Mødedato: 03.11.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Reduktionsmål for madspild i Københavns Kommunes offentlige køkkener og institutioner

Se alle bilag

Der fremlægges forslag til Borgerrepræsentationen om reduktionsmål på 50 % for madspild i Københavns Kommunes offentlige køkkener og institutioner. Målene vil blive gennemført via bl.a. gastronomisk rådgivning, kurser og konkrete handlingsplaner i de enkelte forvaltninger, og vil blive fulgt op via årlige målinger. Hver forvaltning vil få et reduktionsmål.

Reduktion af madspild i de kommunale køkkener vil bidrage til en reduktion af Københavns Kommunes klimabelastning fra offentlige måltider.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at et reduktionsmål på 50 % for madspild inden 2030 i Københavns Kommunes offentlige køkkener og institutioner godkendes, 
  2. at en målsætning om at de første 15 % skal være opnået inden 2025 godkendes. 

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Det er med Mad- og Måltidsstrategien fra 2019 vedtaget, at Københavns Kommune skal udarbejde et reduktionsmål for madspild i Københavns Kommunes offentlige køkkener og institutioner.

Borgerrepræsentationen har i 2019 tilsluttet sig C40’s mål om en 50 % madspildsreduktion i 2030 gennem ”Good Food Cities Declaration”. Desuden er FN’s mål under verdensmål 12: ”Ansvarligt forbrug og produktion” en 50 % madspildsreduktion i 2030.

Københavns Kommune har i 2021 udarbejdet en madspildsrapport, der giver en indikation af det nuværende madspild i Københavns Kommunes institutioner. På baggrund af en stikprøvemåling i 29 repræsentative enheder, er madspildet estimeret til 3.184 tons i 2021 for 746 enheder i Socialforvaltningen, Sundheds og Omsorgsforvaltningen samt Børne- og Ungdomsforvaltningen. Dette svarer til udledning af ca. 40.000 tons CO₂ fra produktion af fødevarer til Københavns Kommune (CO₂ effekten er beregnet af Meyers Madhus, med afsæt i World Resources Institutes emissionsfaktorer). Dette svarer til ca. 3.700 danskeres årlige forbrugsbaserede CO₂-udledning (En danskers forbrugsbaserede klimaaftryk er i snit 11 tons CO₂ årligt i 2020, ifølge Energistyrelsens ”Global Afrapportering 2022). 

Det er vigtigt at understrege, at madspild aldrig kan undgås helt, da det ikke må gå ud over ernæringen, det sociale fællesskab og borgernes trivsel.

Løsning

Styregruppen for Mad- og Måltidstrategien indstiller, at der fastsættes et mål om reduktion for hver af de deltagende forvaltningers madspild med 15 % inden 2025, og yderligere 35 % inden 2030 – i alt 50 % reduktion af madspild. Målet omfatter som udgangspunkt ca. 752 enheder (ud af totalt ca. 1027): daginstitutioner, skoler, fritidsklubber, bo- og dagtilbud, plejehjem og centralkøkkener (se bilag 2).

Målsætningen implementeres således, at de tre forvaltninger hver især skal efterleve målsætningerne. Konkrete måltal for de enkelte forvaltninger baseres på forvaltningernes opmålte baseline. Derfor vil den samlede reduktion blive mindre for de forvaltninger som producerer mindre madspild som udgangspunkt. Det samme princip er gældende for Københavns Kommunes klimamål, og økologimål.

Nærværende indstilling har været i forvaltningshøring i Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Se høringssvar i bilag 3.

Reduktionsmålet omfatter som udgangspunkt kommunens offentlige køkkener, som hører under Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen kan arbejde med madspild igennem udbudsprocesser til hhv. bortforpagtede personalekantiner og caféforpagtninger. Her kan der i udbudsprocessen lægges vægt på, at forpagtere skal arbejde for at reducere madspild. Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder med madspild bl.a. igennem borger- og virksomhedsrettede indsatser. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har ikke nogen aktiviteter under Mad- og Måltidsstrategien som vedrører madspild.

Proces frem mod indfrielse af mål:

Ansvaret for indfrielse af målet ligger hos Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (CO₂ effekten er beregnet af Meyers Madhus, med afsæt i World Resources Institutes emissionsfaktorer). Madspildsindsatsen under den nuværende Mad- og Måltidsstrategi koordineres af Børne- og Ungdomsforvaltningen, som er tildelt ansvaret for at koordinere indsatsen og sikre fremdrift på tværs af forvaltningerne.

Gennem den nuværende madkvalitetsaftale (2021-2024) yder Københavns Kommunes underleverandør, Meyers Madhus, rådgivning og kurser, bl.a. med fokus på indsatser for at reducere madspild. Forvaltningerne forventes herudover at udarbejde handlingsplaner med yderligere indsatser for reduktion af madspild for hver institutionstype. 

Madspildsrapporten fra 2021 har givet en god indsigt i kommunens madspild, og resultaterne fra rapporten vil bl.a. vil bl.a. blive brugt ifm. udarbejdelse af de forvaltningsspecifikke handlingsplaner. Metoden bag rapporten vurderes dog at være for omkostningsfuld til at gentage hvert år, hvorfor den ikke kan anbefales som baseline. Første dataindsamling finder sted i efteråret 2022 og bliver dermed den baseline, som bruges til at fordele måltal ud på de enkelte forvaltninger. For mere information om opfølgnings- og målemetode se bilag 2.

Økonomi

Arbejdet med at realisere reduktionsmålet vil delvist blive finansieret via madkvalitetsmidlerne, som en del af den eksisterende madkvalitetsaftale med underleverandør Meyers Madhus i form af rådgivning og kurser til institutionerne.

Midler afsat til implementering af Mad og Måltidsstrategien vil finansiere madspildsmålinger inden for den nuværende strategiperiode (2022- 2024).

De forvaltningsspecifikke handlingsplaner kan medføre, at der skal iværksættes forsøg, som søges finansieret i overførelsessagen for 2022-2023 eller budget 2024.

Videre proces

Såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil arbejdet med reduktionsmål for madspild i kommunens køkkener og institutioner blive igangsat primo 2023.

Status på madspildsindsatsen – herunder fremdrift ift. målsætningen - afrapporteres til Borgerrepræsentationen i forbindelse med den generelle afrapportering af Mad- og Måltidsstrategien.

 

Søren Hartmann Hede  /  Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at et reduktionsmål på 50 % for madspild inden 2030 i Københavns Kommunes offentlige køkkener og institutioner godkendes, 
  2. at en målsætning om at de første 15 % skal være opnået inden 2025 godkendes. 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. oktober 2022

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. november 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top