Indkomne forslag i 2019 til nye monumenter i det offentlige rum
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, at fire nye monumenter modtages som gave.
Indstilling
Indstilling om,
- at mindesten for piloter fra Royal Australian Air Force (RAAF) omkommet under luftkampe over Danmark under 2. verdenskrig til opstilling modtages inden udgangen af 2022,
- at skulptur af Olsen-banden modtages til opstilling inden udgangen af 2022,
- at skulptur udført af Christian Lemmerz modtages til opstilling inden udgangen af 2022,
- at statue af Anker Jørgensen modtages i foråret 2020.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har i løbet af 2019 modtaget fire forslag til monumenter i byens offentlige rum. Forslagene er vurderet ud fra kriterierne i det administrationsgrundlag, som Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 7. maj 2018. Heraf fremgår, at et monument i det offentlige rum skal have en lokal, national eller international betydning for København som by, hovedstad eller europæisk metropol. Afgørende kriterier er, at værket har høj kunstnerisk kvalitet, er udført af gode og holdbare materialer og er placeret i overensstemmelse med værkets indhold og stedets ånd. Forslagene skal også indgå i en helhedsbetragtning i forhold til den eksisterende monumentbestand.
Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til Teknik- og Miljøforvaltningens anbefaling af tre monumenters (Royal Australian Airforce, Olsen-banden, Christian Lemmerz) placering. Derudover vedtog Teknik-og Miljøudvalget den 24. februar 2020 placering af statue af Anker Jørgensen. Da der er tale om gaver, skal Borgerrepræsentationen tage stilling til modtagelsen af de fire monumenter.
Løsning
Monument for australske piloter fra RAAF omkommet under luftkampe over Danmark under 2. Verdenskrig, jf. bilag 2
Den Australske Ambassade i København har stillet forslag om opsætning af et monument, der hædrer 68 RAAF-piloter, der omkom under luftkampe over Danmark under 2. Verdenskrig. Piloterne er begravet forskellige steder i Danmark, bl.a. på Vestre Kirkegård i København. Monumentet består af en sort, poleret granitsten med forgyldt inskription og dekoreret med RAAF’s logo samt Australiens nationalblomst Golden Wattle. Stenen ønskes opsat i Churchillparken. Rådet for Visuel Kunst har ikke været hørt, idet monumentet ikke har en kunstnerisk udformning. Indre Bys Lokaludvalg er for, at den foreslåede mindesten opsættes i Churchillparken, men mener, at den foreslåede placering er for tæt på Frihedsmuseet. Lokaludvalget så det hellere placeret på plænen foran den engelske kirke St. Alban’s Church (18. november 2019). Det er dog ikke muligt af fredningsmæssige hensyn, da dette område falder ind under fortidsmindet Kastellet. En placering i Churchillparken er relevant, idet denne park i forvejen rummer en række monumenter med relation til det 20. århundredes krige. Forvaltningen anbefaler derfor, at monumentet modtages og opstilles på det angivne sted i parken.
Skulptur af Olsen-banden, jf. bilag 3
Foreningen Olsen Banden Statuen har taget initiativ til et forslag om at opstille en figurgruppe bestående af de tre Olsen-bandemedlemmer Egon, Benny og Keld på Valby Tingsted. Skulpturerne tænkes udført i bronze af kunstneren Thor Larsen. Rådet for Visuel Kunst finder, ”at det fremlagte værk ikke havde et interessant, nutidigt udtryk, og at værket ikke lever op til det kunstneriske niveau, man vil forvente af nye værker i byrummet.” (26. november 2019). Valby Lokaludvalg ”ser positivt på, at Olsen-banden som folkeikon mindes med en skulptur”, ligesom de umiddelbart opfatter, at der er folkelig opbakning til projektet i Valby (26. marts 2019). Værkets placering er relevant, idet Valby Tingsted ligger tæt på Nordisk Film, hvor Olsen-bandefilmene blev produceret. De populære filmfigurer har ikke blot national appel, men er desuden kendte og elskede i de nordiske lande og i Tyskland. Forvaltningen anbefaler derfor, at værket opstilles på Valby Tingsted.
Skulptur af mand, jf. bilag 4
Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg står bag udviklingen af en kunststrategi for Amagerbrogade. På den baggrund indledte lokaludvalgene forhandlinger med Ny Carlsbergfondet (NCF) med henblik på et samarbejde og en medfinansiering af kunstnerisk udsmykning af Amagerbrogade. NCF ønskede imidlertid at modtage en ansøgning fra Teknik- og Miljøforvaltningen. På mødet den 18. december 2017 godkendte Teknik- og Miljøudvalget, at forvaltningen henvendte sig til NCF med henblik på et samarbejde om kunstnerisk udsmykning af Amagerbrogade.
NCF tilbyder i første omgang Københavns Kommune et forslag fra kunstneren Christian Lemmerz bestående af en ca. 3 m høj mandsfigur i bronze. Figuren ønskes opstillet på hjørnet af Amagerbrogade og Amager Boulevard. Rådet for Visuel Kunst ”finder overordnet, at der er tale om et værk med et nutidigt udtryk, der i størrelse, udtryk og skala spiller godt sammen med omgivelserne, hvor det foreslås placeret” (26. februar 2020). I det fælles høringssvar fra Amager Øst Lokaludvalg og Amager Vest Lokaludvalg udtrykkes der begejstring for ”både valg af kunstner, kunstværk og placering og støtter fuldt ud forslaget. Kunstværket vil bringe æstetisk værdi til Amagerbrogade og lokaludvalgene ser, at kunstværket kan blive en seværdighed i bydelene og et trækplaster for turister og kunstinteresserede” (31. januar 2020). Værket udføres af en anerkendt kunstner i et robust materiale på en fremskudt placering i bybilledet i et område, hvor der ellers ikke er mange offentlige kunstværker. Forvaltningen anbefaler derfor, at værket opstilles på hjørnet af Amagerbrogade og Amager Boulevard.
