Aftale vedrørende Center for Kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune
Aftale vedrørende Center for Kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 5. februar 2004
BR 47/04
Aftale vedrørende Center for Kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune
Aftale vedrørende Center for Kvalitetsudvikling i
almen praksis i Københavns Kommune
Indstilling om, at forslag til aftale vedrørende Center for Kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune godkendes.
(Sundheds- og Omsorgsudvalget)
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler at godkende forslag til aftale vedrørende Center for Kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 15. januar 2004
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte
indstillingen.
RESUME
Samarbejdsudvalget vedrørende almen praksis i Københavns Kommune vedtog i oktober 2000 et 3- årig projekt om etablering af et Udviklingscenter for Almen Praksis i Københavns Kommune (KUAP). Baggrunden for etablering af Udviklingscentret var et behov for at stimulere kvalitetsudviklingsarbejdet i almen praksis i København. Udviklingscentrets projektperiode ophører den 31. marts 2004.
Projektet vedrørende Udviklingscentret blev evalueret i perioden februar til september 2003. Evalueringen konkluderede, at Udviklingscentret har været "en aktiv og dynamisk enhed, som både har engageret sig i eksisterende initiativer indenfor kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune, samt suppleret med nye initiativer". Evalueringen viser, at Udviklingscentret har formået at synliggøre sig blandt de praktiserende læger i Københavns Kommune, ligesom centret generelt har bidraget positivt til kvaliteten og kvantiteten i kvalitetsudviklingsprojekter inden for almen praksis. Samtidig påpeger evalueringen problemer i forhold til Udviklingscentrets organisering, herunder konflikter i forbindelse med rolleafklaring i forhold til andre aktører på kvalitetsudviklingsområdet.
På baggrund heraf besluttede samarbejdsudvalget vedrørende almen praksis i Københavns Kommune den 23. oktober 2003 at videreføre det treårige projekt "Udviklingscenter for Almen Praksis i Københavns Kommune (KUAP)" som "Center for Kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune". Den 11. december 2003 godkendte Samarbejdsudvalget et forslag til ny aftale vedrørende Center for Kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune.
Det nye Center for Kvalitetsudvikling skal videreføre Udviklingscentrets arbejde med kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune, herunder funktionen vedrørende støtte til og initiering af kvalitetsudviklingsprojekter i almen praksis. Derudover skal Center for Kvalitetsudvikling fungere som videnscenter for kvalitetsudvikling og som sekretariat for Kvalitetsudviklingsudvalget vedrørende almen praksis i Københavns Kommune. Kvalitetsudviklingsudvalget er nedsat i henhold til Landsoverenskomsten om almen lægegerning, og har til opgave at fremme arbejdet med kvalitetsudvikling, -sikring og udviklingen blandt de praktiserende læger i kommunen.
I aftalen om dannelse af Center for Kvalitetsudvikling har der særligt været fokus på to områder, hvor der er påvist muligheder for forbedringer, nemlig fokusering af kvalitetsudviklingsindsatsen i Københavns Kommune samt organiseringen af arbejdet.
SAGSBESKRIVELSE
Projektet "Udviklingscenter for Almen
Praksis i Københavns Kommune"
Samarbejdsudvalget vedrørende almen praksis i Københavns Kommune vedtog i oktober 2000 et 3-årigt projekt om etablering af et Udviklingscenter for Almen Praksis i Københavns Kommune (KUAP). Projektperioden løb oprindelig fra 1. januar 2001 til 31. december 2003. Projektets slutdato er efterfølgende blevet rykket til den 31. marts 2004.
Baggrunden
for etablering af Udviklingscentret var et behov for at stimulere kvalitetsudviklingsarbejdet
i almen praksis i Københavns Kommune. Udviklingscentret har således haft til
formål at være en enhed, hvor de praktiserende læger kan mødes, søge viden og
finde inspiration til videreudvikling af almen praksis. Blandt Udviklingscentrets
væsentligste opgaver er udvikling og støtte af kvalitetsudviklingsprojekter i
almen praksis samt koordination og tilrettelæggelse af efteruddannelsestilbud i
almen praksis. Samtidig har Udviklingscentret haft til opgave at koordinere og
målrette samarbejdet om kvalitetsudvikling i almen praksis.
Udviklingscentret
er forankret i Samarbejdsudvalget vedrørende almen praksis i Københavns
Kommune, og centret refererer til en styregruppe nedsat af Samarbejdsudvalget.
Evaluering af Udviklingscentret
Projektaftalen vedrørende etablering af Udviklingscentret for Almen Praksis fastslår, at Udviklingscentrets virksomhed skulle evalueres inden afslutningen af den treårige projektperiode. Evalueringen er udført af konsulentfirmaet ARGO. (Evalueringsrapporten vedlægges.) Evalueringen er primært blevet gennemført ved hjælp af fokusgruppeinterviews med Udviklingscentrets interessenter samt via dokumentstudier.
Evalueringens konklusioner er følgende:
· Hovedkonklusion: Evalueringens hovedkonklusionen er, at Udviklingscentret har været "en aktiv og dynamisk enhed, som både har engageret sig i eksisterende initiativer indenfor kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune, samt suppleret med nye initiativer".
· Udadvendthed og tilgængelighed: Evalueringen konkluderer, at det i vidt omfang er lykkedes for Udviklingscentret at synliggøre sig over for de praktiserende læger i Københavns Kommune.
· Netværksskabelse: Evalueringsrapporten påpeger, at Udviklingscentret har haft vanskeligheder i forhold til netværksdannelse med de øvrige aktører på kvalitetsudviklingsområdet.
