Mødedato: 06.02.2003, kl. 17:30

Revision af regulativ om håndtering af klinisk risikoaffald

Revision af regulativ om håndtering af klinisk risikoaffald

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 6. februar 2003

 

BR 51/03

Revision af regulativ om håndtering af klinisk risikoaffald

Revision af regulativ om håndtering af klinisk risikoaffald

Indstilling om, at "Regulativ for opbevaring, transport og bortskaffelse af specielt sygehusaffald og lignende i Københavns Kommune" ophæves den 1. juli 2003, samt at "Regulativ om håndtering af klinisk risikoaffald i Københavns Kommune" træder i kraft den 1. juli 2003.

(Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at "Regulativ for opbevaring, transport og bortskaffelse af specielt sygehusaffald og lignende i Københavns Kommune" ophæves den 1. juli 2003, og

at "Regulativ om håndtering af klinisk risikoaffald i Københavns Kommune" træder i kraft den 1. juli 2003.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2003

Tiltrådt.

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at næstformanden for Økonomiudvalget ingen bemærkninger har til, at nærværende forslag søges gennemført.

 

RESUME

Det gældende regulativ fra 1989 foreslås revideret, da der blandt andet er sket ændringer af definition og emballering af klinisk risikoaffald (tidligere kaldet specielt sygehusaffald og lignende).

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen godkendte den 23. oktober 1989 (BR 646/89) "Regulativ for opbevaring, transport og bortskaffelse af specielt sygehusaffald og lignende i Københavns Kommune". Baggrunden var blandt andet et ønske om at forbedre arbejdsmiljøet for arbejderne i renovationsselskaberne og på forbrændingsanlæggene. Regulativet beskriver de nærmere regler omkring håndtering af specielt sygehusaffald og lignende (nu kaldet klinisk risikoaffald).

I 1991 godkendte Magistraten de særlige bestemmelser vedrørende fælles indsamlingsordning for sygehusaffald og kemikalieaffald (fra de mindre producenter). De særlige bestemmelser er udstedt i henhold til regulativet. De nærmere forhold vedrørende ordningen blev præciseret, herunder om benyttelsespligten for producenterne. Ordningen dækkede også kemikalieaffald fra mindre producenter, typisk tandlæger, læger mv., da de ofte kun har små mængder klinisk risikoaffald og kemikalieaffald. På grund af affaldets særlige karakter blev der i de særlige bestemmelser indføjet, at Renholdningsselskabet af 1898 (R98) skulle forestå transporten. Dog skulle Kommune Teknik forestå transporten fra de københavnske sygehuse. Derudover kunne de virksomheder, der på det tidspunkt allerede havde en velfungerende ordning, fortsætte med den. Der er i dag ca. ti virksomheder, der stadig benytter anden transportør end R98. Udover Kommune Teknik drejer det sig om to transportører.

Der er i dag ca. 500 virksomheder i Københavns Kommune, der er omfattet af ordningen. Det er hovedsageligt mindre producenter, men der er ca. 25 større, blandt andet hospitalerne.

Siden regulativet og de særlige bestemmelser trådte i kraft, er der sket nogle ændringer på området omkring definition og emballering. Samtidig finder Miljø- og Forsyningsforvaltningen det hensigtsmæssigt at ajourføre regulativet, som nu har været i kraft i mere end ti år.

Uddybning af indstilling

Der er foretaget en ajourføring af regulativet. Definitionen af affaldet er ændret, så den er i overensstemmelse med Miljøstyrelsens vejledning om klinisk risikoaffald (nr. 4/1998). Ligeledes er der foretaget nogle ændringer omkring emballering, så det nu er i overensstemmelse med de nationale regler om transport af farligt gods. Emballagen skal også være forbrændingsegnet, for eksempel fri for PVC (Poly Vinyl Chlorid), da klinisk risikoaffald destrueres ved forbrænding.

Kemikalieaffald fra de mindre producenter er stadig omfattet af regulativet. Dog kan leverandører, efter aftale med Miljøkontrollen, tage de brugte kemikalier og amalgamfiltre med retur ved levering af nye varer.

Miljøkontrollen og R98 indgik i 1991 en aftale om transport af klinisk risikoaffald. Ordningen fortsætter som hidtil med R98 som indsamler. Dette skyldes affaldets særlige karakter, og har også til formål at sikre, at alle producenter er med i ordningen. Hovedparten af de virksomheder, der producerer klinisk risikoaffald, er mindre virksomheder, typisk tandlæger, læger m.m. der normalt har under 20 kg klinisk risikoaffald (hovedsageligt kanyler) pr. år og får afhentet affaldet en til fire gange om året. R98 har pligt til at opsøge og betjene alle producenter af klinisk risikoaffald, og dermed sikres, at også de mindre producenter får afhentet klinisk risikoaffald jævnligt.

Taksterne skal stadig forelægges Borgerrepræsentationen til godkendelse.

