Målsætninger for klubberne
Målsætninger for klubberne
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 3. november 2005
BR 585/05
Målsætninger for klubberne
Målsætninger for klubberne
Indstilling om, at forslag til "Klubbernes målsætning i Københavns Kommune" godkendes med de præciseringer, som høringsrunden har givet anledning til, at forvaltningen iværksætter initiativer med henblik på at understøtte klubbernes opgave med at opfylde målsætningen, herunder efteruddannelse, organisationsudvikling og ledelse, samt at målsætningen evalueres efter en periode på 4 år med henblik på en eventuel revision.
(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltnin gen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget anbefaler over for Borgerrepræsentationen,
at forslag til "Klubbernes målsætning i Københavns Kommune" godkendes med de præciseringer, som høringsrunden har givet anledning til
at forvaltningen iværksætter initiativer med henblik på at understøtte klubbernes opgave med at opfylde målsætningen, herunder efteruddannelse, organisationsudvikling og ledelse
at målsætningen evalueres efter en periode på 4 år med henblik på en eventuel revision
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 5. oktober 2005
Indstillingen blev godkendt.
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet et forslag til "Klubbernes målsætning i Københavns Kommune ", som blev behandlet på udvalgets møde den 15. juni 2005.
Udvalget besluttede at sende forslaget til høring i fritids- og ungdomsklubber, Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber, paraplyorganisationer for de selvejende institutioner, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, de faglige organisationer, Integrationsrådet, Det rådgivende Integrationsudvalg, SSP–sekretariatet og Københavns Kommunes Ungdomsskole.
Generelt bliver forslaget mødt med stor tilfredshed og opfattes som en god ramme for klubbernes pædagogiske praksis. Enkelte finder forslaget meget detaljeret.
Forvaltningen anbefaler, at målsætningerne godkendes med en enkelt præcisering vedrørende målgruppen samt, at det tilføjes under formålet, at større børn og unge med handicap kan have brug for en særlig tilrettelagt pædagogisk indsats.
Det foreslås, at forvaltningen iværksætter initiativer med henblik på at understøtte klubbernes opgave med at opfylde målsætningen, herunder efteruddannelse, organisationsudvikling og ledelse.
Målsætningen evalueres efter en periode på 4 år med henblik på eventuel revision.
SAGSBESKRIVELSE
Klubbernes nye målsætninger har udgangspunkt i Lov om social service og Københavns Kommunes værdigrundlag og tager afsæt i det allerede etablerede udviklingsarbejde af klubstrukturen, der blev igangsat i 2000 og de gode erfaringer fra arbejdet med resultatmålene.
Klubberne er en del af Københavns Kommunes samlede fritidsindsats og omhandler også det forebyggende og støttende arbejde. Målsætningerne skal give klubberne mulighed for at målrette indsatsen mod de større børn og unges behov og særlige problemstillinger i lokalområdet.
I forbindelse med hvert mål konkretiseres en række tiltag, som danner rammerne for fritids- og ungdomsklubbernes daglige virke. Målsætningerne gælder for den enkelte klub, men vægtningen af de enkelte opgaver kan under hensyntagen til den enkelte klubs målgruppe og lokalområde variere - i forhold til deres kultur og normer som er meget forskellige fra bydel til bydel.
Forslag til "Klubbernes målsætning i Københavns Kommune" blev behandlet på udvalgets møde den 15. juni 2005.
Udvalget besluttede at sende forslaget til høring i fritids- og ungdomsklubber, Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber, paraplyorganisationer for de selvejende institutioner, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, de faglige organisationer, Integrationsrådet, Det rådgivende Integrationsudvalg, SSP–sekretariatet og Københavns Kommunes Ungdomsskole.
Der er i alt indsendt 18 høringssvar fra klubber, Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Det rådgivende Integrationsudvalg, Intergrationsrådet, paraplyorganisationer, faglige organisationer og Københavns Kommunes Ungdomsskole.
En uddybning af de generelle bemærkninger sammen med forvaltningens kommentarer fremgår af bilag 2. Specifikke bemærkninger til de enkelte elementer i målsætningen og forvaltningens kommentarer fremgår af bilag 3.
