Mødedato: 04.06.2020, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Medlemsforslag om at sætte bebyggelse af Lærkesletten (Vejlandsparken) og Stejlepladsen i bero

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen udarbejde forslag til kommuneplantillæg til Kommuneplan 2019, hvor arealerne Stejlepladsen og Vejlandskvarter ændres fra boligområder til offentlige formål (O-rammer),
  2. at Økonomiforvaltningen pålægges at udarbejde en indstilling til Borgerrepræsentationen med forslag til, hvordan By & Havn via kapitaltilførsel fra selskabets hovedejer, Københavns Kommune, bedst kan kompenseres for tabet af provenu ved opgivelse af de to byudviklingsprojekter, 
  3. at Økonomiforvaltningen anmodes om, i samarbejde med By & Havn og selskabets revisor, at udarbejde en opdateret analyse af økonomien i de to projekter, for dermed at have et grundlag for at forhandle kompensationen til arealudviklingsselskabet for tab af byggeret,
  4. Borgerrepræsentationen ønsker, at Lærkesletten indgår i Naturpark Amager, hvilket meddeles By & Havn.

(Stillet af Enhedslisten og Alternativet)

Motivering

Mange flere københavnere har under Coronakrisen søgt mod naturens mangfoldighed og rigdom - og fundet den på Amager Fælled. Her i maj har vi trøstet og glædet os ved blomstrende tjørn, syngende nattergale og kvækkende frøer i vores by. Og vi kan konstatere, at der er vækst i værdsættelsen i alt det, som vild natur og biodiversitet kan give os. Det er et glædeligt og nødvendigt skifte med tanke på den klimakrise, som vi står midt i. Derfor er det også på høje tid, at vi på Københavns rådhus foretager et politisk valg: Vi må vælge at stoppe beslaglæggelsen af de fælles naturværdier, så også kommende generationer af københavnere kan glæde sig over en by med sammenhængende vild natur.

Arealudviklingsselskabet By og Havn har i årtier haft til opgave at tjene penge til afbetaling af metrogælden ved at modtage grunde fra fællesskabet og forvandle dem til byggegrunde med et overskud. Efter en aftale med staten, senest fornyet i 2007, er byens styre bundet til at afdrage metrogælden. Det skal – og kan - vi gøre uden at ødelægge det, som et flertal blandt københavnerne værdsætter mest og helst vil give videre til eftertiden. Vi kan starte med at droppe byggerierne på Amager Fælled - og på Stejlepladsen. På det grundlag kan vi forhandle en mere ansvarlig forvaltning af byens finansielle forpligtelser med By og Havn, der kan polstres til at håndtere gælden på en anden måde. Samtidig vil vi give By & Havn arbejdsro til at planlægge byudvikling andre steder end på vores to mest værdifulde arealer.

Den kraftige opbremsning, som vi lige nu ser på det københavnske boligmarked, understreger blot risikoen for, at bebyggelsen af Lærkesletten og Stejlepladsen for eftertiden vil fremstå som historiske fejltagelser.

Amager Fælled er en del af Naturpark Amager, som også omfatter det inddæmmede område syd for Vejlands Alle, Kongelunden og Dragør Sydstrand. Det er den centrale idé med naturparker, at de skal være større sammenhængende områder med fokus på at benytte og beskytte naturen i Danmark. Det planlagte byggeri på Lærkesletten vil skabe en barriere, der vil blokere for ambitionen om at skabe sammenhæng mellem Amager Fælled og resten af Naturpark Amager. Det er derfor naturligt at bede By og Havn om at forvalte arealet i overensstemmelse med det, som er Friluftsrådets hensigt med en naturpark, nemlig sammenhængen i et naturområde.

Stejlepladsen og Amager Fælled giver adgang til vild, berigende natur for alle - og særligt københavnere uden egen have, bil og sommerhus! Under Corona-krisen er vi blevet mindet om, hvor vigtigt det er for os alle hurtigt at kunne komme ud under åben himmel. Set fra dette perspektiv er der betydelig social slagside i byggeplanerne.

Det er en ædel ambition at sikre en bolig til alle boligsøgende københavnere. Vi deler denne ambition, men den skal balanceres op mod andre vigtige hensyn, ligesom vi skal tage bestik af, hvordan marked og efterspørgsel udvikler sig. Corona-krisen kan meget let skubbe på en udvikling, som vi allerede så de første tegn på for 3-4 år siden: At nettofraflytningen fra kommunen tager til og at boligbehovet i København er ved at ændre sig.

Det er et klogt bystyre, som reber sejlene i tide og genovervejer de scenarier, som vores kommuneplan mm. bygger på. I Enhedslisten og Alternativet er vi overbeviste om, at byen rummer uudnyttede muligheder for at anvende eksisterende bygninger bedre, så de kan rumme flere boliger. Vi tror også på, at vi i de kommende år meget vel kan stå med fx kontorejendomme og hoteller, som ikke kan sælges eller udlejes, men som vil kunne blive til boliger. Med de opbrudstider, som vi står overfor, vil det både være mere effektivt og mere populært hos københavnerne, hvis vi i højere grad ombygger og regulerer os ud af boligmanglen, i stedet for ensidigt at satse på arealudvikling.

Lad os slå ind på en mere afbalanceret model for byens udvikling – og lad os starte med at redde Lærkesletten og Stejlepladsen.

Beslutning

Medlemsforslaget blev forkastet med 38 stemmer imod 17. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: Ø, Å og Niko Grünfeld (Løsgænger).

Imod stemte: A, B, F, V, C og O.

                       

Niko Grünfeld (Løsgænger) afgav følgende protokolbemærkning:

”Amager Fælled er Københavns eneste sammenhængende vilde naturområde. Sådan skal det forsætte, fordi Københavnerne efterspørger mere natur, ikke mindre. Mere biodiversitet, ikke mindre. Derfor skal vi heller ikke planlægge at bebygge området med offentlige rekreative formål, som medlemsforslaget ligger op til. Jeg ønsker at bevare hele Amager Fælled som grønt bynært naturområde.”

Til top