Medlemsforslag om at omdøbe pladsen ved Irans ambassade til Jina Mahsa Aminis Plads
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om at omdøbe pladsen ved Irans ambassade til Jina Mahsa Aminis Plads.
(Stillet af SF)
Motivering
Den 13. september 2022 blev Jina Mahsa Amini anholdt og gennembanket af moralpolitiet i Iran, fordi hun ikke havde tildækket sit hår i det omfang som myndighederne krævede. Efter 3 dage døde hun af sine kvæstelser og er sidenhen blevet et symbol for de demonstrationer for kvinders rettigheder i Iran som nu foregår i store dele af verden.
SF ønsker, at Jina Mahsa Amini hædres ved, at pladsen ud for Irans ambassade mellem Vestagervej og Engskiftevej omdøbes til Jina Mahsa Aminis Plads, så kampen for kvinderettigheder i Iran også synliggøres i København.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. november 2022
Et forslag fra Radikale Venstre om at udvalgshenvise forslaget til Teknik- og Miljøudvalget blev forkastet med 29 stemmer imod 20. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B, F, V, Å, I, D og O.
Imod stemte: Ø, A og C.
Medlemsforslaget blev herefter forkastet med 29 stemmer imod 12. 8 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: F, V, I, D og O.
Imod stemte: Ø, A og C.
Undlod at stemme: B og Å.
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi fremsatte forslag om at omdøbe gaden ved Ruslands ambassade til Ukrainegade i anerkendelse af Ukraines frihedskamp. Og vi bakker også op om dette forslag, der ligeledes anerkender kampen om frihed.”
Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Vi er helt enige i intentionen om at vise solidaritet med frihedskampen i Iran. Men vi har i kommunen ikke hjemmel til at ændre navn på en vej eller plads på baggrund af udenrigspolitiske argumenter.”