Mødedato: 06.02.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Navngivning af plads ud for adresserne Rådhuspladsen 75 og 77

Se alle bilag

Det skal godkendes, at en ny plads ud for adresserne Rådhuspladsen 75 og 77 navngives Hannah Bjarnhofs Plads.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,
  1. at en plads ud for adresserne Rådhuspladsen 75 og 77 navngives Hannah Bjarnhofs Plads pr. 1. marts 2014.
(Teknik- og Miljøudvalget)

(Initiativret)

Problemstilling

Formålet med at fastsætte vejnavne og adresser er ifølge adressebekendtgørelsens § 2 at gøre det let at finde vej. En adresse skal derfor afspejle den naturlige adgangsvej til en given ejendom. Problemet med de nuværende adresser til Rådhuspladsen er, at en del af ejendommene har indgangsdøre ud til Vester Voldgade, men adresser til Rådhuspladsen. Adresserne afspejler derfor ikke den naturlige adgangsvej og er dermed ikke i overensstemmelse med gældende regler. Nu er der anlagt en ny plads ud for adresserne Rådhuspladsen 75 og 77, som anbefales navngivet. Konsekvenserne af navngivningen vil være, at adresserne Rådhuspladsen 75 og 77 skal ændre adresse til det nye pladsnavn.

Løsning

Vejnavnenævnet har tidligere truffet beslutning om at indstille, at en plads ud for adresserne Rådhuspladsen 75 og 77 navngives Hannah Bjarnhofs Plads.

På Borgerrepræsentationens møde den 28. nov. 2013 blev det vedtaget at nedlægge Vejnavnenævnet pr. 31. december 2013.  I overensstemmelse med Vejnavnenævnets beslutning indstiller forvaltningen derfor nu Vejnavnenævnets indstilling vedrørende navngivning af Rådhuspladsen 75 og 77.

Navngivning af pladsen vil løse en del af det nuværende problem med ejendomme, der ligger ud mod Vester Voldgade, men med adresse til Rådhuspladsen. Hvis forslaget om navngivning af pladsen gennemføres, skal de to ejendomme ændre adresse til Hannah Bjarnhofs Plads, da adgangen ligger direkte ud til den nye plads. Det indstilles, at den nye plads (markeret med blåt på bilag 1) bliver opkaldt efter skuespiller Hannah Bjarnhof, som i en sen alder stod frem som lesbisk.

Vejnavnenævnet begrunder i deres beslutning forslaget med, at der er tale om en person, som er bredt anerkendt for sit arbejde som skuespiller og samtidig har en tilknytning til LGBT-miljøet. LGBT Danmark står for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Hannah Bjarnhof blev født i 1928. Hun debuterede som skuespiller som 18-årig i Riddersalen, og blev senere uddannet på Det Kongelige Teaters Elevskole i 1948. Hun var herefter tilknyttet Odense Teater, hvor hun bl.a. spillede Pygmalion (1949). Kort efter gjorde hun sit talent gældende på kabaret-scenerne, hovedsageligt i København. Hannah Bjarnhof døde i 2002. Hun fik Lesbisk Jubelpris i 1999 med motivationen: ”Uden ynk og jammer men med glæde og stolthed har Hannah Bjarnhof i en moden alder valgt at synliggøre sin lesbiske identitet.” Prisen var oprettet af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske i København.

Hannah Bjarnhofs pårørende er positive overfor forslaget om at navngive pladsen efter Hannah Bjarnhof.

Høring

Forslaget har været i høring hos Indre By Lokaludvalg og de berørte parter. Resultatet af høringen er, at der er indkommet 5 høringssvar fra de berørte parter. Høringssvarene fremgår af bilag 2.

Indre By Lokaludvalg ser ikke noget problem i de nuværende adresser Rådhuspladsen 75 og 77. Men hvis der skal ske en adresseændring, foreslår lokaludvalget, at ejendommene enten får adresse til Vester Voldgade eller at pladsen navngives efter Vartov.

Ingen af de berørte parter ønsker en adresseændring. De ønsker at beholde deres adresser, Rådhuspladsen 75 og 77. De ønsker ikke noget pladsnavn. To anfører dog, at hvis en adresseændring virkelig er nødvendig, så bør samtlige ejendomme med indgangsdøre ud mod Vester Voldgade, men med adresse til Rådhuspladsen ændre adresse fra Rådhuspladsen til Vester Voldgade. Flere berørte parter mener, at forslaget vil medføre et betydeligt værditab for dem, da de mener, at en adresse på Rådhuspladsen har stor værdi. En anfører, at der er vundet hævd på adresserne. En anden anfører, at forslaget medfører store omkostninger til ændringer af salgsmateriale m.v. Flere finder, at kommunen generelt mangler en juridisk begrundelse for at gennemføre forslaget.

Forvaltningens bemærkninger

Til ovenstående skal bemærkes, at jf. adressebekendtgørelsens § 2 fastsættes adresser med det formål, at det skal være let at finde vej. Det er kommunalbestyrelsen, der skal sørge for, at adresser fungerer som praktiske og logiske vejvisere. En adresse skal afspejle den adgangsgivende vej til en ejendom. Adresser der fastsættes til Rådhuspladsen skal derfor efter forvaltningens vurdering kun gælde de ejendomme, der har indgangsdør direkte ud til selve Rådhuspladsen. Selve Rådhuset har også andre adresser end til Rådhuspladsen. De af Rådhusets sideindgange, der vender direkte ud mod Vester Voldgade, har adresser til Vester Voldgade, fordi Vester Voldgade er den adgangsgivende vej. De øvrige ejendomme omkring Rådhuspladsen er imidlertid ikke en del af denne indstilling. Der er andre ejendomme rundt omkring i København, der fra gammel tid har de samme adressemæssige problemer, som ejendommene omkring Rådhuspladsen. Men navngivningen af den nye plads giver nu en særlig mulighed for at rette op på adresserne på de to aktuelle ejendomme.

