Medlemsforslag om at færre krydstogtskibe skal anløbe København
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med øvrige forvaltninger at undersøge, hvorvidt der er lovhjemmel til at beslutte, at der fastsættes et loft for, hvor mange krydstogtskibe, der årligt må anløbe Københavns Havn, så antallet reduceres, samt undersøge hvilke skærpede miljøkrav, der kan stilles til de krydstogtskibe, der anløber Københavns havn. Resultaterne af undersøgelsen skal forelægges Borgerrepræsentationen inden sommerferien 2021.
(Stillet af Alternativet)
Motivering
Siden 2015 er antallet af krydstogtskibe, der lægger til i Københavns havn, steget med 23%. 2020 skulle have været rekordår, hvor det var planlagt, at ikke færre end 349 krydstogtskibe skulle have lagt til i København. Med flere skibe følger flere turister, der samler sig i Indre by, før de igen hopper på krydstogtskibet og sejler videre til næste destination. Det er ikke bæredygtigt, og turisternes økonomiske bidrag til byen vejer langt fra op for den store negative klima- og miljømæssige belastning, som krydstogtskibene medfører.
Forskere fra Aarhus Universitet har undersøgt udledningen af partikler og NOx-forurening fra et krydstogtskib, der lægger til i en dansk havn, og kan konkludere, at det udleder samme mængde luftforurening som flere tusinde personbiler, der kører i byens gader. De to typer luftforurening har blandt andet været associeret med kronisk bronkitis, blodpropper i hjernen og for tidlig død.
Derudover er krydstogtskibene negative påvirkning på klimaet veldokumenteret. I 2018 udledte krydstogtskibene i København cirka 17.000 tons CO2, og dette tal forventes at stige til 28.000 tons i 2030.
Ifølge en analyse fra COWI for Københavns Kommune vil en del af disse negative påvirkninger kunne afhjælpes ved etablering af landstrøm, men selv i det allermest optimistiske scenarie, vil partikelemission og C02-udledningen kun være halveret i 2030.
Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at leve op til ambitionerne i Københavns Kommuneplan 2019 om bæredygtig byudvikling og turisme samt komme i mål med visionen om at blive verdens første C02-neutrale hovedstad i 2025, er vi nødt til at kigge på krydstogtsturismen. Derfor foreslår Alternativet, at de relevante forvaltninger undersøger, om der kan lægges et loft over antallet af krydstogtskibe i København, samt om der kan stilles strengere miljøkrav til de skibe, der anløber havnen.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 4. marts 2021
Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen fremsatte ændringsforslag (ÆF1) om erstatning af medlemsforslaget:
”1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med øvrige forvaltninger at undersøge, hvorvidt der er lovhjemmel til at beslutte, at der fastsættes et loft for, hvor mange krydstogtskibe, der årligt må anløbe Københavns Havn, så antallet reduceres.
2. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med øvrige forvaltninger at undersøge, hvilke skærpede miljøkrav, der kan stilles til de krydstogtskibe, der anløber Københavns havn.
3. at resultaterne af undersøgelsen skal forelægges Borgerrepræsentationen inden sommerferien 2021.”
Det af Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen fremsatte ændringsforslag (ÆF1) 1. at-punkt blev forkastet med 34 stemmer imod 21. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, F, Å og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.
Imod stemte: A, B, V, C, O, Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen.
Det af Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen fremsatte ændringsforslag (ÆF1) 2. at-punkt blev vedtaget med 32 stemmer imod 23. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, B, F, Å, C, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen og Løsgænger Kåre Traberg Smidt.
Imod stemte: A, V, O og Løsgænger Peter Dits Christensen.
Det af Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen fremsatte ændringsforslag (ÆF1) 3. at-punkt blev vedtaget med 33 stemmer imod 17. 5 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, B, F, Å, C, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen.
Imod stemte: A og O.
Undlod at stemme: V.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti ser gerne, at Økonomiforvaltningen undersøger, i hvilket omfang krydstogtsskibene kan pålægges at anvende grøn landstrøm under anløb af København.”
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre er enige i, at der er en stor udfordring med krydstogtsskibenes luftforurening og har derfor i årevis arbejdet for at nedbringe denne forurening i København ved bl.a. at etablere landstrøm til krydstogtsskibene. Vi mener dog ikke, at det er den rigtige løsning at forbyde turister at besøge København – hverken med krydstogtsskibe eller andre transportmidler. Vi vil derimod styrke indsatserne med landstrøm og miljøkrav til krydstogtsskibene, så turister kan besøge København med mindst mulig luftforurening til følge.”
SF afgav følgende protokolbemærkning:
“SF bakker op om forslaget, fordi vi er interesserede i at begrænse forureningen fra de store krydstogtskibe, men vi mener at skibe på landstrøm bør kunne undtages fra et evt. loft. Turismen er vigtig i København og den skal igang igen, men på en bæredygtig måde."