Statue af Anker Jørgensen, jf. bilag 5
I 2017 tog Frederiksholms Kvartershus (Kvartershuset Sydhavnen) og LO Hovedstaden initiativ til at lade udføre en statue af Anker Jørgensen. Initiativtagerne rejste finansiering, hvorefter kunstneren Nanna Drewes Brøndum udførte statuen i bronze. Den 25. oktober 2019 blev den afsløret på Anker Jørgensens Plads på trappen foran kvartershuset. Forvaltningen har i forløbet ikke været bekendt med sagen. Initiativtagerne ønsker at få godkendt monumentets placeringen permanent og overdrage den til Københavns Kommune.
Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 24. februar 2020 medlemsforslag om, at statuen af Anker Jørgensen forbliver på Anker Jørgensens Plads. Da Borgerrepræsentationen skal godkende modtagelsen af monumenter givet som gave, anbefaler forvaltningen derfor at modtage statuen af Anker Jørgensen, som derved vil forblive på sin nuværende placering.
Økonomi
Alle fire monumenter finansieres af eksterne midler. Det påhviler desuden initiativtagerne at sørge for fundament, transport og opsætning af monumenterne. For mindestenen afsættes en årligt afledt drift på ca. 1.000 kr., for hver af de øvrige tre ca. 3.000 kr. som kan indeholdes i forvaltningens driftsramme.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, udføres og opsættes mindesten for de australske piloter og skulptur af mand af Christian Lemmerz, da finansieringen allerede er sikret. Skulpturen af Olsen-banden kan udføres under forudsætning af, at der opnås ekstern finansiering inden udgangen af 2022. Statuen af Anker Jørgensen er allerede opsat.
Søren Wille /Jon Pape
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at mindesten for piloter fra Royal Australian Air Force (RAAF) omkommet under luftkampe over Danmark under 2. Verdenskrig i Churchillparken opstilles inden udgangen af 2022.
- at skulptur af Olsen-banden på Valby Tingsted opstilles inden udgangen af 2022.
- at skulptur udført af Christian Lemmerz opstilles på hjørnet af Amagerbrogade og Amager Boulevard inden udgangen af 2022.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at mindesten for piloter fra Royal Australian Air Force (RAAF) omkommet under luftkampe over Danmark under 2. verdenskrig til opstilling modtages inden udgangen af 2022.
- at skulptur af Olsen-banden modtages til opstilling inden udgangen af 2022.
- at skulptur udført af Christian Lemmerz modtages til opstilling inden udgangen af 2022.
- at statue af Anker Jørgensen modtages i foråret 2020.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2020
Indstillingens 1. og 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B, C, F, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: A.
Indstillingens 5. at punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B, C, F, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: A.
Indstillingens 4., 6. og 7. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne godkender Anker Jørgensen statuen på Borgbjergvej i Sydhavnen, fordi det er ved Anker Jørgensens bopæl, og der er lokal opbakning til den. Vi mener dog at det er en uskik at sætte monumenter op før de er politisk godkendt.”
Beslutning
Der blev begæret delt afstemning om indstillingen.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med 34 stemmer imod 21. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, Å, B, V, C og O.
Imod stemte: A, F og Niko Grünfeld (Løsgænger).
Indstillingens 1. 3. og 4. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Niko Grünfeld (Løsgænger) afgav følgende protokolmærkning:
”Rådet for Visuel Kunst (hvor jeg er medlem) fandt, at opstilling af mindesmærke for Anker Jørgensen på mange måder var en god idé, men Rådet fandt samtidigt, at det var uhensigtsmæssigt, at det var sket uden en forudgående kunstnerisk proces, og at det er dybt problematisk, at det er sket uden den fornødne tilladelse til opsætning af et monument i Københavns Kommune. Samtidigt ville Rådet have foretrukket et kunstnerisk monument af sin tid, på samme måde som Anker Jørgensen var en politiker af sin tid. Anker Jørgensen var på mange måder en utraditionel politisk leder, som kunne have fortjent en mere utraditionel kunstnerisk skildring. Derfor vil Rådet anbefale, at denne slags monumenter fremadrettet udelukkende opstilles med gældende tilladelser og en forudgående kunstfaglig proces for at sikre den kunstneriske kvalitet.
Socialdemokratiet og SF afgav følgende protokolmærkning, som Niko Grünfeld valgte at tilslutte sig:
“Partierne synes kunst i bybilledet er af stor betydning. Ideen om en Olsen- Banden-skulptur på Tingstedet i Valby er sjov og sympatisk. Men netop fordi kunst i bybilledet har stor betydning og skulpturer lang varighed er det vigtigt at man vælger rigtigt og sikrer et højt kunstnerisk niveau. Når Rådet for Visuel Kunst ikke kan bakke op om det konkrete værk er der derfor grund til at se på ideen en gang til, således at Tingstedet får et passende kunstnerisk match til den Hanne Varming-skulptur der allerede pryder pladsen.”
Enhedslisten, Radikale Venstre, SF videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Alternativet valgte at tilslutte sig:
”Partierne godkender Anker Jørgensen statuen på Borgbjergvej i Sydhavnen, fordi det er ved Anker Jørgensens bopæl, og der er lokal opbakning til den. Vi mener dog at det er en uskik at sætte monumenter op før de er politisk godkendt.”