Lokalplan "Lundehusskolen"
Lokalplan "Lundehusskolen"
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 5. september 2002
BR 440/02
Lokalplan "Lundehusskolen"
Lokalplan "Lundehusskolen"
Indstilling om, at lokalplan "Lundehusskolen" vedtages endeligt med den under sagsbeskrivelsen foreslåede ændring af § 5 om bebyggelsens omfang og placering, og idet kravet om tilslutning til Københavns Energis forsyning med bygas bortfalder.
(Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at lokalplan "Lundehusskolen" vedtages endeligt med den under sagsbeskrivelsen foreslåede ændring af § 5 om bebyggelsens omfang og placering.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2002
Anbefalet, idet kravet om tilslutning til Københavns Energis forsyning med bygas bortfalder.
RESUME
I forbindelse med den offentlige høring vedrørende lokalplanforslaget er der modtaget 9 henvendelser, hvoraf den ene er fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), der ikke har bemærkninger til forslaget. De øvrige 8 henvendelser er fra ejere og beboere i kvarteret samt interessegrupper m.fl. En af beboerhenvendelserne er underbygget af 224 medsendte enslydende indsigelser.
De fleste af de 8 henvendelser giver som udgangspunkt udtryk for en positiv holdning til den af lokalplanforslaget omhandlede udvidelse af Lundehusskolen og etablering af en idrætshal samt overdækning af Emdrup Bad. Indsigelser og forslag i henvendelserne kan sammenfattes til to hovedemner, der beskrives og kommenteres emnevis. Emnerne omfatter trafik og parkering som det ene og placering af byggefelt B som det andet. Det fremføres i henvendelserne bl.a., at lokalplanforslaget vil medføre trafikgener på stillevejene i de omgivende boligbebyggelser. Bl.a. som følge heraf foreslås bebyggelsen i byggefelt B placeret mod syd mod parkarealet.
Henvendelserne giver ikke forvaltningen anledning til at foreslå ændringer til lokalplanforslaget bortset fra forslag om, at indgangspartiet til de kommende idrætsfaciliteter ved Emdrup Bad skal placeres i bebyggelsens sydlige del ud mod parkområdet, hvorved adgangen til bebyggelsen i det væsentlige orienteres mod den kommende parkerings- og afsætningsplads ved Lersø Parkallé.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen tiltrådte i sit møde den 11. april 2002 (BR 182/02) Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 6. marts 2002 om offentliggørelse af lokalplanforslag "Lundehusskolen".
Offentliggørelsesmaterialet omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece vedlægges til gennemsyn som bilag 1. Materialet indeholder tegninger med angivelse af gadenavne, underområder, byggefelter og lignende , hvortil der refereres i den efterfølgende tekst.
Offentliggørelse
Lokalplanforslaget har været offentliggjort i perioden 24. april til 28. juni 2002. Der er udsendt 366 pjecer til ejere, lejere og brugere samt 45 pjecer til interessegrupper, foreninger og lignende.
I offentliggørelsesperioden har der i Emdrup Svømmebad, Bredelandsvej 20, været afholdt en udstilling med plancher, som har redegjort for lokalplanforslaget.
Den 3. juni 2002, kl. 19-21, blev der afholdt borgermøde i aulaen på Lundehusskolen. De fremmødte ca. 55 borgere blev orienteret af medarbejdere fra Plan & Arkitektur og Vej & Park om planens indhold, ligesom borgerne havde lejlighed til at stille spørgsmål til forslaget. Til stede ved mødet var 3 medlemmer af Bygge- og Teknikudvalget, ligesom der var repræsentanter fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen samt RIA Rådgivende Ingeniører og Arkitekter som henholdsvis bygherre og dennes rådgiver. Der vedlægges som bilag A et referat fra borgermødet samt som bilag B resultatet af de evalueringsskemaer, som blev omdelt på mødet. Som det fremgår af referatet, blev der fortrinsvis drøftet trafik og parkering, herunder fremsat et forslag om at spejlvende byggefelt B for at begrænse trafikken på Bredelandsvej og de øvrige omliggende stilleveje.
