Mødedato: 04.06.2020, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Medlemsforslag om at annullere yderligere prisstigning på parkering fra april 2020

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender, at prisstigning på parkering i København pr. 1. april 2020 annulleres, så prisen ikke stiger yderligere. Mindreindtægten for 2020 finansieres af kommunekassen.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Prisen på at parkere i København er steget markant den 1. april 2020. Det er anden gang i år, at parkeringspriserne steg, idet de også steg den 1. januar 2020.

Partierne Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Alternative, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre har besluttet, at prisen på at parkere i København skulle stige endnu en gang i indeværende kalenderår, nemlig den 1. april 2020.

Vi finder ikke, at københavnerne bør betale mere for at parkere i deres egen by. 

Af kommunens indtægter på parkering skal kommunen betale 70 procent videre til Staten. 

Vi synes, at det er fjendtligt over for kommunens egne borgere at hæve prisen på beboerparkering, når kommunen ikke mangler penge, og når 70 procent af indtægten går direkte videre i statskassen.

Prisen på en beboerlicens steg op til 4.000 kr. om året. Taksterne fremgår af bilag 1 - både taksten i 2019, pr. 1. januar 2020 og pr 1. april 2020.

Selv om københavnerne køber en beboerlicens af kommunen, kan man ikke være sikker på at få en parkeringsplads. I visse bydele er der solgt flere parkeringslicenser, end der er parkeringspladser. Fx er der på Østerbro en belægningsprocent på omkring 125, hvilket betyder, at der er solgt fem licenser for hver fire parkeringspladser.

Kommunens indtægter på parkering på omkring 600 mio. kr. om året bør gå til at etablere parkeringspladser under jorden, så der er parkeringspladser til københavnerne, og så pladsen over jorden kan bruges til andre ting, fx cykelstier, cykelstativer, træer og bedre fremkommelighed. 

Forslaget blev fremsat i marts 2020, men pga. Covid19 udsat til et Borgerepræsentationsmøde med fysisk fremmøde.

Beslutning

Medlemsforslaget blev forkastet med 47 stemmer imod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F, V og Niko Grünfeld (Løsgænger).

Imod stemte: C og O.

Til top