Medlemsforslag om en ambitiøs ny klimaplan 2035
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger og eksterne aktører at forberede en sag til politisk behandling om, hvordan vi implementerer en ny klimaplan for 2035 med udgangspunkt i følgende tre målsætninger 1) En halvering af CO2-udledninger forbundet med borgernes forbrug i 2035 2) En halvering af CO2-udledninger fra offentlige indkøb i 2030 og 3) en fastholdelse og skærpelse af klimaneutraliteten i 2025 til klimapositiv med udfasning af biomasse i 2035. Indstillingen skal behandles i Borgerrepræsentationen senest i efteråret 2021.
(Stillet af Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Dansk Folkeparti)
Motivering
Det er fuldkommen afgørende at få reduceret verdens CO2-udledninger markant, hvis vi skal holde den globale opvarmning under 1,5 grader. Og det skal vi, hvis ikke der skal ske uoprettelige biologiske og klimatiske ændringer (IPCC; 2018).
Med 2025-klimaplanen har København startet en god udvikling, men vi er langt fra i mål med at tage ansvar for den store CO2 påvirkning, vi har som kommune. Derfor foreslås det, at Borgerrepræsentationen allerede nu tager stilling til en ny klimaplan, der kan træde i kraft, når den nuværende klimaplan udløber i 2025, og som spiller ind i Doughnut-modellens helhedsforståelse.
Forslagsstillerne ønsker en ambitiøs klimaplan, der tager fat på de helt store CO2-syndere. Det gælder ikke mindst den udledning, der er forbundet med københavnernes forbrug af f.eks. tøj, mad, elektronik og rejser. Københavnerne er her blandt dem, der udleder mest pr. borger på verdensplan.
Denne store kilde til CO2-udledninger fra borgernes forbrug er slet ikke medregnet i den nuværende klimaplan, fordi selve udledningen ikke foregår i København. Som hovedstad i et land med meget klimabevidste borgere og som en rig og demokratisk velfungerende kommune, skal vi være forgangsby på klimaområdet og tage ansvar for de udledninger, vi reelt forårsager. Derfor foreslås det, at Borgerrepræsentationen i den nye klimaplan sætter et mål om at halvere CO2-udledninger forbundet med borgernes forbrug frem mod 2035. Det kan f.eks. ske via nudging, oplysningskampagner, partnerskaber med detailhandelen og omfattende borgerinddragelse. Det kræver, at kommunen udvikler en opgørelsesmetode, så vi kan monitorere københavnernes forbrugsrelaterede CO2-udledninger, hvilket også skal gøres i forbindelse med implementeringen af Doughnut-modellen.
Som det andet centrale mål foreslås det, at Borgerrepræsentationen forpligter sig på at halvere CO2-udledningerne fra kommunens egne indkøb i 2030. Som Danmarks største kommune har det stor betydning, hvordan vi køber ind i regi af kommunen. Samtidig flugter det med FNs mål om at halvere udledningen fra offentligt forbrug i 2030.
Det foreslås som det tredje centrale mål, at kommunen fastholder sit CO2-neutralitetsmål efter 2025 og går skridtet videre imod at være klimapositiv med udfasning af biomasse inden 2035. Biomasse anses af klimaforskningen ikke længere som CO2-neutralt, og samtidig er det på ingen måde en skalerbar løsning. Senest har mere end 500 naturvidenskabelige forskere sendt en appel til USA’s præsident Joe Biden og EU-formand Ursula von der Leyen, hvor de advarer om, at brug af biomasse er mere skadeligt end afbrænding af fossile brændstoffer som olie, kul og gas. Derfor skal vi i stedet satse på reelt bæredygtige og CO2-neutrale energikilder som f.eks. geotermi, jordvarme, lagring, solceller, varmepumper samt bølge- og vindenergi og lignende. Samtidig skal vi udvikle og udnytte teknologier som Carbon Capture and Storage, Power to X, Direct Air Capture og lignende, der reelt vil kunne give et plus på klimaregnskabet. Slutteligt skal vi medregne CO2-optag fra begrønning.
Forslagsstillerne ønsker at oprette et ekspertråd til rådgivning af Borgerrepræsentation i forbindelse med implementeringen af den nye Klimaplan for 2035.
Det er tid til at tage klimaansvar ved at indrette vores opgørelser, målsætninger og samfund, så de fører os selv og vores kommende generationer i en tryg og holdbar retning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 4. marts 2021
Venstre stillede et forslag om udvalgshenvisning til Teknik- og Miljøudvalget.
Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) om erstatning af medlemsforslaget:
”1.at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger og eksterne aktører at forberede en sag til politisk behandling om, hvordan vi implementerer en ny klimaplan for 2035 med udgangspunkt i følgende tre målsætninger 1) En halvering af CO2-udledninger forbundet med borgernes forbrug i 2035 2) En halvering af CO2-udledninger fra offentlige indkøb i 2030 og 3) en fastholdelse og skærpelse af klimaneutraliteten i 2025 til klimapositiv i 2035 med indberegning af CO2-udledninger forbundet med biomasse. Indstillingen skal behandles i Borgerrepræsentationen i senest i efteråret 2021.”
Et forslag fra Venstre om at udvalgshenvise til Teknik- og Miljøudvalget blev forkastet med 49 stemmer mod 6. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: V og Løsgænger Peter Dits Christensen.
Imod stemte: A, Ø, B, F, Å, C, O, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen og Løsgænger Kåre Traberg Smidt.
Det af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget med 48 stemmer imod 0. 7 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F, Å, C, O, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti og Løsgænger Kåre Traberg Smidt.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: V, Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen og Løsgænger Peter Dits Christensen.
Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning, som Det Konservative Folkeparti valgte at tilslutte sig:
”Partierne ser frem til, at der skal laves en ny klimaplan for perioden efter den nugældende klimamålsætning. Med målet om CO2-neutralitet i 2025 satte København ny international standard for den grønne omstilling. Det samme skal vi gøre med den kommende klimaplan. Til gengæld mener partierne, at en kommende klimaplan skal udvikles med bred inddragelse af københavnere, eksperter og organisationer – og ikke vedtages i hast på et møde i Borgerrepræsentationen, uden forudgående debat og dialog. Samtidig er partierne kritiske overfor, at kommunen skal blande sig i københavnernes privatforbrug med vidtgående målsætninger om reduktioner. Med det afsæt vil partierne gå positivt ind i arbejdet med udvikling af en ny klimaplan.”
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre arbejder på mange parametre for en grøn omstilling i København. Vi mener dog ikke, at de foreslåede initiativer er de rigtige. Ikke mindst er vi bekymrede over forslaget om at udfase biobrændsel, henset de store investeringer, kommunen har lavet i anlæg, der netop kan håndtere denne form for brændsel.”