Mødedato: 04.06.2020, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Medlemsforslag om ændret sammensætning af kriseledelsen

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender, at de partier, som ikke har nogen borgmesterpost i den aktuelle samling omgående bliver repræsenteret i kriseledelsen, som beskrevet nedenfor i motiveringen,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om ”Plan for fortsat drift”, som beskrevet nedenfor i motiveringen. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling inden udgangen af denne samling.

(Stillet af Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti)

Motivering

De partier i København, som ikke har nogen borgmester i indeværende samling er Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti . Af ”Plan for fortsat drift”, som blev vedtaget af Borgerrepræsentationen (BR) d. 30/11-2017 fremgår det af bilag 1, side 3 at  ”Kriseledelsen sammensættes af Overborgmester, Teknik- og Miljøborgmester og Sundheds- og Omsorgsborgmester. Hvis hændelsens karakter påkræver det, kan de relevante borgmestre for de øvrige ressortområder indtræde i kriseledelsen.”

Coronakrisens karakter har påkrævet, at alle borgmestre er medlemmer af Kriseledelsen, idet Coronakrisen påvirker driften i alle syv forvaltninger, og krisen har dermed nødvendiggjort, at kriseledelsen er repræsenteret af alle syv forvaltningers borgmestre.

Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti finder, at kriseledelsen under Coronakrisen bør være repræsenteret af repræsentanter fra alle folkevalgte partier. Det er kun rimeligt med en bred repræsentation, når der skal træffes beslutninger om kommunens drift og serviceniveau under denne krise, særligt også henset til, at krisen måske bliver langvarig.

Partierne mener derfor, at der pr. konduite bør dispenseres fra den vedtagne BR-beslutning af 30/11-2017 således, at også gruppeformændene for de partier der ikke har en borgmesterpost dvs. gruppeformændene for Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti bliver repræsenteret i kriseledelsen på lige fod som borgmestrene. Det kan oplyses, at for så vidt angår Corona drøftelserne er Forretningsudvalget i Region Hovedstaden udvidet med partier, som ikke har sæde i Forretningsudvalget.

Det er forslagsstillernes ønske, at denne dispensation får omgående virkning, således at gruppeformændene for Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indkaldes til førstkommende møde i kriseledelsen efter BR-mødet d. 4. juni 2020 samt alle møder fremover i kriseledelsen under hele denne Coronakrise.

Herudover ønsker forslagsstillerne, at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om ”Plan for fortsat drift”, hvor definitionen af hvem kriseledelsen består af ændres til følgende: ”Kriseledelsen sammensættes af Overborgmester, Teknik- og Miljøborgmester og Sundheds- og Omsorgsborgmester. Hvis hændelsens karakter påkræver det, kan de relevante borgmestre for de øvrige ressortområder indtræde i kriseledelsen. Hvis hændelsens karakter påkræver, at alle borgmestre for de øvrige ressortområder indtræder i kriseledelsen, skal gruppeformændene for de partier, der på pågældende tidspunkt ikke har en borgmesterpost også indtræde i kriseledelsen.”

Beslutning

Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

                       

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten stemmer for forslaget om en permanent udvidelse af kriseledelsen, men mener samtidig at kriseledelsens rolle i relation til corona-krisehåndtering er færdig og bør derfor afsluttes.”

Til top