Mødedato: 03.11.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Godkendelse af årsregnskabet 2021

Se alle bilag

Københavns Kommunes regnskab for 2021 og forvaltningernes handleplaner til revisionsberetningen fremlægges til godkendelse på baggrund af Revisionsudvalgets behandling af regnskabet i revisionsbetænkningen. Efter Borgerrepræsentationens godkendelse oversendes regnskabet til tilsynsmyndighederne.

Revisionsudvalget vurderer, at der overordnet er sket forbedringer i kvalitet og modenhed på regnskabsområdet, men fremhæver samtidig nogle områder, der bør forbedres. I indstillingen fremgår Økonomiforvaltningens svar på udvalgets bemærkninger.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at revisionsbetænkningen om revisionen af Københavns Kommunes regnskab for 2021, jf. bilag 1, tages til efterretning,
  2. at udvalgenes besluttede foranstaltninger som følge af revisionens bemærkninger, jf. bilag 3, godkendes,
  3. at Københavns Kommunes regnskab for 2021, jf. bilag 4 og 5, godkendes.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Københavns Kommune overholdt i 2021 de samlede udgiftsrammer på service og anlæg. Der var i regnskabet for 2021 et mindreforbrug på service på 14 mio. kr., et mindreforbrug på bruttoanlæg på 594 mio. kr. og et mindreforbrug på overførsler mv. på 22 mio. kr.

Københavns Kommune modtog den 1. juni 2022 revisionsberetningen til regnskabet for 2021. Med beretningen godkendte kommunens eksterne revisor Deloitte årsregnskabet for 2021 uden forbehold. Revisionen anførte desuden, at det generelt er vurderingen, at forretningsgange mv. i Københavns Kommune er designet i overensstemmelse med de gældende regler, og at efterlevelse heraf understøtter kommunens regnskabsaflæggelse og økonomistyring på betryggende vis.

På baggrund af forvaltningernes handleplaner, som blev forelagt Økonomiudvalget på mødet den 30. august 2022, har Revisionsudvalget udarbejdet deres betænkning over revisionen af årsregnskabet 2021, som danner grundlag for Borgerrepræsentationens endelige behandling af regnskabet.

Løsning

Revisionsudvalget har med sin revisionsbetænkning behandlet den eksterne revisor, Deloittes, revisionsberetning, samt de handleplaner, Økonomiudvalget og de stående udvalg har knyttet til revisionsberetningen.

Revisionsudvalget skriver i sin betænkning følgende: ”Det er Revisionsudvalgets samlede vurdering, at Økonomiudvalgets og de stående udvalgs besvarelser og besluttede handleplaner vil kunne imødegå de fejl og mangler, der har givet anledning til revisionsbemærkningerne, såfremt disse gennemføres.”

Revisionsudvalget bemærker, at det er positivt, at antallet af revisionsbemærkninger samlet set er faldet gennem de seneste år, men også at karakteren af bemærkningerne har ændret sig, så kritikken i nye bemærkninger er blevet mere specifik. Det vurderes at være et tegn på at der er sket forbedringer i kvalitet og modenheden på regnskabsområdet i kommunen.

Revisionsudvalget har derudover nedenstående bemærkninger som følge af de væsentligste forhold i revisionsberetningen.

Revisionsudvalgets bemærkninger og anbefalinger

Økonomiforvaltningens kommentarer

Forvaltningernes handleplaner

Økonomiudvalget skal hvert år godkende Økonomiforvaltningens handleplaner til revisionsbemærkningerne og oversende alle øvrige forvaltningers handleplaner til Revisionsudvalget. De øvrige forvaltningers handleplaner er behandlet på fagudvalgene i løbet af august 2022.

Det er Revisionsudvalgets samlede vurdering, at Økonomiudvalgets og de stående udvalgs besvarelser og besluttede handleplaner vil kunne imødegå de fejl og mangler, der har givet anledning til revisionsbemærkningerne, såfremt disse gennemføres.