Generelt bliver forslaget mødt med stor tilfredshed og opfattes af mange som en god ramme for klubbernes pædagogiske praksis. Andre finder forslaget meget detaljeret. Der gøres nogle steder opmærksom på, at arbejdet betyder, at der skal ske en ekstra indsats såvel personalemæssigt som budgetmæssigt.
Forvaltningen foreslår på baggrund af høringssvarene enkelte præciseringer i den oprindelige målsætningstekst.
Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og klubber anbefaler, at udvalget overvejer brugen af ordene kan og skal. Da Fællesrådet finder detaljeringsgraden af målsætningen høj, anmodes om en kort læseværdig udgave rettet mod brugernes forældre.
Forvaltningen anbefaler, at skal-formuleringerne opretholdes, idet målsætningen forpligter klubberne på det tilbud, der skal gives. Målsætningerne vil derfor være gældende for den enkelte klub. Prioriteringen af de enkelte opgaver kan imidlertid variere over tid under hensyntagen til den enkelte klubs målgruppe og lokalområde. I forbindelse med klubbernes udarbejdelse af udviklingsplaner skal klubberne udarbejde en kort læsevenlig udgave til brug for brugere, forældre og øvrige interessenter.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget finder, at det forebyggende, støttende og opsøgende arbejde med børn og unge med en anden etnisk baggrund end dansk skal prioriteres højere i målsætningen. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen finder, at arbejdet med integration af børn og unge med en anden etnisk baggrund er en meget vigtig del af den samlede indsats, som er beskrevet flere steder i målsætningerne bl.a. under målsætningerne "Den integrerende klub" og "Klubbernes samarbejde i bydelen" (se bilag 3). Målsætningen foreslås desuden suppleret af Integrationsrådets forslag om integration af etsprogede børn, se nedenfor.
Integrationsrådet ønsker at fremhæve, at det er vigtigt, at også de etsprogede børn integreres således, at de, der kommer fra skoler med få tosprogede børn og unge får mulighed for at mødes med tosprogede gennem klubsamarbejde. Forvaltningen foreslår på denne baggrund, at det indføjes i målsætningen, at større børn og unge støttes i at skabe tætte kontakter og venskaber samt indgå i fællesskaber på tværs af kulturelle og sociale skel, herunder skabe mulighed for, at etnisk danske større børn og unge fra lokalområder med få tosprogede mødes med tosprogede.
Da der i flere høringssvar rejses tvivl om, hvorvidt deres målgruppe er medtaget, foreslås det præciseret i afsnittet "Baggrund", at målsætningerne gælder for den enkelte klub, men vægtningen af de enkelte opgaver kan variere i forhold til den enkelte klubs målgruppe og lokalområde. Målsætningerne skal tage hensyn til de unges alder og modenhed og i forhold til deres kultur og normer, som er meget forskellige fra bydel til bydel.
I et høringssvar anføres det, at der også er behov for at fokusere på integrationen af børn og unge med svære fysiske, psykiske og sociale handicap. Forvaltningen foreslår derfor, at det indskrives i afsnittet under klubbernes formål, at "Større børn og unge med handicap kan have brug for en særlig tilrettelagt pædagogisk indsats. Klubberne skal rumme udfordringer, der tilgodeser handicappedes behov og forudsætninger."
Som opfølgning på målsætningen agter forvaltningen i løbet af foråret at udarbejde planer for, hvordan forvaltningen vil iværksætte initiativer med henblik på at understøtte klubbernes opgave med at opfylde målsætningen, herunder efteruddannelse, organisationsudvikling og ledelse.
Klubben skal udvikle og beskrive den pædagogiske strategi samt strategi for ledelse og personale i de kommende fire-årige udviklingsplaner med tilhørende handleplaner, som desuden vil indgå i den samlede evaluering af klubbernes arbejde med målsætningen med henblik på en revision.
Økonomi
Udgifterne til opsætning og tryk af pjece vil blive afholdt inden for rammen af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 5.16.1 Klubber.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Udannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Ingen yderligere kommentarer.
BILAG VEDLAGT
· Bilag 1: Forvaltningens forslag til målsætning med indarbejdede ændringer, som er markeret i teksten
· Bilag 2: Generelle bemærkninger og forvaltningens kommentarer
· Bilag 3: Specifikke bemærkninger og forvaltningens kommentarer
· Bilag 4: Nummereret liste over høringssvar
· Bilag 5: Høringssvar
Peter Rasmussen
Michael H. Olsen