Herudover har der i offentliggørelsesperioden været mulighed for via internettet at søge oplysninger om lokalplanforslaget på en særlig hjemmeside. Denne indeholdt en debatside, hvor der var mulighed for at fremføre synspunkter vedrørende forslaget. Der har ikke i perioden været indlæg på debatsiden. Hjemmesiden indeholdt endvidere mulighed for direkte at fremsende indsigelser via e-mail. Muligheden er dog ikke blevet udnyttet.
Der er i forbindelse med offentliggørelsen rettidigt modtaget ni henvendelser, heraf en fra en offentlig myndighed, der vedlægges til gennemsyn som bilag 2. En liste over henvendelserne er vedlagt som bilag C. Henvendelserne beskrives og kommenteres i de efterfølgende afsnit Henvendelser fra offentlige myndigheder m.v. og Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.
Henvendelser fra offentlige myndigheder m.v.
Skrivelse af 21. juni 2002 fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR)
Hovedstadens Udviklingsråd oplyser, at man har behandlet lokalplanforslaget i henhold til planlovens § 29 og i forhold til HUR´s trafikale interesser. Der er ingen bemærkninger til planforslaget.
Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.
- Skrivelse af 10. juni 2002 fra Friluftsrådet v/ næstformand Vagn Göte
- Skrivelse af 31. maj 2002 fra Arbejdernes Andels Boligforening, Havnegade 29
- Skrivelse modtaget 19. juni 2002 fra beboergruppen i AAB afdeling 34 v/ Linda Firlings, Ole Heinel, Jens Ulstrup Sørensen og Bo Olsen bilagt 224 underskrevne indsigelser fra beboere i afdelingen
- Skrivelse af 19. juni 2002 fra skolebestyrelsen ved Lundehusskolen v/ Jens Thorsen og Jette Schmidt
- Skrivelse af 14. juni 2002 fra samarbejdsudvalget ved Lundehusskolen v/ Jette Schmidt
- Skrivelse af 26. juni 2002 fra Østerbro Lokalråd v/ Jacob Sønderby
Friluftsrådet giver udtryk for stor tilfredshed med, at parkområderne henholdsvis øst for Emdrup Bad og sydøst for Lundehusskolen indgår i lokalplanen, og at det er hensigten at bevare disse parkområder som bredt anvendelige rekreative områder.
Parkeringspladsen ud til Lersø Parkallé til bl.a. afsætning og opsamling af skoleelever bør ikke etableres. Rådet mener principielt, at skoleelever bør gå eller cykle i skole og ikke køres i bil. Der bør derfor ikke opmuntres til biltransport til skolen ved indretning af parkeringspladsen. Det skønnes, at det i relation til idrætshallen er tilstrækkeligt, at parkeringspladsen ved Bredelandsvej kan rumme et halvt hundrede bilpladser.
Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) gør opmærksom på, at lokalplanforslaget berører den almene boligorganisations afdeling 32 beliggende Emdrup Vænge, afdeling 34 beliggende Emdrup Banke, afdeling 36 beliggende Emdrup Huse og afdeling 37 beliggende Lersø Parkallé med i alt 1.461 boliger. Det påpeges, at bebyggelserne i Emdrup Banke og Emdrup Vænge er klassificeret som værende af høj bevaringsværdi, og at bebyggelsen i Lersø Parkallé er tillagt middel og høj bevaringsværdi. Der er løbende gjort meget for at bevare karakteren af et efter AAB´s opfattelse meget særegent og spændende lokalmiljø bl.a. ved indførelse af stilleveje i bebyggelserne og i forbindelse med vedligeholdelse af boligerne.
Det anføres, at der ikke er bemærkninger til udvidelsen af Lundehusskolen eller til udvidelsen af idrætsmulighederne i området. Der er dog betænkeligheder i forbindelse med den konkrete udmøntning af lokalplanforslaget.