· Projektstøtte og –udvikling: Evalueringen fremhæver, at Udviklingscentret generelt har bidraget positivt til udvikling af kvalitetsudviklingsprojekter i Københavns Kommune, og at kvaliteten og kvantiteten af kvalitetsudviklingsprojekterne er blevet højere, siden Udviklingscentret blev etableret.
· Udviklingscentrets organisering: Evalueringen påpeger problemer i forhold til Udviklingscentrets organisering. Ifølge evalueringsrapporten skyldes problemerne både personlige og strukturelle forhold.
Samarbejdsudvalgets
anbefaling
Det er Samarbejdsudvalgets opfattelse, at kvalitetsudviklingsindsatsen i almen praksis fortsat skal have høj prioritet i Københavns Kommune og på baggrund af evalueringen og erfaringer med Udviklingscentrets arbejde besluttede Samarbejdsudvalget, at Udviklingscentret videreføres som Center for Kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune. (Aftale vedlagt.)
Samarbejdsudvalget mener, at Center for Kvalitetsudvikling vil bidrage til fortsat at sikre og udvikle den faglige kvalitet i almen praksis i Københavns Kommune samt at understøtte udviklingen af nye og eksisterende tiltag og projekter. Også på nationalt plan har kvalitetsudviklingsområdet høj prioritet, og kvalitetsudvikling er således fremhævet i Landsoverenskomsten om almen lægegerning, som et område, der skal arbejdes videre med.
Opgaver
Center for Kvalitetsudvikling vil få følgende opgaver:
· At initiere kvalitetsudviklingstiltag og -projekter i almen praksis samt at yde projektstøtte til nye og eksisterende projekter på kvalitetsudviklingsområdet.
· At fungere som videnscenter for kvalitetsudvikling i almen praksis.
· At varetage sekretariatsfunktionen for Kvalitetsudviklingsudvalget vedrørende almen praksis i Københavns Kommune.
I videreførelsen af arbejdet i Center for Kvalitetsudvikling har der været særligt været fokus på to områder, hvor der er påvist muligheder for forbedringer:
· Fokusering af kvalitetsudviklingsindsatsen i Københavns Kommune
· Organiseringen af Center for Kvalitetsudvikling.
Fokusering af kvalitetsudviklingsindsatsen i Københavns Kommune
Den overordnede koordinering af kvalitetsudviklingsindsatsen i København er forankret i Kvalitetsudviklingsudvalget vedrørende almen praksis. Kvalitetsudviklingsudvalget er for tiden i gang med drøftelser om, hvordan kvalitetsudviklingsindsatsen i Københavns Kommune skal fokusere fremover. Med udgangspunkt i disse drøftelser får Kvalitetsudviklingsudvalget til opgave at udarbejde kommissorium, mål og indsatsområder for det nye Center for Kvalitetsudvikling. Endelig har Kvalitetsudviklingsudvalget mulighed for at nedsætte en baggrundsgruppe for Center for Kvalitetsudvikling for yderligere at sikre centret kvalificerede faglige sparringspartnere.
Organisering af Center for
Kvalitetsudvikling
Evalueringen viser, at der er behov for at skabe en entydig og handlekraftig organisering af det nye Center for Kvalitetsudvikling. Derfor har Samarbejdsudvalget besluttet, at Center for Kvalitetsudvikling fremover utvetydigt skal referere til en bestyrelse, bestående af de fire medlemmer af Kvalitetsudviklingsudvalget. Formanden for Kvalitetsudviklingsudvalget er daglig kontaktperson for Center for Kvalitetsudvikling. Den styrkede bestyrelsesmodel og vægten på rolleafklaring skal hermed give klar og entydig styring af centret og løse de ledelses- og rollekonflikter, som påpeges i evalueringen.
For at sikre et frugtbart samarbejde mellem centret og projektmagere blandt praktiserende læger har Samarbejdsudvalget besluttet, at den daglige leder af Center for Kvalitetsudvikling skal være en aktiv praktiserende læge. Yderligere bemanding afklares af Kvalitetsudviklingsudvalget.
På ovenstående grundlag har Samarbejdsudvalget godkendt vedlagte aftale vedrørende Center for Kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune. Tilsagnet fra samarbejdsudvalgets kommunale repræsentanter er givet under forudsætning af at samarbejdsudvalgets beslutning tiltrædes politisk.
Det indstilles derfor, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler at godkende forslag til aftale vedrørende Center for Kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune.
MILJØVURDERING
Der er ingen miljømæssige konsekvenser af indstillingen.
ØKONOMI
Det
økonomiske grundlag for Center for Kvalitetsudvikling er det samme som det
økonomiske grundlag for Udviklingscenter for Almen praksis.
Ifølge budget for 2004 er udgiften til Center for Kvalitetsudvikling kr. 1.120.708,-.
Praksisudvalget i Københavns Kommune og Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning er fælles om centrets økonomi. Udgifterne deles ligeligt mellem parterne.
Praksisudvalgets andel afholdes alene af midlerne afsat
til lokale kvalitetsudviklingsinitiativer i henhold til Landsoverenskomsten om
almen lægegerning § 12 c samt tilhørende protokollat af 27. april 1995
vedrørende amtslige puljer til kvalitetsudviklings-, forebyggelses- og lokale
efteruddannelsesaktiviteter.
Der er økonomisk dækning for aftalen inden for det særligt rammebelagte område for sygesikringsområdet fra 2004.
HØRING
Ingen.
BILAG
1. Evaluering af Udviklingscenter for Almen Praksis i Københavns Kommune (KUAP), 2003.
2. Aftale vedrørende Center for Kvalitetsudvikling i almen praksis i Københavns Kommune.
Ib Haurum
/Jens Egsgaard