Kirkeligning 2025
Borgerrepræsentationen forelægges kirkeligningen og den uforandrede kirkeskatteprocent på 0,8 pct. for 2025. Borgerrepræsentationen skal behandle kirkeligningen, idet det er Borgerrepræsentationens kompetence at behandle sager om udskrivningsgrundlag i kommunen.
Med indstillingen om ’valg mellem statsgaranti eller selvbudgettering’ træffer Borgerrepræsentationen beslutning om udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat. Kommunens valg af udskrivningsgrundlag gælder automatisk også for folkekirken. Det er derfor tilstrækkeligt, at indstillingen om den kirkelige ligning tages til efterretning af Borgerrepræsentationen.
Indstilling
Indstilling om,
1. at kirkeligningen 2025 tages til efterretning,
2. at den kirkelige skatteprocent på 0,8 pct. for 2025 tages til efterretning.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
I forbindelse med vedtagelsen af Københavns Kommunes budget 2025 skal Borgerrepræsentationen behandle kommunens kirkeligning for 2025 og den uforandrede kirkeskatteprocent for 2025 på 0,8 pct. Udskrivningsgrundlaget for den kirkelige ligning skal følge udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat i forbindelse med valg af budgetteringsgrundlag. Det betyder, at det er Borgerrepræsentationen, der i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for den kommunale indkomstskat afgør, om kirken skal anvende det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, eller om kirken skal anvende det selvbudgetterede udskrivningsgrundlag.
Løsning
Det kirkelige budgetudvalg har forudsat, at det er det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, som er gældende for 2025.
Det kirkelige budgetudvalg budgetterer med udgifter i 2025 på 681,6 mio. kr. Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for kirkeskat i København er af Indenrigs- og Sundhedsministeriet opgjort til 85.202,6 mio. kr. for 2025. En fastholdelse af den nuværende skatteprocent på 0,8 vil sikre kirken et provenu på 681,6 mio. kr. i 2025, hvis Borgerrepræsentationen vælger et statsgaranteret udskrivningsgrundlag for Københavns Kommune i 2025.
Provenuet af den kirkelige ligning udbetales forskudsvis til kommunen af staten i tolvtedelsrater. Kommunen viderefordeler beløbet til fællesfonden, kirke- og præstegårdskasserne samt provstiudvalgskasserne.
Hvis Københavns Kommune vælger at selvbudgettere udskrivningsgrundlaget i 2025 frem for det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, vil kirken blive efterreguleret af staten i 2028.
Økonomi
Indstillingen har ingen selvstændig virkning på Københavns Kommunes budget.
Videre proces
Kirkeligningen for 2025 behandles i Borgerrepræsentationen den 3. oktober 2024 samtidig med behandlingen af kommunens budget for 2025.
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at kirkeligningen 2025 tages til efterretning,
2. at den kirkelige skatteprocent på 0,8 pct. for 2025 tages til efterretning.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. september 2024
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. oktober 2024
Indstillingen blev taget til efterretning med 43 stemmer imod 2. 10 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø (Charlotte Lund, Hassan Nur Wardere, Jean Thierry, Knud Holt Nielsen, Maria Sofie Petersen), A, C, F (Annika Smith, Klaus Mygind, Sisse Marie Welling, Yilmaz Yildiz), B, V, Å, I og O
Imod stemte: Ø (Frederik W. Kronborg og Klaus Goldschmidt Henriksen)
Undlod at stemme: Ø (Gorm Anker Gunnarsen, Gyda Heding, Karina Vestergård Madsen, Katrine Hassenkam, Line Barfod, Mikkel Skovgaard, Sinem Demir, Stine Finné Toft) og F (Astrid Aller, Rasmus Steenberger)