Det påpeges, at forslaget indebærer en betydelig trafikal belastning af nærområdet. Der vil ske en udvidet tilkørsel via Bredelandsvej samt forventeligt også ad de mindre tilkørselsveje i området såsom Keldsøvej og Bolandsvej. Det nævnes, at Bredelandsvej i dag anvendes som tilkørselsvej til såvel Lundehusskolen som Emdrup Bad ved individuel forældretransport af børn eller især til Emdrup Bad ved bustransport, fordi der ikke er etableret ordentlig adgang via Lersø Parkallé. Den yderlige trafikale belastning af især Bredelandsvej, der er stillevej, vil være til gene for beboerne og børnene i området, herunder de børn der selv går eller cykler. Samtidig peges der på, at der er fem institutioner i området, der giver trafik med kørsel til og fra institutionerne og børn, der bevæger sig i området.
AAB nævner, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i brev af 9. oktober 2000 til AAB´s afdeling 34 (Emdrup Banke) har givet tilsagn om etablering af tilkørsel fra Lersø Parkallé til den kommende byggeplads af hensyn til skolebørnenes sikkerhed. For at udvide denne beskyttelse af skolebørnene og de øvrige institutioners børn foreslår AAB, at der tilvejebringes en større og generel tilkørsel samt parkerings- og afsætningsmulighed via Lersø Parkallé. Det foreslås i den forbindelse, at den nye skolebebyggelse planlagt ud til Bredelandsvej placeres mod Lersø Parkallé. Herefter vil Bredelandsvej i praksis kunne anvises som adgangsmulighed for cyklende og gående børn.
Uanset Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens tilsagn om etablering af byggepladstilkørsel via Lersø Parkallé frygter AAB, at der etableres adgang til byggepladsen fra Bredelandsvej med risiko for sætningsskader på de omliggende boligblokke. Der anmodes om en gennemgang med kommunen af boligbebyggelsen for at fastslå dennes stand før det planlagte byggeris start. Endvidere tages der forbehold for økonomisk godtgørelse for udbedring af eventuelle skader i forbindelse med byggeriet.
Beboergruppen mener som udgangspunkt, at udbygningen og forbedringen af Lundehusskolen samt tilbygning af en idrætshal til Emdrup Bad er meget positivt. Samtidig fremsættes indsigelser og ændringsforslag til lokalplanforslaget. Dette underbygges af 224 medsendte, enslydende indsigelser med underskrifter fra beboere i afdelingens bebyggelse. Et enkelt eksemplar af disse ens indsigelser indgår som eksempel i bilag 2, der omfatter kopi af de modtagne henvendelser.
Der fremsættes indsigelse mod trafikforholdene. Det bemærkes i den forbindelse, at Bredelandsvej og Bolandsvej, der sammen med Keldsøvej er stilleveje og fungerer som skoleveje mellem områdets mange institutioner og Lundehusskolen, ikke er dimensioneret til sikkert at kunne klare den øgede trafik, der forventes at finde sted fortrinsvis i perioderne henholdsvis kl. 7.45 – 8.00 og kl. 16.00 – 17.00. På baggrund af orienteringsmaterialet om lokalplanforslaget forventes der 100 biler pr. døgn hver vej. Det menes ikke, at den planlagte placering af nybygningen langs Bredelandsvej vil tilskynde bilister til at benytte den projekterede parkerings- og afsætningsplads mod Lersø Parkallé, men at de derimod vil benytte de omliggende lokale veje, herunder en unavngiven forbindelsesvej midt igennem afdelingens bebyggelse. I øvrigt frygtes der øget trafikbelastning til idrætsfaciliteterne i tidsrummet kl. 16.00 – 22.00 på hverdag e og i tidsrummet kl. 8.00 – 22.00 på lørdage/søndage med særlig sammenklumpning ved træningstidernes begyndelse og slutning hver time. Endvidere vil den øgede trafik have en ødelæggende virkning på den oase, som området i dag betragtes at være.
Endvidere fremsættes der indsigelse mod placeringen af byggefelt B. Der stilles i den forbindelse forslag om, at byggefelt B trækkes længere tilbage fra skellet mod Bredelandsvej end de ca. 5 m som vist i lokalplanforslaget. Dette begrundes med ønsket om at bevare områdets særegne lette, lyse og luftige rum, samt ønsket om at undgå indbliksgener fra den planlagte nye 2-etages skolebygning langs Bredelandsvej i forhold til den eksisterende boligbebyggelse, Emdrup Banke 136-164, beliggende ud for byggefeltet på den modstående side af Bredelandsvej i en afstand fra denne på ca. 25 m. Det anføres i den forbindelse, at byggeriets 1. sal vil indeholde otte undervisningslokaler, og at beboerne vil føle sig generet af de 160 elever, der ved lektionernes start og afslutning skal ind og ud af lokalerne.
