Valg mellem statsgaranti og selvbudgettering
Indstilling
Indstilling om,
-
at det godkendes, at kommunen vælger statsgaranti for indkomstskat, tilskud og udligning i 2018.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Kommunerne har mulighed for at vælge mellem en af staten på forhånd garanteret indtægt fra indkomstskatten og tilskuds- og udligningssystemet eller en af kommunen budgetteret indtægt fra indkomstskatten og tilskuds- og udligningssystemet (selvbudgettering). Vælger kommunen at selvbudgettere, vil kommunen i 2021 få en efterregulering på baggrund af en opgørelse af de faktiske forhold i 2018.
Løsning
Valget mellem statsgaranti eller selvbudgettering vurderes ud fra følgende:
Den foreløbige opgørelse af udskrivningsgrundlaget i 2016
-
Økonomi- og Indenrigsministeriets skøn for udviklingen i 2017 og 2018 fra august 2017
-
Økonomiforvaltningens skøn for folketallet i 2018
-
Skøn for kommunens grundskyldsindtægter i 2018
-
KLs skøn for nettodrift- og anlægsudgifter samt beskatningsniveauet i hele landet i 2018
I vurderingen af provenuet ved valg af selvbudgettering analyseres to hovedeffekter:
1. En effekt der vedrører den ændrede indtægt fra indkomstskat korrigeret for udligning, hvis kommunens egen opgørelse af udskrivningsgrundlaget afviger fra det statsgaranterede udskrivningsgrundlag.
2. En tilskuds- og udligningseffekt, hvis kommunens egen opgørelse af grundværdier og befolkningstal for Københavns Kommune samt udskrivningsgrundlag i hovedstadsområdet og hele landet afviger fra det statsgaranterede niveau samt hvis de samlede kommunale nettodrift- og anlægsudgifter samt beskatningsniveau i 2018 afviger fra Økonomi- og Indenrigsministeriets til brug for statsgaranti. Økonomi- og Indenrigsministeriets skøn for statsgarantien er beregnet i juni 2017. Nye prognoser og data efter juni 2017 indgår i Økonomiforvaltningens vurdering af valg mellem statsgaranti og selvbudgettering.
Økonomiforvaltningen har med udgangspunkt i Økonomi- og Indenrigsministeriets Økonomiske Redegørelse fra august 2017 skønnet, at kommunens samlede gevinst ved valg af selvbudgettering vil udgøre 87 mio. kr., jf. nedenstående tabel 1.
Gevinsten ved selvbudgettering skyldes, at væksten i udskrivningsgrundlaget i perioden 2015 til 2018 på nuværende tidspunkt skønnes en anelse højere end på tidspunktet for Økonomi- og Indenrigsministeriets beregning af statsgarantiens 9,1 pct. Væksten i udskrivningsgrundlaget i hele landet, hovedstadsområdet og Københavns Kommune skønnes til henholdsvis 9,4 pct., 10,1 pct. og 12,9 pct.
Tabel 1: Skønnet provenu ved selvbudgettering i 2018, mio. kr.
|
|
Provenu af indkomstskat |
1.032 |
Tilskuds- og udligningseffekt |
|
-af højere indkomstskat i København |
-961 |
-af højere indkomstskat i hele landet |
54 |
-af højere indkomstskat i hovedstadsområdet |
56 |
-af lavere folketal i København |
-21 |
-af højere grundværdier i København |
-74 |
-af afvigelse på nettodrift- og anlæg i hele landet |
12 |
-af lavere gennemsnitlig skat i hele landet |
-10 |
I alt |
87 |
Kilde: Økonomiforvaltningen.
Skønnet for gevinsten ved selvbudgettering i forhold til statsgaranti er behæftet med betydelig usikkerhed, da det bygger på vurderinger af udviklingen frem til udgangen af 2018.
Usikkerhed og følsomhedsberegning
Hvis den faktiske udvikling i 2018 afviger fra Økonomisk Redegørelse fra august 2017, vil den realiserede gevinst ved selvbudgettering afvige fra den beregnede. Det skyldes, at udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat i høj grad afhænger af udviklingen i beskæftigelsen, lønningerne samt renten. Særligt væksten på landsplan har stor betydning. Bliver væksten i udskrivningsgrundlaget i alle landets kommuner i den treårige periode 2015-18 et procentpoint lavere/højere end forventet i august 2017, reduceres/stiger gevinsten ved selvbudgettering i 2018 med omkring 248 mio. kr. Væksten i udskrivningsgrundlaget skal blot være 0,3 pct. lavere end skønnet i Økonomisk Redegørelse fra august 2017, før gevinsten ved selvbudgettering ændres til et tab.
Den beregnede gevinst ved selvbudgettering er derfor forholdsvis følsom over for bl.a. ændrede konjunkturer. På grund af usikkerhed vurderes det, at en forventet gevinst på 87 mio. kr. i middelscenariet ikke er tilstrækkeligt til at anbefale selvbudgettering. Det har historisk vist sig, at indtægterne ved selvbudgettering ofte viser sig at være mindre end forudsat. I perioden 2010-2015 har de realiserede indtægter i gennemsnit været ca. 250 mio. kr. lavere end skønnet på det foreliggende grundlag ved valg af selvbudgettering eller statsgaranti.
Andre kommuner
KL har den 15. september 2017 oplyst, at langt den overvejende del af kommunerne i de foreløbige indberetninger vedrørende budget 2018 fra den 13. september 2017 indikerer, at de overvejer statsgaranti. 7 kommuner har foreløbigt indikeret, at de overvejer at selvbudgettere i 2018, jf. bilag.
Økonomi
Såfremt Borgerrepræsentationen tiltræder valget af statsgaranti, vil dette ikke få konsekvenser for kommunens indtægtsgrundlag i 2018 eller i senere år.
Videre proces
Hvis Økonomiudvalget godkender indstillingen, anbefales den over for Borgerrepræsentationen.
Peter Stensgaard Mørch / Mads Grønvall
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
at det godkendes, at kommunen vælger statsgaranti for indkomstskat, tilskud og udligning i 2018.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. september 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 5. oktober 2017
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.