Hvis pladsen navngives skal Rådhuspladsen 75 og 77 ændre adresse til det nye pladsnavn jf. adressebekendtgørelsens bestemmelser. Man kan ikke vinde hævd på en adresse. Adresser og vejnavne fastsættes og kan ændres af kommunalbestyrelsen efter de regler, der findes i bekendtgørelse om vejnavne og adresser. Af bekendtgørelsens § 2 fremgår det, at vejnavne og adresser udelukkende fastsættes under hensyntagen til at borgere, myndigheder, forsyningsvirksomheder og ulykkesberedskab og andre på lettest mulige måde kan orientere sig og finde frem til den pågældende vej, ejendom, bygning, indgangsdør m.v. Adresser og vejnavne fastsættes ikke af kommercielle hensyn.

En tildelt adresse er ikke en beskyttet rettighed sådan, at en ændring heri i almindelighed vil kunne danne grundlag for erstatning. Jf. vejledningen om fastsættelse af vejnavne og adresser, må ejere, lejre og andre interessenter således almindeligvis tåle ændringer i en adresse som erstatningsfri regulering, selvom det medfører udgifter til f.eks. brevpapir og hjemmeside.

Der er desuden indkommet 30 indlæg fra borgere og virksomheder, der ikke er direkte berørt af forslaget. Indlæggene fremgår af bilag 2. Flertallet er imod forslaget. De ønsker et andet pladsnavn. De fleste ønsker et navn med relation til områdets historie og har foreslået Vartov Plads. Andre ønsker pladsen opkaldt efter Grundtvig, Ebbe Reich eller Niels Bohr. En enkelt har foreslået Miljøpunktets Plads. En anden foreslår Lille Rådhusplads og endelig er der en, som foreslår Regnbuepladsen.

Til ovenstående skal bemærkes, at en del af de indkomne navneforslag ikke er velegnede til navngivning, da de kan forveksles med eksisterende vejnavne i hovedstadsområdet. Det gælder: Vartov (Vartovslængen og Gammel Vartov Vej), og Grundtvig (Grundtvigsvej og Grundtvigs Sidevej) og Niels Bohr (Niels Bohrs Allé og aktuelle planer om at navngive en vej på Carlsberggrunden efter familien Bohr).

Økonomi

Der er kun mindre økonomiske konsekvenser i forbindelse med opsætning af navneskilte og husnummerskilte, som afholdes inden for forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når navnet er godkendt i Teknik- og Miljøudvalget, vil forvatningen offentliggøre det. Ikrafttræden vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 1. marts 2014.


                Pernille Andersen

                                                                                       /Lis Napstjert

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at en plads ud for adresserne Rådhuspladsen 75 og 77 navngives Hannah Bjarnhofs Plads pr. 1. marts 2014.



Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 21. januar 2014

SF stillede ændringsforslag om, at pladsens navn kan ændres fra Hannah Bjarnhofs Plads til Axel Axgils Plads.

For ændringsforslaget stemte et udvalgsmedlemmer: F
Imod ændringsforslaget stemte syv udvalgsmedlemmer: A, C, I, V og Ø
Et udvalgsmedlem undlod at stemme: B

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.


Det Radikale Venstre stillede ændringsforslag om, at pladsens navn kan ændres fra Hannah Bjarnhofs Plads til Regnbuepladsen.

For ændringsforslaget stemte otte udvalgsmedlemmer: A, B, F, I, V og Ø
Imod ændringsforslaget stemte et udvalgsmedlemmer: C
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev vedtaget.


Der blev stemt om forvaltningens indstilling om, at pladsen ud for adresserne Rådhuspladsen 75 og 77 skal have navnet Regnbuepladsen.

For indstillingen stemte fire udvalgsmedlemmer: Ø, F og B
Imod indstillingen stemte fire udvalgsmedlemmer: A, C og V
Et udvalgsmedlem undlod at stemme: I

Indstillingen blev ikke vedtaget.

Iben Rathje gjorde brug af sin initiativret, jf. KSL § 11, med henblik på, at indstillingen bliver indbragt til afgørelse i Borgerrepræsentationen.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. februar 2014

 

Et forslag fra Venstre og Det Konservative Folkeparti om at henvise indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget blev forkastet med 37 stemmer imod 15.

 

For stemte: C, I, O og V.

Imod stemte: A, B, F og Ø.

 

 

Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF stillede følgende ændringsforslag (ÆF1):

 

”at pladsen navngives Regnbuepladsen.”

 

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF2):

 

”at pladsen navngives Grundtvigs Plads.”

 

 

Det af Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF stillede ændringsforslag blev vedtaget med 36 stemmer imod 9. 6 undlod.

 

For stemte: A, B, F og Ø.

Imod stemte: C og V.

Følgende undlod at stemme: I og O.

 

 

Det af Venstre og Det Konservative Folkeparti stillede ændringsforslag faldt dermed bort.

 

 

Den oprindelige indstilling var dermed bortfaldet.

 

 

Socialdemokraterne afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Socialdemokraterne har med denne beslutning ikke taget stilling til en eventuel navngivning af andre områder på Rådhuspladsen eller andre pladser i øvrigt.”

 

 

Til top