Herudover stilles der et alternativt forslag om, at byggefelt B flyttes til en modstående, spejlvendt placering i underområde I op mod afgrænsningen til underområde III og del 2 af matr.nr. 4 B, samt at overdækningen af Emdrup Bad og den nye idrætshal får indgangsparti mod syd mod underområde III. Det menes, at ændringsforslaget vil gøre parkerings- og afsætningspladsen ved Lersø Parkallé til det primære valg for bilister med ærinde til skolen og idrætsfaciliteterne. Dermed anses problematikken omkring afdelingens indsigelse vedrørende den forøgede trafik på Bredelandsvej m.fl. løst tillige med problematikken omkring indsigelsen vedrørende lokalplanforslagets placering af byggefelt B. I øvrigt menes det, at der med ændringsforslaget opnås den følgevirkning, at idrætsudøvere efter endt træning vil gøre ophold i parkomr&arin g;det, der derved i højere grad end i dag vil blive benyttet og derved få status af rekreativt område i bybilledet. Forslaget anses for at være omkostningsneutralt, da gravearbejdet til byggefelt B endnu ikke er påbegyndt, og da tegningerne til idrætsfaciliteterne endnu ikke er udfærdigede.
Skolebestyrelsen ved Lundehusskolen oplyser, at man via indsigelser fremsat på borgermødet den 3. juni 2002 er bekendt med et ændringsforslag til lokalplanforslaget om at spejlvende den projekterede bygning langs Bredelandsvej, så den placeres længst væk fra skolens nuværende hovedbygning. Bestyrelsen anbefaler på den baggrund, at byggeriet gennemføres ud fra det projekterede forslag. Det anføres i den forbindelse, at skolen med de planer, der foreligger nu, vil kunne fungere som en helhed, mens spejlvendingen vil betyde en uhensigtsmæssig opsplitning af skolen. Det påpeges, at den eksisterende bebyggelse, der fjernes ud til Bredelandsvej, er placeret direkte i skel mod vejen, mens der vil blive bygget ca. 5 m inde på grunden. Endvidere nævnes det, at den nuværende hæk mod vejen ikke fjernes, samt at klasseværelserne i den nye fløj er orienteret ind mod skolen.
I relation til de trafikale forhold forudses det, at skolens nuværende hovedindgang fra Bredelandsvej vil blive delt i to. Det forventes således, at den nye indgang fra Lersø Parkallé vil blive benyttet af alle familier, der bor syd for skolen, da dette vil være den korteste vej for disse familier, mens det forventes, at familier fra selve Emdrup-kvarteret, Ryparken og Rymarksvej fortsat vil benytte indgangen fra Bredelandsvej. Det anses ikke for muligt udelukkende at benytte adgangen til skolen via Lersø Parkallé, da alle der skal ind på den gamle hovedskole med 20 klasser vil ønske at komme ind via Bredelandsvej.
Det anføres i øvrigt bekymring for, at den foreliggende plan for skolen ændres med udsættelse af byggestart til følge. Det påpeges i den forbindelse, at der er et stort behov for at få udbygningen i gang, og at en udsættelse er uacceptabel. Den udarbejdede plan, der er blevet til ved flere års samarbejde med arkitekterne, tilgodeser mange af de nye behov, der ligger i forbindelse med gennemførelsen af den seneste folkeskolelov.
Samarbejdsudvalget ved Lundehusskolen udtaler i anledning af forslag fremsat på borgermødet den 3. juni 2002 til spejlvending af bygningen langs Bredelandsvej, at dette vil give totalt uacceptable arbejdsforhold for skolens personale. Afstanden fra den nuværende hovedbygning, hvori de centrale funktioner for alle områder er placeret, til den nye bygning med en ændret placering vil medføre betydeligt forringede arbejdsvilkår for alle grupper.
Det anføres, at samarbejdsudvalget hele tiden har været orienteret om og medvirket ved byggeplanene, hvorfor udvalget ikke er interesseret i at planerne ændres.
