Mødedato: 03.12.2021, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udpegning af medlemmer til bestyrelsen for de to Arena-selskaber

Borgerrepræsentationen skal udpege 1 medlem til de to Arena-selskabers bestyrelser. I tillæg til dette skal Københavns Kommune og Realdania i forening udpege yderligere 1 medlem.

Indstilling

 

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen udpeger 1 medlem til bestyrelserne i henholdsvis Arena CPHX P/S og Arena CPHX Komplementar A/S til indtræden på selskabernes generalforsamlinger i maj 2022,
  2. at det godkendes, at Københavns Kommune - i forening med Realdania - indstiller adm. direktør Lars Liebst som fælles kandidat til valg til bestyrelserne for Arena CPHX P/S og Arena CPHX Komplementar A/S på selskabernes generalforsamlinger i maj 2022.

 

Indstillingen af Lars Liebst gælder for den resterende del af den kommunale valgperiode.

 

(Økonomiforvaltningen)

Problemstilling

Arena CPHX P/S er og betegnes som et kommanditaktieselskab eller partnerselskab, hvori Københavns Kommune og Realdania er aktionærer, og Arena CPHX Komplementar A/S (med samme aktionærer) er komplementar og hæfter for selskabets forpligtelser.

Formålet med Københavns Kommunes deltagelse i selskabet har været at sikre København en facilitet til store idræts- og kulturbegivenheder, hvorfor kommunens aktiepost i selskabet på sigt forventes afhændet på det herfor optimale tidspunkt.

Københavns Kommunes ejerandel udgør 50 pct.

Bestyrelsen i Arena CPHX P/S har 3 medlemmer – tilsvarende gælder for Arena CPHX Komplementar A/S.

Borgerrepræsentationen skal udpege 1 medlem til bestyrelsen for Arena CPHX P/S. Medaktionæren, Realdania, udpeger de 1 medlem. Det tredje medlem udpeges af Københavns Kommune og Realdania i forening.

I henhold til ejeraftale skal de pågældende repræsentanter tillige udpeges til bestyrelsen i Arena CPHX Komplementar A/S – bestyrelsesmedlemmerne i dette selskab modtager ikke honorar.

Løsning

Det anbefales, at Borgerrepræsentationen til selskaberne udpeger et bestyrelsesmedlem med særlige kompetencer inden for bygningsdrift og ejendomsadministration samt sports-, kultur- og oplevelsesøkonomi.

Bestyrelsesformanden vælges på generalforsamling(er). Økonomiforvaltningen og Realdania har en forudgående dialog herom.

Videre proces

Når udpegningen er foretaget, vil Økonomiforvaltningen orientere selskaberne herom med henblik på afholdelse af generalforsamlinger, hvor formelt valg til bestyrelserne gennemføres.

Bemærkninger til hvervet

Antal pladser

1 medlem udpeges af Københavns Kommune

1 medlem udpeges af Københavns Kommune og Realdania i forening.

Særlige krav/valgbetingelser

Bemærkninger i øvrigt

Kompetenceprofil:

1.

Bestyrelsen skal samlet besidde kompetencer indenfor:

  • Bygningsdrift og ejendomsadministration
  • Sports-, kultur- og oplevelsesøkonomi
  • Finansiering og formueforvaltning

 

2.

Det vurderes, at bestyrelsens kompetenceprofil skal opfyldes gennem kommunens udpegning af bestyrelsesmedlemmer med særlige kompetencer indenfor bygningsdrift og ejendomsadministration samt sports-, kultur- og oplevelsesøkonomi.

Såfremt der er medlemmer af Borgerrepræsentationen med sådanne kompetencer, vil disse kunne vælges

Uafhængighed:

Københavns Kommune vælger 1 ud af 3 bestyrelsesmedlemmer i selskaberne. Det er ikke Københavns Kommunes primære interesse at vælge uafhængige bestyrelsesmedlemmer, men at vælge bestyrelsesmedlemmer, som sammen med de af Realdania udpegede bestyrelsesmedlemmer sikrer, at bestyrelsen samlet set besidder de ønskede kompetencer. De kommunalt valgte bestyrelsesmedlemmer er ikke underlagt instruktionsbeføjelse, uanset om de er eksterne/uafhængige eller udpeget fra Borgerrepræsentationen.

Udpegningstype

Flertalsvalg

Vederlag

Formand: 156.366 kr. årligt

Menigt medlem: 78.183 kr. årligt

Funktionsperiode

Funktionsperioden følger den kommunale valgperiode. De kommunalt valgte medlemmer til selskabernes bestyrelser skal udpeges for hele valgperioden, men vælges (genvælges) formelt på selskabernes årlige generalforsamlinger.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. december 2021

Indstillingen blev godkendt.

 

Det udpegede medlem fremgår af bilag 6 under punkt 1.

Til top