 

Revisionsudvalget konstaterer dog, at handleplanerne er meget uensartede og i flere tilfælde mere generelle og upræcise i forhold til problemstillingen. Dermed kan det være vanskeligt at vurdere, hvorvidt indsatsen er effektiv.

 

Revisionsudvalget anbefaler, at Økonomiudvalget anmoder direktionen i Økonomiforvaltningen om at sikre mere strukturerede og ensartede handleplaner på tværs af alle forvaltninger - eventuelt ved udarbejdelse af en skabelon. I nogle tilfælde har forvaltningerne kendt til og arbejdet med bemærkningerne i mere end 6 måneder. I disse tilfælde bør handleplanerne så vidt muligt omhandle de konstaterede fremskridt ift. at bemærkningerne kan lukkes.

Økonomiforvaltningen vil gå i dialog med forvaltningerne om udformning af en skabelon til udarbejdelse af handleplanerne, herunder med fokus på at der indgår konkrete målepunkter, der kan følges op på 6 måneder senere. Dette skal sikre mere ensartede handleplaner til revisionsbemærkningerne fremadrettet.

Borgerrettede processer

Revisionsudvalget noterer sig, at flere af årets revisionsbemærkninger retter sig mod enten fejl i udbetalinger til borgere/medarbejdere (arbejdsskadeerstatninger) eller fejl i opkrævninger (borgerrettede takster).

 

Revisionsudvalget finder det helt overordnet utilfredsstillende, at der er væsentlige fejl og mangler i forhold til både de ydelser, der udbetales til borgerne, eller de ydelser borgerne opkræves for, og som kræver både tilbagesøgning og tilbagebetaling.

 

Der henstilles derfor, at fagudvalgene indskærper, at direktionen i de enkelte forvaltninger sikrer, at den iboende risiko vedrørende borgerettede ydelser som udgangspunkt vurderes som høj. Dette indebærer, at det overordnede kontrolmiljø og de organisatoriske rammer skal understøtte et velfungerende ledelses- og kontrolsystem, og at der på de enkelte aktivitetsområder er beskrevet og implementeret interne kontroller, som reducerer risikoen for væsentlige fejl og mangler i de borgerettede processer til et acceptabelt niveau.

Forvaltningerne har udarbejdet handleplaner til revisionsbemærkningerne vedrørende fejl i udbetaling til borgere/medarbejdere og fejl i opkrævninger (borgerrettede takster), der skal sikre, at der rettes op på fejlene, og at de ikke opstår fremadrettet. I januar 2023 vil forvaltningernes opfølgning på handleplanerne blive forelagt Økonomiudvalget.

 

Økonomiforvaltningen vil rette henvendelse til forvaltningerne med henblik på at indskærpe, at der skal sikres et tilstrækkeligt kontrolmiljø omkring de borgerrettede ydelser og takster.

Økonomiforvaltningen følger løbende op på revisionsbemærkningerne og forvaltningernes handleplaner. Økonomiudvalget vil få forelagt de løbende revisionsrapporter samt opfølgning på årsrevisionen i januar 2023.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Den endelige godkendelse af regnskabet for 2021 inkl. handleplaner til revisionens bemærkninger sker på Borgerrepræsentationens møde den 3. november 2022. Herefter oversendes regnskabet til tilsynsmyndighederne.

Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at revisionsbetænkningen om revisionen af Københavns Kommunes regnskab for 2021, jf. bilag 1, tages til efterretning,
  2. at udvalgenes besluttede foranstaltninger som følge af revisionens bemærkninger, jf. bilag 3, godkendes,
  3. at Københavns Kommunes regnskab for 2021, jf. bilag 4 og 5, godkendes.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. oktober 2022

 

Revisor Lars Kronow fra Deloitte og chef for Intern Revision, Jesper Andersen, var til stede under behandlingen af dagsordenspunktet af hensyn til sagens oplysning.

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. november 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top