Østerbro Lokalråd udtrykker tilfredshed med den af lokalplanforslaget omhandlede udvidelse af Lundehusskolen og etablering af en idrætshal samt overdækning af Emdrup Bad.
Derimod fremsættes der indsigelse imod de trafikale forhold i henhold til lokalplanforslaget, idet der udtrykkes bekymring for den trafikale forøgelse i området som følge af planforslaget med forventet risiko for trafiksikkerheden. Det foreslås i stedet for, at adgang til skolen fra Lersø Parkallé opprioriteres, idet Lersø Parkallé i højere grad kan bære den øgede trafik til mindre gene for beboerne i området. Samtidig foreslås der etablering af parkerings- og stopforbud ved skolens indgange og op til 200 m fra disse i de omliggende gader.
Eventuel udvidelse af parkeringspladser bør ikke ske på bekostning af en forringelse af lokale beboeres mulighed for færden i området. Der foreslås derfor etablering af parkeringsfaciliteter under jorden for bedst at kunne bevare områdets rekreative potentialer.
7. Skrivelse af 26. juni 2002 fra Arbejdernes Andels Boligforening, afdelingerne 32, 34, 36 og 37 v/ afdelingsformændene Erik Jensen, Susan Jensen, Eric Antonsen og Ian Madsen
Arbejdernes Andels Boligforening, afdelingerne 32, 34, 36 og 37, anfører, at den spændende udvidelse af lokalområdets aktiviteter er meget velkomment og fremsætter samtidig på ca. 3.500 beboers vegne indsigelse mod den trafikale planlægning i forbindelse med lokalplanforslaget.
Som baggrund henvises der til, at Bolandsvej, Bredelandsvej og Keldsøvej har været stilleveje siden sidst i 1980´erne bl.a. af hensyn til skolebørnenes færden til og fra skole og områdets andre institutioner på sikker og tryg måde. Der er livlig trafik på vejene omkring kl. 8 især om vinteren, fordi børnene bliver kørt til og fra skole. På grund af de smalle veje, vejbump og ofte manglende snerydning på Bredelandsvej opstår der jævnligt farlige situationer for trafikanterne i området. Skoleindgangen ved Bredelandsvej er meget stærkt benyttet ikke alene af de børn, der kommer på cykel, men også af de forældre og lærere, der kører til skolen i bil. Det anføres, at det er lettere at sætte børnene af ved indgangen på Bredelandsvej end ved indgangen på Lersø Parkallé. Endvidere kører der dagligt turistbusser til Emdru p Bad ad stillevejene, der ikke er beregnet til tung trafik med store køretøjer.
Det nævnes, at den øgede tunge trafik i forbindelse med byggeriet ikke bør foregå via de små lokale veje, der ikke er beregnet til denne trafik, da det vil påføre nogle af afdelingerne store udgifter til efterreparationer af vejene samt være til fare for gående og cyklende skolebørn og i øvrigt være til gene for beboerne i området. Det foreslås derfor, at byggetrafikken foregår via Lersø Parkvej. Der henvises i den forbindelse til et som bilag medsendt brev af 9. oktober 2000 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen til AAB´s afdeling 34 (Emdrup Banke) med tilsagn om etablering af tilkørsel fra Lersø Parkallé til den kommende byggeplads af hensyn til skolebørnenes sikkerhed.
Det foreslås endvidere, at der etableres en ensrettet gennemkørsel ved parkeringspladsen ved Lersø Parkallé, og at indgangen til skolen ved Bredelandsvej lukkes. Herved kan børnene blive sat sikkert af på pladsen og ikke som nu på selve Lersø Parkallé eller Bredelandsvej. I øvrigt anføres det, at pladsen på Lersø Parkallé kun vil blive benyttet tilfredsstillende, hvis indgangen ved Bredelandsvej lukkes.
Emdrup Bad foreslås forsynet med en ekstra indgang mod Lersø Parkallé eller kun indgang herfra via stiforbindelsen i lokalplanområdet, ligesom den nye idrætshal forslås at have adgang via Lersø Parkallé. Herved vil stort set al trafik til og fra området foregå via Lersø Parkallé, hvor der i forvejen er så megen trafik, at det ikke vil vække synderlig opmærksomhed.
