Mødedato: 06.02.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Ændringer på 10. klasseområdet

Se alle bilag

Der skal tages stilling til forslag til ændringer på 10. klasseområdet (almen og special) efter endt høring.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at der pr. august 2014 skabes mulighed for at oprette 10. klasse for unge med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder på UiU,
  2. at det almene 10. klassecenter på Rådmandsgades Skole nedlægges fra august 2014. 

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

(Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget (BUU)  behandlede den 11. september 2013 en række forslag om ændringer af 10. klasseområdet. Forslagene blev sendt i høring, og der skal nu tages stilling til forslagene på baggrund af høringssvarene.

Løsning

Flytning af fælles 10. klasse for unge med vidtgående læsevanskeligheder fra læseklasserækken ved Lykkebo Skole til et alment 10. klassecenter pr. 1/8-2014

Forvaltningen foreslog i indstillingen til udvalget 11/9-2013, at 10. læseklasse flyttes fra læseklasserækken ved Lykkebo Skole til et alment 10. klassecenter. Der er typisk 15-20 elever med vidtgående læsevanskeligheder pr. klassetrin.

Baggrunden for forslaget var:

  • et ønske om, at også læseklasseelever i 10. klasse bliver en del af et ungemiljø og begynder at orientere sig mod ungdomsuddannelserne. Dette ligger direkte i forlængelse af anbefalingen fra konsulentfirmaet HR7, som i 2009 evaluerede læseklasserne. Forældre, der ønsker deres store børn ind i et ungdomsmiljø, er p.t. henvist til de særlige efterskoler for unge med læsevanskeligheder. Ved forslaget udvides de unges og forældrenes valgmuligheder til også at indbefatte et ungemiljø på en københavnsk almenskole.
  • det forhold, at elever fra de to andre læseklasserækker kun i begrænset omfang går videre til 10. læseklasse på Lykkebo Skole, som således primært fungerer som 10. læseklasse for elever fra skolens egen klasserække.

Der er 5 høringssvar, der har forholdt sig til forslaget. Skolebestyrelsen ved Lykkebo Skole mener, at den enkelte elev skal have valgfrihed mellem at fortsætte i en 10. læseklasse på Lykkebo eller i en 10. læseklasse knyttet til et alment 10. klassecenter. Skolebestyrelsen ved Kildevældsskolen gør opmærksom på, at den ikke ønsker 10. læseklasse tilknyttet skolens almene 10. klassecenter, da skolen i forvejen har mange specialfunktioner. Bestyrelsen for ungdomsskolen (KKU), Vesterbro Ny Skole og Kirsebærhavens Skole ser begge gerne 10. læseklasse knyttet til deres almene 10. klassecenter, KKU dog under forudsætning af udvidelse af deres fysiske rammer.

Forvaltningen foreslår ændringen gennemført. Forvaltningen har drøftet placeringsmuligheden med Kirsebærhavens Skole og Vesterbro Ny Skole ud fra pædagogiske, kapacitetsmæssige og trafikale synsvinkler. Den samlede vurdering er, at 10. læseklasse foreslås placeret på Kirsebærhavens Skole. Forvaltningen vil i givet fald sikre en god overgang for eleverne fra Lykkebo Skole til Kirsebærhavens Skole samt kompetenceopbygning for medarbejderne på Kirsebærhavens Skole.

10. klasse på UiU for unge med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder

P.t. går elever med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder i 10. klasse på deres børneskole (Strandparkskolen, Skolen i Ryparken, Fensmarkskolen, Øresundsskolen). Forvaltningen havde i indstillingen til udvalget 11/9-2013 vurderet, at denne model gør det svært for skolerne at etablere et egentligt ungemiljø, da antallet af unge normalt er meget lille og stærkt svingende på den enkelte skole. Der er typisk i alt mellem 20 og 35 elever på 10. klassetrin på disse skoler. Det var samtidig forvaltningens vurdering, at disse unge ikke vil profitere af en skolegang i tættere tilknytning til almenmiljøerne.

For at give plads til den individuelle vurdering af den bedst mulige løsning, foreslog forvaltningen, at der skal kunne arbejdes med to valgmuligheder for den enkelte elev:

  • eleven kan fortsætte i 10. klasse på sin børneskole
  • eleven kan ved visitationen i 9. klasse vælge 10. klasse på UiU med mulighed for at fortsætte i et 3-årigt STU samme sted.

