Kirkeligning 2019
Borgerrepræsentationen forelægges hermed kirkeligningen og den uforandrede kirkeskatteprocent på 0,8 for 2019.
Indstilling
Indstilling om,
- at kirkeligningen 2019 tages til efterretning,
- at den kirkelige skatteprocent på 0,8 for 2019 tages til efterretning.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Det kirkelige budgetudvalg har fremsendt brev af den 29. august 2018 om de kirkelige budgetter og den kirkelige ligning for 2019. Det kirkelige budgetudvalg har forudsat, at det er det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, som er gældende.
Udskrivningsgrundlaget for den kirkelige ligning følger udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat i forbindelse med valg af budgetteringsgrundlag. Det betyder, at det er Borgerrepræsentationen, der i forbindelse med vedtagelse af budgettet for den kommunale indkomstskat afgør, om kirken skal anvende det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, eller om kirken skal anvende det selvbudgetterede udskrivningsgrundlag.
Provenuet af den kirkelige ligning udbetales forskudsvis til kommunen af staten i tolvtedelsrater. Kommunen fordeler beløbet videre til fællesfonden, kirke- og præstegårdskasserne samt provstiudvalgskasserne.
Løsning
Det kirkelige budgetudvalg budgetterer med udgifter i 2019 på 535,7 mio. kr. (2019 P/L). Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for kirkeskat i København er af Økonomi- og Indenrigsministeriet opgjort til 66.965,5 mio. kr. (2019 P/L) for 2019. En fastholdelse af den nuværende skatteprocent på 0,8 vil sikre et provenu på 535,7 mio. kr. (2019 P/L).
Hvis Københavns Kommune vælger selvbudgettering som udskrivningsgrundlag i 2019 frem for statsgaranteret udskrivningsgrundlag, vil kirken blive efterreguleret af staten i 2022.
Da Københavns Kommune i 2016 valgte det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, er der ikke efterregulering i 2019.
Økonomi
Sagen har ingen selvstændig virkning på kommunen.
Videre proces
Kirkeligning for 2019 behandles i Borgerrepræsentationen den 4. oktober 2018 samtidig med behandlingen af kommunens budget for 2019.
Peter Stensgaard Mørch /Mads Grønvall
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
at kirkeligningen 2019 tages til efterretning,
-
at den kirkelige skatteprocent på 0,8 for 2019 tages til efterretning.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. september 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 4. oktober 2018
Indstillingen blev godkendt med 46 stemmer imod 0. 6 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, 4 medlemmer af B (Mia Nyegaard, Mette Annelie Rasmussen, Tommy Petersen og Christopher Røhl Andersen), C, F, I, O, V og 10 medlemmer af Ø (Jens Kjær Christensen, Rikke Lauritzen, Hassan Nur Wardere, Gyda Heding, Ulrik Kohl, Ninna Hedeager Olsen, Charlotte Lund, Ali Hansen, Gorm Anker Gunnarsen og Knud Holt Nielsen).
Følgende undlod at stemme: 1 medlem af B (Karen Melchior), 1 medlem af Ø (Karina Vestergård Madsen) og Å.