Det menes ikke, at kapaciteten af den planlagte parkeringsplads ved Lersø Parkallé er stor nok. Den øgede trafik til Lundehusskolen, herunder de nye fritidshjemsgrupper, Emdrup Bad, fodboldbanerne og den nye idrætshal vil kræve mere end ca. 100 pladser. Der foreslås som minimum en fordobling af parkeringskapaciteten som vist på en som bilag medsendt skitse, og at der anlægges en cykel- og gangsti med forbindelse til parkeringspladsen.
I øvrigt anføres det, at en måde at flytte skolens centrum fra Bredelandsvej til Lersø Parkvej er at vælge en anden placering af nybygningen mod Bredelandsvej, f.eks. til en modstående placering i underområde I op mod afgrænsningen til underområde III og del 2 af matr.nr. 4 B ved stiforbindelsen og parkeringspladsen.
- Skrivelse af 27. juni 2002 fra Arbejdernes Andels Boligforening, afdeling 36 v/ kasserer John Fog
Arbejdernes Andels Boligforening, afdeling 36, ønsker at bidrage med en oplysning, der menes at få betydning for trafikken i området. Det oplyses, at der for tiden er biler parkeret halvvejs oppe på fortovet på hele den vestlige side af Bolandsvej fra nr. 4 til nr. 20. Der refereres i den forbindelse til en tilladelse til afdelingen fra 1973.
Afdelingen overvejer at flytte parkeringen ud til kantstenen, og det nævnes, at dette vil betyde, at det bliver endnu sværere at køre igennem Bolandsvej. Overvejelserne begrundes med, at det er vanskeligt at foretage en effektiv snerydning med traktor, da pladsen visse steder er for smal til både biler parkeret halvt oppe på fortovet og en traktor med fejekost.
Bemærkninger til modtagne henvendelser
Indsigelser og forslag i de modtagne henvendelser kan sammenfattes i følgende generelle udsagn.
- Trafik og parkering:
- Der fremsættes indsigelser mod øget trafik på Bredelandsvej, Bolandsvej og Keldsøvej til skolen og idrætsfaciliteterne med bemærkninger om, at den vil være til gene for skolebørnene og beboerne i området samt ødelægge dette som en oase.
- Indgangen til skolen ved Bredelandsvej foreslås lukket, ligesom synspunkt om at fastholde indgangen gøres gældende. Der foreslås tillige parkerings- og stopforbud ved skolens indgang ved Bredelandsvej.
- Indgangen til idrætsfaciliteterne foreslås placeret på bebyggelsens sydside mod parkområdet og Lersø Parkallé.
- Parkerings- og afsætningspladsen ved Lersø Parkallé foreslås opprioriteret og udvidet, ligesom synspunktet om at udelade pladsen fremføres. Endvidere foreslås parkeringspladsen ved Bredelandsvej indskrænket.
- Parkeringsfaciliteter foreslås etableret under jorden.
- Byggepladskørsel foreslås via Lersø Parkallé.
- Placering af byggefelt B:
- Byggefelt B foreslås trukket længere tilbage fra vejen.
- Byggefelt B foreslås flyttet til en anden placering i underområde I, ligesom synspunkt om bevaring af byggefeltets placering gøres gældende.
Ad A. Trafik og parkering
I lokalplanforslaget er det indarbejdet, at den øgede trafik som følge af skolens udbygning fra ca. 580 elever (skoleår 2001/02) til forventet ca. 850 elever kan ske via parkerings- og afsætningspladsen ved Lersø Parkallé med en kapacitet på mindst 42 parkeringspladser. Denne plads anses således af forvaltningen for nødvendig som en del af trafikafviklingen til skolen. Det forventes tillige, at pladsen ved Lersø Parkallé vil lette trafikken på Bredelandsvej også i forhold til den eksisterende situation. Dette skyldes, at skolen allerede er fuldt udbygget med hensyn til børnehaveklasse og 1. klasse, der i dag benytter indgangen ved Bredelandsvej, og at skoleudbygningen, som primært er for de små klasser, orienteres mod Lersø Parkallé. Den forventede stigning er ifølge orienteringsmaterialet til lokalplanforslaget 50 biler hver vej pr. døgn eller i alt 100. I denne be regning var der ikke modregnet, at skolen som nævnt allerede er fuldt udbygget med hensyn til børnehaveklasse og 1. klasse. Et mere korrekt estimat vil derfor være ca. 20-30 biler hver vej eller en stigning på 40-60 biler pr. døgn. Den oplevede situation i dag forventes således forbedret, når skoleudbygningen og adgangsforholdene mod Lersø Parkallé etableres.