Syv høringsvar har forholdt sig til forslaget. Bestyrelsen ved ungdomsskolen; Handicaprådet og Københavns Lærerforening har tilsluttet sig intentionen om øget valgfrihed for elevgruppen. Bestyrelsen for UiU tilslutter sig forslaget og påpeger et behov for styrket vejledningsindsats. Bestyrelserne for Øresundsskolen og Skolen i Ryparken er skeptiske ved forslaget ud fra en opfattelse af deres elevers sårbarhed overfor forandringer. Lederen af LAVUK, Handicaprådet og bestyrelserne for Øresundsskolen og Skolen i Ryparken kommenterer alle, at forslaget ikke bør forfordele UiU frem for andre udbydere  i forhold til søgningen til STU.

Forvaltningen fastholder forslaget, fordi

  • det vurderes, at der er elever, der vil profitere af muligheden for et 4-årigt forløb i et ungdomsmiljø
  • forslaget øger elevgruppens valgmuligheder

Hvis udvalget tilslutter sig forslaget, vil forvaltningen arbejde videre sammen med de 5 skoler om at skabe gode overgange og vurdere hvorledes vejledningsindsatsen kan styrkes. Forslagets realisering afhænger af søgningen fra de unge. Det er forvaltningens vurdering, at der skal ca. 10 unge til, før en 10. klasse på UiU er bæredygtig.

Nye løsninger for unge med autisme/ ADHD

Der er skabt mulighed for individuelle løsninger for specialelever, der skønnes at kunne klare sig med støtte i et almentilbud i form af fleksible specialpladser, hvor 75% af elevprisen på specialskolen følger eleven til almenskolen.

Forvaltningen havde i indstillingen til udvalget 11/9-2013 oplyst, at den sammen med skolelederne fra Frejaskolen, Skolen i Charlottegården og Skolen i Peter Wedelsgade afklarer,  om der ud over ovennævnte individuelle løsning skal arbejdes med strukturelle 10. klasse-løsninger for elever med  autisme/ADHD. Skolebestyrelsen ved Frejaskolen har forholdt sig positivt til ønsket om at revurdere 10. klassetilbuddet på specialområdet. Forvaltningen går derfor videre med dialogen med skolelederne. I givet fald vender forvaltningen tilbage til udvalget med forslag inden sommeren 2014.

Etablering af 10. klassecenter for elever med lettere generelle indlæringsvanskeligheder på Engskolen

Forvaltningen foreslog udvalget til mødet den 11/9-2013, at der blev foretaget en samling af 10. klasse-eleverne med lettere generelle indlæringsvanskeligheder  i et 10. klassecenter på Engskolen med dette formål:

  • undervisningen i 10. klassecenteret kan få et tydeligere ungefokus
  • eleverne i 10. klassecenteret kan få en bredere tilbudsvifte end på den enkelte skole p.t.

Forslaget vedrører årligt 40-55 elever, idet der er svingende elevtal på årgangene. Eleverne går p.t. på Engskolen, Frederiksgård og klasserækkerne på Dyvekeskolen og Kildevældsskolen. Forvaltningen vurderede på daværende tidspunkt, at der ikke ville være en kapacitetsudfordring, da der udelukkende ville være tale om forskydninger af den samme mængde elever mellem de fire skoler.

Høringsprocessen har imidlertid vist, at etableringen af et 10. klassecenter ikke kan gøres ressourceneutralt på anlægssiden. En udtynding af elevtallet på de mindre klassetrin på Engskolen vil ikke føre til et mindsket behov for basislokaler, da skolen arbejder med årgansopdelte klasser. Det er skolelederens vurdering, at forslaget forudsætter en kapacitetsudvidelse på 3 basislokaler. Kapacitetsudvidelse indgår ikke i KEJDs igangværende helhedsrenovering af skolen, som primært består af sikring af klimaskærmen og modernisering af bygningen.

Kapacitetsudfordringen kan løses ad to veje

  • en mere grundlæggende ændring af skolestrukturen mellem de fire skoler, der har elever med lettere generelle indlæringsvanskeligheder, hvor Engskolen fx udelukkende  har overbygningsklasserne, og 0.-7. klassetrin går på Frederiksgård, Kildevæld og Dyvekeskolen. Dette forudsætter en ny høring af de involverede.
  • et budgetønske om udvidelse af Engskolens lokalekapacitet, hvilket kan indgå i anlægssagen, som forventes fremlagt for BUU i august 2014, og dermed evt. indgå i drøftelserne af budgetforslag 2015.

På den baggrund foreslår forvaltningen, at en beslutning udskydes til 2014.

