Mødedato: 03.11.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om 8-mands kunstgræsbane i Mimersparken

Medlemsforslag 

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen anmoder Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde nye forslag til hvorledes der kan placeres en 8-mands kunstgræsbane i den nordlige ende af Mimersparken.

(Stillet af Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Alternativet, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti)

 

Motivering 

Partierne er ærgerlige over afslaget på at etablere en kunstgræsbane i Nørrebroparken. Mimersparken er under omdannelse i forbindelse med Nordvestpassagen og det er netop konstateret, at der ikke er så meget jord som forventet til landskabsbearbejdning i den nordlige ende af parken. Der er derfor mulighed for at indplacere en 8-mands kunstgræsbane i parken. Det haster imidlertid med en politisk beslutning, da arbejdet med parken afsluttes i starten af 2023 og der ikke er grund til at etablere noget, som efterfølgende skal bortskaffes. Forslaget skal også belyse de økonomiske konsekvenser, herunder hvad der kan omprioriteres fra den planlagte bane i Nørrebroparken. 

Det skal i processen undersøges, hvordan der kan gennemføres kompenserende tiltag, så der fortsat er adgang til grønt i nærområdet. Samtidig skal lokaludvalget og de lokale fodboldforeninger inddrages i den videre proces. 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. november 2022

Medlemsforslaget blev vedtaget med 41 stemmer imod 2. 8 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, C, B, F, V, I, D, og O.

Imod stemte: Å.

Undlod at stemme: A.

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Alternativet kan ikke bakke op om en kunstgræsbane i Mimersparken, da det er i strid med lokaludvalget opfordring og i givet fald ville skulle placeres på grønne m2 og i praksis betyde, at der ville være meget lidt grønt og rekreativt tilbage i parken. Nørrebro Lokaludvalg har lavet en række principper for placering af kunstgræsbaner, hvor det vigtigste princip er, at nye baner skal placeres på grå m2 og ikke grønne. Der bør i stedet indgås dialog med lokaludvalget om andre mulige placeringer.”

Til top