Leje af lokaler til Center for Unge og Misbrug
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at Københavns Ejendomme indgår lejekontrakt vedrørende lejemål på 241 m2, jf. bilag 1 (fortroligt),
- at deponeringen på 3.274.457 kr. for lejemålet på 241 m2 modregnes med frigjort deponering fra lejemål opsagt af Socialforvaltningen, jf. bilag 1 (fortroligt).
Det bemærkes, at efter aftale med Socialforvaltningen præciseres det i relation til indstillingens 2. at-punkt, at modregningsadgangen anvendes inden den 31. marts 2014.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.
Der henvises i øvrigt til Københavns Ejendommes udtalelse, der er vedlagt som bilag.
(Socialudvalget)
Problemstilling
Forvaltningen ønsker at samle U-turn og VIKUR og samtidig skabe bedre rammer for det rådgivnings- og behandlingsarbejde, som U-turn står for. I dag er der i spidsbelastningsperioder meget lidt plads hos U-turn, hvilket betyder, at der ikke altid er den ønskede ro og plads omkring de unge og deres forældre, når de eksempelvis kommer til samtaler eller gruppeforløb.
Løsning
U-turn er Socialforvaltningens tilbud til unge under 25 år, der ryger hash eller tager andre stoffer. U-turn tilbyder åben anonym rådgivning og længerevarende forløb, hvor unge kan få hjælp til at gøre noget ved deres forbrug af stoffer. Desuden er U-turn et tilbud til forældre og andre pårørende samt fagfolk, der arbejder med unge.
VIKUR er centerets videns- og kompetencecenter, som arbejder med dokumentation og evaluering, projektudvikling samt kurser inden for området unge og rusmidler. VIKUR arbejder blandt andet med projekter i samarbejde med Socialstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og projekter på tværs af forvaltningerne i Københavns Kommune.
I dag har Center for Unge og Misbrug lokaler i Slagelsegade på Østerbro, hvor VIKUR er placeret, mens U-turn og en del af centeradministrationen er placeret i Studiestræde. Det betyder, at der er en masse spildtid i form at transporttid mellem de to adresser, da særligt medarbejderne fra VIKUR ofte har brug for at komme ind til de ting, der foregår i U-turn. Det nye lejemål gør det muligt at samle VIKUR med U-turn og samtidig give mere plads i U-turn til de unge, deres forældre og medarbejderne.
Desuden er det af afgørende betydning, at det nye lejemål gør det muligt at bevare en central placering af U-turn i indre by. Det skaber synlighed i gadebilledet, og gør det nemmere for de unge og deres forældre at komme ind fra gaden og bede om hjælp. Desuden betyder en central placering, at det er nemt at komme dertil fra alle dele af byen, hvilket også er en vigtig pointe i forhold til at få de unge og deres forældre til at møde op til samtaler, gruppeforløb m.m.
Siden 2005 er antallet af henvendelser til U-turn steget fra ca. 500 til ca. 1.600 om året. Lokalerne har dog ikke ændret sig, så der er et stort pres på deres to samtalerum, og telefonrådgiverne bliver ofte forstyrret, da de sidder i et rum, som også fungerer som garderobe for medarbejderne. I det nye lejemål er det muligt at have flere samtalerum, så der er den nødvendige ro og plads omkring de unge og deres forældre. Der vil desuden blive plads til, at telefonrådgiverne kan sidde i deres eget kontor, så der er mere ro, når de f.eks. taler med den bekymrede mor, som har brug for råd om, hvordan hun håndterer sin søn eller datters stofmisbrug. Derudover vil der også blive mere plads til medarbejderne, som i dag deles om nogle få skriveborde på meget lidt plads. Medarbejderne har brug for pladsen, da dokumentation er en vigtigt del af indsatsen hos U-turn.
Høring
Københavns Ejendomme har afgivet et høringssvar, der er vedlagt som bilag 2 (fortroligt).
Økonomi
Center for Unge og Misbrug får frigivet midler ved at opsige nuværende lejemål, som dermed kan bruges til at finansiere det nye lejemål. Det nye lejemål er dyrere end de nuværende to lejemål til sammen, og derfor stiger centerets samlede udgifter til husleje med ca. 120.000 kr. om året. De øgede udgifter afholdes inden for centerets egen ramme.
Udgiften til deponering forventes at udgøre 3.274.457 kr., da der skal deponeres for 241 m2. Deponeringen modregnes med frigjort deponering fra opsagte lejemål - se bilag 1 (fortroligt). Deponering betyder, at der skal reserveres et beløb svarende til den offentlige ejendomsværdi.
Indstillingen har ingen øvrige økonomiske konsekvenser.
Anette Laigaard /Ane K. Christensen
Oversigt over politisk behandling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende,
- at Københavns Ejendomme indgår lejekontrakt vedrørende lejemål på 241 m2, jf. bilag 1 (fortroligt),
- at deponeringen på 3.274.457 kr. for lejemålet på 241 m2 modregnes med frigjort deponering fra lejemål opsagt af Socialforvaltningen, jf. bilag 1 (fortroligt).
Socialudvalgets beslutning i mødet den 4. december 2013
Kontorchef Ane K. Christensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Efter aftale med Socialforvaltningen præciseres det i relation til indstillingens 2. at-punkt, at modregningsadgangen anvendes inden den 31. marts 2014.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.Økonomiudvalget har ingen bemærkninger for så vidt angår indstillingens ejendomsfaglige indhold. Der henvises i øvrigt til Københavns Ejendommes udtalelse, der er vedlagt som bilag.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. januar 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. februar 2014
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.