Særlige elevsatser for 10. klasse på specialskoler og i specialklasser

Forvaltningen havde i indstillingen til BUU 11/9-2013 forslået, at der udskilles særlige elevsatser for 10. klasse i budgetudmeldingen til skolerne med udgangspunkt i de eksisterende satser, se bilag 4. Forslaget indebærer ikke ændringer i institutionernes selvforvaltningsmodel, men der sker en tydeliggørelse af beregningsgrundlaget for budgetmodellen. Forvaltningen vurderer ikke, at selvforvaltningsmodellen medfører, at skolerne i større grad flytter ressourcer mellem 10. kl. og grundskolen og mellem almen- og specialdel.

Derved tages højde for:

  • at specialelever i 10. klasse udløser pt. samme beløb pr. elev som specialelever i 0.-9. klasse, og  at 10. klasse ikke er indtænkt i folkeskolereformen med et forhøjet timetal
  • at forvaltningen hermed har satser, der kan anvendes, hvis andre institutioner end folkeskoler skal løse opgaver på området, fx erhvervsskoler eller ungdomsskolen.

Ingen høringssvar har kommenteret forslaget, hvorfor forvaltningen foreslår det gennemført.

Nedlæggelse af det almene 10. klassecenter på Rådmandsgades Skole

Forvaltningen havde i indstillingen til BUU 11/9-2013 foreslået, at 10. klassecenteret ved Rådmandsgades Skole nedlægges permanent pga. vigende søgning. Fem høringssvar har forholdt sig til forslaget. Ingen har gjort indsigelser. Skolebestyrelsen ved Rådmandsgades Skole bemærker, at de frigivne lokaler skal bruges af skolens 0.-9. klasse med henvisning til, at etablering af madskole og lærerarbejdspladser samt den øgede søgning til skolens indskoling lægger beslag på lokalerne.

Forvaltningen opretholder på den baggrund forslaget om at nedlægge 10. klassecenteret ved skolen. De resterende 10. klasser forventes de næste par år at kunne rumme den forventede søgning. Fra 2016 vil der være en kapacitetsudfordring i 10. klassesystemet, idet elevprognosen viser, at der fra det tidspunkt ikke længere vil være plads til et fuldt 10. klassecenter på Vesterbro Ny Skole. Kapacitetsudfordringen vil i de kommende år skulle håndteres på en af flg. måder:

  • genoplive 10. klassecenteret på Rådmandsgades Skole, som dog er problematisk ift. søgning og skolens egne ønsker
  • udvide 10. klasse på erhvervsskolerne. Det er endnu uafklaret, hvad erhvervsskolereformens krav til kommunen om at etablere EUD 10. klasse i samarbejde med erhvervsskolerne betyder i denne sammenhæng
  • skabe ny fysisk kapacitet til en mere samlet 10. klasseløsning. Dette vil indebære fremlæggelse af budgetønske herom.

Økonomi

For alle forslagene på specialområdet gælder, at de er ressourceneutrale, idet der er tale om anderledes organisering af bestående tilbud. De bevillingsmæssige konsekvenser af forslaget vil blive håndteret i førstkommende sag i BUU om bevillingsmæssige ændringer i budget 2014.

Videre proces

Efter behandling i BUU videresendes 1. og 2. at-punkt til endelig beslutning i ØU/BR, da sagen vedrører skolestrukturen, hvortil der iflg. folkeskoleloven er delegationsforbud til fagudvalget. Kommunen har anvendt udfordringsretten til at få dispensation til fravigelse af delegationsforbuddet i folkeskoleloven vedr. ændringer af skolestrukturen for så vidt angår specialundervisningen. Forslaget om Lykkebo Skoles 10. kl. special, som omfatter en mindre andel af børn, kan derfor besluttes endeligt i udvalget og skal således ikke til behandling i Borgerrepræsentationen.

 

 

 

Else Sommer                                            /Jacob Zeberg Eberholst

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der pr. august 2014 skabes mulighed for at oprette 10. klasse for unge med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder på UiU,
  2. at det almene 10. klassecenter på Rådmandsgades Skole nedlægges fra august 2014.

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

    3.    at den fælles 10. klasse for unge med vidtgående læsevanskeligheder pr august 2014 flyttes fra Lykkebo Skoles læseklasserække til Kirsebærhavens Skoles almene 10. klassecenter,

    4.    at en evt. beslutning om at etablere et fælles 10. klassecenter for unge med lettere generelle indlæringsvanskeligheder på Engskolen udskydes til 2014,

    5.    at 10. klasse på specialskoler/specialklasserækker udskilles økonomisk med egen elevsats.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 4. december 2013

Indstillingen blev godkendt.


 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.


 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. januar 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. februar 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Til top