrepræsentationsmedlem til at deltage i mødet (krydsende stedfortræder),
  6. at det godkendes, at i tilfælde hvor ét sagkyndigt medlem af udvalget eller et sådant medlems personlige stedfortræder er forhindret i at deltage i et møde, så kan der indkaldes en stedfortræder for det andet sagkyndige medlem til at deltage i mødet (krydsende stedfortræder).

(Økonomiforvaltningen)

Problemstilling

Børne- og ungeudvalget består af to medlemmer udpeget blandt Borgerrepræsentationens medlemmer, en byretsdommer og to pædagogisk-psykologisk sagkyndige. Børne- og ungeudvalget vælger selv sin forperson og næstforperson blandt de medlemmer, der er valgt af Borgerrepræsentationen. Københavns Kommune har i dag dispensation fra ressortministeriet til at have tre personlige stedfortrædere for hvert af medlemmerne i udvalget.

Gruppeforpersonskredsen modtog i 2019 en henvendelse fra børne- og ungeudvalget om udfordringer med stigende arbejdsbyrde i udvalget. Henvendelsen indeholdt forslag om, at forvaltningen skulle henvende sig til ressortministeriet bl.a. med forslag om, at næstforpersonsposten deles mellem tre personer mod i dag én, så næstforpersonerne indgår i en rotationsordning, ligesom udvalgets sagkyndige og dommere. Gruppeforpersonskredsen tilsluttede sig forslaget. Herefter henvendte forvaltningen sig til ressortministeriet.

Ved en lovændring i 2024 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, blev forslaget fra kommunen imødekommet, således, at Borgerrepræsentationen nu kan beslutte, at børne- og ungevalget kan udnævne i alt tre personer, som næstforpersoner i udvalget. Ministeriet begrunder forslaget med antallet af sager i udvalget og muligheden for at sikre et rimeligt honorar for arbejdet i udvalget.

Der blev også indført mulighed for, at Borgerrepræsentationen selv kan beslutte at udpege tre stedfortrædere for hvert medlem af udvalget. Denne mulighed beror i dag på en særlig dispensation fra ministeriet og er begrundet i det omfattende antal sager, der behandles i udvalget.

For yderligere at sikre et beslutningsdygtigt udvalg blev der også indført mulighed for at ”krydse” stedfortrædere i tilfælde, hvor et medlem af udvalget eller et sådant medlems personlige stedfortræder er forhindret i at deltage i et møde. Der er således givet mulighed for, at Borgerrepræsentationen generelt kan beslutte, at der skal kunne indkaldes en stedfortræder for et andet udpeget Borgerrepræsentationsmedlem til at deltage i mødet. Den generelle beslutning er gældende til udgangen af valgperioden.

Der blev indført en tilsvarende mulighed for at ”krydse” stedfortrædere for de sagkyndige medlemmer af udvalget.

Den 1. februar 2025 blev der indført nye regler i vederlagsbekendtgørelsen om forøgelse af vederlagspuljen, så vederlæggelsen af de yderligere to næstforpersoner i børne- og ungeudvalget ikke får konsekvenser for størrelsen af vederlaget til medlemmerne af Økonomiudvalget og de stående udvalg. Hvis Borgerrepræsentationen beslutter, at der kan udnævnes to yderligere næstforpersoner i børne- og ungeudvalget bliver vederlagspuljen således forhøjet fra 240 % til 260 % af overborgmestervederlaget.

Børne- og ungeudvalgets sekretariat har oplyst, at udvalget ønsker, at der gøres brug af de nye muligheder for forøgelse af antal af næstforpersoner og udpegning og indkaldelse af stedfortrædere.

Sekretariatet oplyser, at der fortsat er en stor arbejdsbyrde og et stort sagspres i udvalget, hvilket har betydet, at børne- og ungeudvalget har valgt at planlægge med yderligere et ekstra månedligt møde for at kunne imødegå det pres. Udvalget holder 2 ugentlige møder - og én uge pr. måned med 3 møder.

