Medlemsforslag om billigere parkering i Ørestad og Nordhavn samt parkér og rejs-anlæg
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen godkender, at Økonomiforvaltningen fremlægger et forslag til, dels hvordan kommunen forsøgsvis lejer By & Havns parkeringsanlæg i Ørestad og Nordhavn så vidt muligt så beboerne kan parkere til samme pris som københavnere i andre bydele, og dels hvordan de lejede parkeringsanlæg kan bruges som parkér og rejs-anlæg for pendlere, så flere får lyst at parkere og tage metroen resten af vejen ind til City, og dermed lette trængslen.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
By & Havn ejer og driver en del parkeringsanlæg i Ørestad og Nordhavn. Disse parkeringsanlæg er meget dyre for beboerne at bruge, idet en parkeringslicens let koster 1.200 kr. om måneden, og dermed gør det dyrt at bo i de pågældende bydele.
Parkeringsanlæggene kan i dagtimerne i hverdagene med fordel stilles til rådighed for pendlere, der kan tage metro videre, og dermed lette trængslen på vejene i det indre København.
Fordelen er, at både metro og parkeringsanlæg eksisterer i dag, så løsningen vil kunne tages i brug umiddelbart.
Der har længe været efterspørgsel på parkér og rejs-anlæg for at mindske trængslen i det centrale København.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 4. november 2021
Medlemsforslaget blev forkastet med 37 stemmer imod 13. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: V, C, O og Peter Dits Christensen (Løsgænger).
Imod stemte: A, Ø, B, F, Å og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre finder, at Ørestad er oplagt til at afprøve mulighederne for Park and Ride anlæg og vil derfor rejse muligheden i forbindelse med overførelsessagen. For Venstre er det afgørende, at Park and Ride anlæg kommer beboerne til i Ørestad til gode i form af lavere parkeringspriser.”