Mødedato: 05.10.2017, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Kirkeligning 2018

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen forelægges kirkeligningen og den uforandrede kirkeskatteprocent på 0,8 for 2018.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at kirkeligningen 2018 tages til efterretning, og
  2. at den kirkelige skatteprocent på 0,8 for 2018 tages til efterretning.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

Det kirkelige budgetudvalg har fremsendt brev af 25. august 2017 om de kirkelige budgetter og den kirkelige ligning for 2018. Det kirkelige budgetudvalg har forudsat, at det er det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, som er gældende.

Udskrivningsgrundlaget for den kirkelige ligning følger udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat i forbindelse med valg af budgetteringsgrundlag. Det betyder, at det er Borgerrepræsentationen, der i forbindelse med vedtagelse af budgettet for den kommunale indkomstskat afgør, om kirken skal anvende det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, eller om kirken skal anvende det selvbudgetterede udskrivningsgrundlag.

Provenuet af den kirkelige ligning udbetales forskudsvis til kommunen af staten i tolvtedelsrater. Kommunen fordeler beløbet videre til fællesfonden, kirke- og præstegårdskasserne samt provstiudvalgskasserne.

Løsning

Det kirkelige budgetudvalg budgetterer med udgifter i 2018 på 527,6 mio. kr. (2018 P/L). Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for kirkeskat i København er af Økonomi- og Indenrigsministeriet opgjort til 65.978,5 mio. kr. (2018 P/L) for 2018. En fastholdelse af den nuværende skatteprocent på 0,8 vil sikre et provenu på 527,8 mio. kr. (2018 P/L).

Hvis Københavns Kommune vælger selvbudgettering som udskrivningsgrundlag i 2018 frem for statsgaranteret udskrivningsgrundlag, vil kirken blive efterreguleret fra staten i 2021.

Da Københavns Kommune i 2015 valgte det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, er der ikke efterregulering i 2018.

Økonomi

Sagen har ingen selvstændig virkning på kommunen.

Videre proces

Kirkeligning for 2018 behandles i Borgerrepræsentationen den 5. oktober 2017 samtidig med behandlingen af kommunens budget for 2018.

Mette Touborg                         /Annegrete Vallgårda

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at kirkeligningen 2018 tages til efterretning, og
  2. at den kirkelige skatteprocent på 0,8 for 2018 tages til efterretning.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. september 2017:

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til sagen.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. september 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 5. oktober 2017

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top