Definition af affaldet

Miljøstyrelsen udsendte i 1998 en vejledning (nr. 4/1998) om håndtering af klinisk risikoaffald. Affaldet blev tidligere kaldt specielt sygehusaffald og lignende, men dette var ikke dækkende, da en del af affaldet ikke stammer fra hospitaler. Navnet blev derfor ændret til klinisk risikoaffald.

Klinisk risikoaffald omfatter skarpe og spidse genstande samt smittefarligt affald. Affaldet er klassificeret i affaldsbekendtgørelsen som farligt affald. Affald i dette regulativ omfatter udover klinisk risikoaffald også vævsaffald. Derudover er kemikalieaffald fra de mindre producenter (typisk tandlæger, læger og lignende) også omfattet af regulativet.

Ændring af regulativ

Der er i forslaget ændret på definitionen af klinisk risikoaffald, så den er i overensstemmelse med definitionen i Miljøstyrelsens vejledning. Det betyder blandt andet, at visse typer affald, der tidligere skulle håndteres som klinisk risikoaffald, fremover vil kunne håndteres som dagrenovationslignende affald.

Siden det gældende regulativ med tilhørende særlige bestemmelser trådte i kraft, er kravene til emballering ændret. Der er derfor i forslaget til nyt regulativ sket ændringer i krav til emballering, i overensstemmelse med de nationale regler om transport af farligt gods. Der er også tilføjet en paragraf om, at der skal anvendes forbrændingsegnet emballage, som for eksempel PVC-fri emballage. Det skyldes, at klinisk risikoaffald skal destrueres ved forbrænding.

Det har været gældende praksis, at mindre producenter på samme etage, for eksempel lægecentre, kunne nøjes med én ordning . Efter forslaget til regulativ kan der etableres en fælles ordning. Her tænkes der på mindre producenter i samme ejendom, der ved en skriftlig aftale etablerer en fælles affaldsløsning med én affaldsansvarlig. Der er en tilsvarende bestemmelse i erhvervsaffaldsregulativet.

Der er også indføjet en bestemmelse om, at kemikalieaffaldet fra de mindre producenter kan afhentes af andre transportører. Her er der tænkt på de firmaer, der leverer varer, for eksempel de virksomheder, der installerer filtre eller leverer fremkalder og fixer til tandlæger, som så tager de brugte filtre eller fotokemikalier med retur ved levering af nye varer. Kemikalieaffald fra de større producenter er omfattet af reglerne i erhvervsaffaldsregulativet og de tilhørende særlige bestemmelser om håndtering af farligt affald, og reguleres derfor ikke efter dette regulativ.

Derudover er der indføjet en bestemmelse om, at affald, der eksporteres, ikke er omfattet af regulativet. Dette er i overensstemmelse med gældende regler om import og eksport af affald, hvor affald, der importeres eller eksporteres, skal undtages fra de kommunale regler om håndtering af affald. Visse typer amalgamfiltre fra tandlægerne går i dag til genanvendelse i udlandet.

Endvidere er der indføjet en bestemmelse om, at der kan ansøges om fritagelse fra ordningen. Denne bestemmelse er tilsvarende bestemmelsen om fritagelse for indsamlingsordningen for farligt affald i erhvervsaffaldsregulativet. Fritagelsesbestemmelsen er hjemlet i affaldsbekendtgørelsen.

Særskilt regulativ

Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder det hensigtsmæssigt at bevare et særskilt regulativ for klinisk risikoaffald, da dette affald har en særlig karakter og skal behandles anderledes end andet farligt affald, både hvad angår emballering og behandling. På modtageanlægget, dvs. på I/S Amagerforbrænding, stilles der krav om, at affaldet skal afbrændes samme dag, som det er modtaget. Der er derfor så stor forskel på måden at håndtere klinisk risikoaffald og andet farligt affald eller andet affald, der er reguleret efter erhvervsaffaldsregulativet, at der bør bevares et særskilt regulativ for området.

MILJØVURDERING

Ændring af regulativet vurderes ikke umiddelbart at få miljømæssige konsekvenser, da der blot er tale om en ajourføring af reglerne og en præcisering af gældende praksis på området.

Dog er der indføjet en bestemmelse om, at emballagen skal være forbrændingsegnet, da affaldet destrueres ved forbrænding. For eksempel må emballagen ikke indeholde PVC-plast. Hovedproblemerne med PVC er de sundheds- og miljøbelastende tilsætningsstoffer og bortskaffelsen af PVC, når det ender i affaldsforbrændingen. Derudover at forbrænding af PVC på affaldsforbrændingsanlæg med tørre og semitørre rensningssystemer medfører en større mængde røggasaffald, som skal deponeres.

ØKONOMI

Taksterne for indsamling af klinisk risikoaffald skal fortsat godkendes af Borgerrepræsentationen, og ordningens økonomi skal hvile i sig selv.

HØRING

Ændring af regulativet har ikke været i høring, da der ikke er tale om større ændringer af gældende regler og praksis.

BILAG

Forslag til "Regulativ om håndtering af klinisk risikoaffald i Københavns Kommune."

 

 

 

Peter Elsman

/Hjalte Aaberg

 

 

 

Til top