I 2024 var der 286 sager i alt, fordelt på 93 møder. I gennemsnit 3,1 sag pr. møde.  Den estimerede forberedelsestid til hvert møde er fire-seks timer, men afhænger af sagernes kompleksitet. Møderne i børne- og ungeudvalget foregår i dagtimerne og indgår som en del af arbejdstiden for de øvrige medlemmer af udvalget (dvs. dommeren og de sagkyndige).

Borgerrepræsentationsmedlemmerne i børne- og ungeudvalget har som udgangspunkt arbejde ved siden af og aflønnes med vederlag, der for næstforpersonens vedkommende efter sekretariatets opfattelse ikke opvejer den reelle arbejdsbyrde i den nuværende struktur med en forperson og én næstforperson.

Grundet det høje antal sager i Københavns Kommune, er det sekretariatets vurdering, at også hvis antallet af næstforpersoner øges til tre, vil de hver især have sager nok til fortsat at kunne have den nødvendige viden og indsigt i området. Dermed giver et øget antal af næstforpersoner også et mere robust og beslutningsdygtigt børne- og ungeudvalg.

Løsning

Flere næstforpersoner i børne- og ungeudvalget

Det foreslås, at § 23, stk. 1, i Styrelsesvedtægt for Københavns Kommune ændres til:

”Formanden, som benævnes forperson, for børne- og ungeudvalget oppebærer et vederlag på 20 % af overborgmestervederlaget. De tre næstformænd, som benævnes næstforpersoner, for børne- og ungeudvalget oppebærer hver et vederlag på 10 % af overborgmestervederlaget.”

Det vil betyde, at børne- og ungeudvalget herefter selv skal udnævne to af de nuværende stedfortrædere for de af udvalgets medlemmer, som er udpeget blandt Borgerrepræsentationens medlemmer, til nye næstforpersoner i udvalget.

Udpegning af tre stedfortrædere for hvert medlem

Det foreslås, at Borgerrepræsentationen godkender, at der også fremadrettet skal udpeges tre stedfortrædere for hvert medlem af børne- og ungeudvalget.

Det vil betyde, at Københavns Kommune ikke længere behøver at søge om dispensation fra ministeriet.

Mulighed for ”krydsende” stedfortræderindkaldelse

Det foreslås, at Borgerrepræsentationen træffer en generel beslutning om, at i tilfælde hvor ét af de udpegede Borgerrepræsentationsmedlemmer eller medlemmets personlige stedfortræder er forhindret i at deltage i et møde, så kan der indkaldes en stedfortræder for et andet udpeget Borgerrepræsentationsmedlem til at deltage i mødet (krydsende stedfortræder).

Det foreslås endelig, at Borgerrepræsentationen godkender, at i tilfælde hvor ét sagkyndigt medlem af udvalget eller et sådant medlems personlige stedfortræder er forhindret i at deltage i et møde, så der indkaldes en stedfortræder for det andet sagkyndige medlem til at deltage i mødet (krydsende stedfortræder).

Økonomi

Vederlaget til hver af de tre næstforpersoner i børne- og ungeudvalget udgør årligt 145.984,22 kr. i 2024-niveau. 

Videre proces

Da vederlæggelse af yderligere næstforpersoner i børne- og ungeudvalget kræver en ændring i Københavns Kommunes styrelsesvedtægt, skal en indstilling herom behandles i Borgerrepræsentationen ad to omgange.

Hvis indstillingen godkendes af Borgerrepræsentationen den 6. marts 2025, oversendes indstillingens 2. at-punkt vedr. ændringer af styrelsesvedtægten til 2. behandling den 27. marts 2025. Godkendes indstillingen af Borgerrepræsentationen den 27. marts 2025, træder den ændrede styrelsesvægt i kraft den 1. april 2025.

Herefter vil børne- og ungevalget kunne udnævne yderligere to næstforpersoner.

 

Søren Hartmann Hede    / Nicolai Kragh Petersen

Til top