Byfornyelsesbeslutning for Ålandsgade-karreen
Byfornyelsesbeslutning for Ålandsgade-karreen
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 6. februar 2003
Nr. 12 BR 28/03. Byfornyelsesbeslutning for Ålandsgade-karreen
Indstilling om, at det af Håndværkets Byfornyelsesselskab udarbejdede oplæg til byfornyelsesbeslutning for "Ålandsgade-karreen" – efter høring af berørte ejere og lejere – nu vedtages endeligt i henhold til lov om byfornyelse § 9 med de under sagsbeskrivelsen foreslåede ændringer, blandt andet om frafald af forslaget om nedrivning af ejerlejlighedsejendommen Geislersgade 12-14, med forbehold for resultatet af den fornødne supplerende høring i 14 dage, at Bygge- og Teknikudvalget bemyndiges til at forlange eventuelle rettigheder, som det er nødvendigt at råde over til gennemførelse af byfornyelsesbeslutningen, afstået mod erstatning, at Bygge- og Teknikudvalget bemyndiges til i fornødent omfang at opfordre ejerne af byfornyelsesområdets ejendomme til at gennemføre byfornyelsesbeslutningens foranstaltninger og i givet fald meddele ejerne fornødne påbud om gennemførelse af foranstaltningerne, at Bygge- og Teknikudvalget bemyndiges til om fornødent at lade foranstaltninger udføre for ejernes regning og i givet fald til at forlange, at private tilhørende grunde og bygninger helt eller delvist afstås mod erstatning, at Bygge- og Teknikudvalget bemyndiges til at overtage ejendomme eller dele heraf, som ejere med hjemmel i byfornyelseslovens § 159 måtte kunne kræve overtaget mod erstatning, at Bygge- og Teknikudvalget bemyndiges til at sælge overtagne ejendomme i byfornyelsesområdet, at Bygge- og Teknikudvalget bemyndiges til i fornødent omfang på kommunens vegne at garantere for lån i forbindelse med gennemførelsen af foranstaltningerne, samt at Bygge- og Teknikudvalget bemyndiges til at give tilsagn om støtte efter byfornyelseslovens § 11 stk. 5 til de i byfornyelsesbeslutningen udpegede ejendomme.
(Bygge- og Teknikudvalget)
Sagerne BR 27/03 og BR 28/03 blev behandlet under ét.
Venstre stillede følgende ændringsforslag:
"at lokalplanen / byfornyelsesbeslutningen vedtages endeligt med de i indstillingen foreslåede ændringer, idet det foranlediget af den supplerende høring endvidere vedtages, at Geislersgade 20-22 udgår af det fælles gårdanlæg, hvorved dele af skurbebyggelse på Geislersgade 16-18 kan bevares."
Ændringsforslaget blev vedtaget.
Enhedslisten genfremsatte følgende ændringsforslag fra behandlingen i Bygge- og Teknikudvalget:
"at såfremt andelshaverne i ejendommen Holmbladsgade 24-30 / Geislersgade 2-6 på forespørgsel erklærer sig indforstået med, at den påtænkte byfornyelse vil kunne indebære, at den årlige boligafgift øges til i størrelsesordenen 1.000 kr. pr. m2, anbefaler Enhedslisten overfor Borgerrepræsentationen en begrænset vedligeholdelse og ombygning af ejendommene indenfor en udgift på ca. 16 mio. kr.; heraf knap 6 mio. kr. fra støtteordningen "Privat Byfornyelse" og ca. 10 mio. kr. efter Byfornyelseslovens kapitel 3."
Ændringsforslaget blev forkastet med 38 stemmer imod 14.
For stemte F og Ø.
Imod stemte A, V, B, O, C og D.
Indstillingen – med det vedtagne ændringsforslag fra Venstre – blev herefter godkendt.