En lukning af indgangen mod Bredelandsvej kan ikke anbefales af forvaltningen, da det vil tvinge gående og cyklende børn fra det nordforliggende opland ud mod Lersø Parkallé. Forvaltningen vurderer, at parkerings- og stopforbud ved skolens indgang ved Bredelandsvej vil motivere forældre til at anvende parkerings- og afsætningspladsen ved Lersø Parkallé. Overvejelser herom ligger dog uden for lokalplanens rammer, men vil efterfølgende blive behandlet, når der tages stilling til trafiksikker skolevej i samarbejde mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Vej & Park ved den endelige projektering af skolebebyggelsen.
Forvaltningen finder det hensigtsmæssigt for trafikafviklingen og dermed også sikkerheden på Bredelandsvej m.fl., hvis indgangen til de kommende idrætsfaciliteter orienteres mod syd ud mod parkområdet med adgang via den i lokalplanforslaget nævnte stiforbindelse til parkerings- og afsætningspladsen ved Lersø Parkallé. Det må derved forventes, at en stor del af faciliteternes brugere vil benytte Lersø Parkallé som adgangsmulighed, hvilket vil mindske trafikpresset på Bredelandsvej. Forvaltningen foreslår derfor, at der i lokalplanen indarbejdes en bestemmelse om indgangspartiets placering i bebyggelsens sydlige del, jf. nedenfor nævnte afsnit Ændring af lokalplanen.
Parkerings- og afsætningspladsen ved Lersø Parkallé er som det fremgår af det foranstående nødvendig for såvel skolen som de kommende idrætsfaciliteter. Pladsen er i øvrigt udløst af kravet til parkeringsdækning ved nybyggeri. Forvaltningen finder det ikke på det foreliggende grundlag hensigtsmæssigt eller nødvendigt med udgangspunkt i de planlagte bygningsvolumener, at udvide parkeringsarealet mod Lersø Parkallé på bekostning af de rekreative områder. Uanset ovennævnte forventning om, at en stor del af brugerne af de kommende idrætsfaciliteter vil benytte parkeringsmuligheden ved Lersø Parkallé finder forvaltningen, at parkeringspladsen til 50 biler ifølge lokalplanforslaget mellem Bredelandsvej og byggefeltet til den kommende bebyggelse til idrætsfaciliteterne skal opretholdes uændret af hensyn til parkeringsdækningen i området. < /P>
Forslaget om at udføre parkeringspladser under jorden vil efter forvaltningens opfattelse forbedre mulighederne for at fastholde skolens friarealer og de rekreative faciliteter i tilknytning til svømmebadet m.v. Forvaltningen finder imidlertid ikke, at det ud fra et rekreativt eller parkeringsmæssigt synspunkt er nødvendigt at kræve parkering i konstruktion. Boligselskabets overvejelser om ændring af parkeringsforholdene på en delstrækning af Bolandsvej fra delvis parkering på fortov til parkering udelukkende på vejen vedrører ikke lokalplanforslaget. Et ønske om ændring af parkeringsforholdene på den private fællesvej vil blive vurderet af forvaltningen, når ansøgning herom foreligger.
De modtagne henvendelser er i kopi sendt til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen til orientering, hvorved denne forvaltning er bekendt med forslaget om byggepladskørsel via Lersø Parkallé samt om et fremsat ønske om besigtigelse af tilstanden af boligbebyggelsen ved Bredelandsvej sammen med kommunen før byggestart og et fremsat forbehold om økonomisk godtgørelse for udbedring af eventuelle skader på boligbebyggelsen i forbindelse med byggeriet. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har som beskrevet ovenfor under henvendelserne 2 og 7 givet tilsagn i brev af 9. oktober 2000 om etablering af byggepladskørsel via Lersø Parkallé. I øvrigt bemærkes det, at byggepladskørsel ikke reguleres ved lokalplanlægning.
Ad. B. Placering af byggefelt B
Forvaltningen finder, at skoleudvidelsens placering i byggefelt B parallelt med Bredelandsvej og med rækkehusene i Emdrup Banke på harmonisk vis indgår i områdets eksisterende bebyggelsesstruktur. Således vurderes den nye skolebebyggelse med hensyn til disponering og arkitektonisk udformning at være tilpasset de eksisterende bevaringsværdige skolebygninger, ligesom den bygningsmæssige afgrænsning mod Bredelandsvej formidler overgangen mellem skolen og rækkehusbebyggelsen. Det har endvidere været en forudsætning for lokalplanudarbejdelsen, at de enkelte elementer i området (skolen, Emdrup Bad og de grønne områder) indgår i den bedst mulige funktionelle og visuelle sammenhæng. Dette vil forringes væsentligt ved flytning af byggefeltet.
Byggefeltets afgrænsning og dermed bebyggelsens placering godt 5 m fra Bredelandsvej medfører, at den samlede afstand til de nærmeste rækkehuse vil være ca. 38 m, hvilket er 10 til 20 m mere end afstanden mellem bebyggelsens enkelte 2 etager høje rækkehusstokke. Afstanden vurderes at være så stor, at skolebygningen ikke vil anfægte områdets særegne lette, lyse og luftige rum. Afstanden mellem byggefeltet og rækkehusene vurderes tillige af forvaltningen at udelukke frygtede indbliksgener i forhold til rækkehusbebyggelsen fra den projekterede 2-etages skolebygning i byggefeltet. Hertil kommer, at adgangen til undervisningslokalerne på 1. sal vil foregå ad indvendige trapper med adgang fra bygningens sydlige facade, ligesom undervisningslokalerne overvejende er orienteret mod syd, dvs. modsat Bredelandsvej. Den projekterede altangang på 1. sal mod Bredelandsvej skal alene fungere som nødudgang, hvor for der ikke - som frygtet - vil være en trafik af 160 skoleelever på altangangen ved lektionernes start og slutning.
Det bemærkes i øvrigt, at skyggevirkningen fra bygningen vil være minimal og reelt uden betydning i forhold til rækkehusene, idet skyggen ved såvel sommersolhverv som jævndøgn vil falde på Bredelandsvej og kun ved vintersolhverv vil ramme rækkehusenes facade, og da alene hen på eftermiddagen.
På denne baggrund vurderer forvaltningen, at byggefelt B's placering langs Bredelandsvej er hensigtsmæssig, og at byggefeltet derfor ikke bør ændres.
Miljøkontrollen har udtalt sig om sagen på grundlag af høring foretaget af Plan & Arkitektur i forbindelse med lokalplanforslagets udarbejdelse. Der henvises til afsnittet Høring i den i ovennævnte afsnit Baggrund omhandlede indstilling angående forslaget.
Ændring af lokalplanen
Forvaltningen foreslår følgende ændring i lokalplanen i forhold til det offentliggjorte forslag, jf. foranstående afsnit Ad A. Trafik og parkering under Bemærkninger til modtagne henvendelser:
I § 5, stk. 1d, 3. afsnit (vedrørende byggefelt C), tilføjes: "Bebyggelsens indgangsparti skal placeres i bebyggelsens sydlige del ud mod parkområdet."
Ændringen skønnes ikke at være af sådan karakter, at underretning i henhold til planlovens § 27, stk. 3, er påkrævet, da der alene er tale om en mindre ændring af de bebyggelsesregulerende bestemmelser.
BILAG VEDLAGT
- Referat fra borgermøde.
- Vurdering af evaluering.
- Liste over modtagne henvendelser.
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
- Offentliggørelsesmaterialet omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece.
- Kopi af de i bilag C nævnte henvendelser med bilag, herunder et enkelt eksempel på 224 enslydende indsigelser.
Jens Ole Nielsen