Medlemsforslag om tilsyn med privatskoler
Medlemsforslag om tilsyn med privatskoler
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 3. oktober 2002
BR 525/02
Medlemsforslag om tilsyn med privatskoler
Medlemsforslag om tilsyn med privatskoler
(Stillet af Per Bregengaard (Ø), Louise Frevert (O), Majbritt Mamsen (C), Pia Allerslev (V), Heidi Vang (V), Tanwir Ahmed (B), Anna Saakwa (A), Jakob Hougaard (A), Jesper Christensen (A), Charlotte Wieth-Klitgaard (F) og Trine Schaltz (F)):
Borgerrepræsentationen retter henvendelse til Undervisningsministeriet om et generelt statsligt tilsyn med privatskoler.
INDSTILLING
Undertegnede medlemmer af Borgerrepræsentationen foreslår, at nedenstående forslag optages på Borgerrepræsentationens dagsorden på mødet torsdag den 3. oktober 2002:
at Borgerrepræsentationen retter henvendelse til Undervisningsministeriet om et generelt statsligt tilsyn med privatskoler.
MOTIVERING:
Der har på det seneste været eksempler på, at tilsynet med privatskolerne har været utilstrækkeligt. Skolerne har ikke levet op til kravene i loven om friskoler og private grundskoler om, at undervisningen skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolerne.
Selv om tilsynet med den seneste ændring af loven om friskoler og private grundskoler er søgt strammet op med hensyn til, hvordan tilsynet skal føres, og hvad der skal føres tilsyn med, har det vist sig ikke at være tilstrækkeligt. Når forældrekredsen selv har mulighed for at pege på en person til at føre tilsynet, er der ikke tilstrækkelig garanti for, at undervisningen i alle tilfælde kommer til at stå mål med undervisningen i folkeskolen for så vidt angår niveau og kvalitet.
Ideen med loven om friskoler og private grundskoler er, at forældrene har ansvaret for børnenes undervisning. Det er efter vores opfattelse vigtigt, at det indbefatter en tilsynsforpligtelse, som svarer til skolebestyrelserne for folkeskolen, men det er også vigtigt, at samfundet får et reelt ansvar for denne opgave på samme måde, som der er et obligatorisk offentligt tilsyn, når forældrene selv påtager sig undervisningen af deres børn. Det er afgørende for barnets menneskelige og faglige udvikling og evnerne til at klare sig godt som voksen, at barnet modtager en god og tilstrækkelig undervisning.
I realiteten drives friskolerne stort set for offentlige midler, selv om forældrene dog selv betaler en mindre andel af, hvad undervisningen på de private skoler koster. Offentlige myndigheder bør også derfor have en forpligtelse til at sikre, at midlerne bliver brugt i overensstemmelse med de krav, der gælder for, at undervisningen kan stå mål med undervisningen i folkeskolen.
Vi foreslår derfor, at Borgerrepræsentationen retter henvendelse til Undervisningsministeren med opfordring til, at ministeren fremsætter forslag i Folketinget om et obligatorisk offentligt tilsyn med samtlige friskoler og private grundskoler i landet. Københavns Kommune har tidligere på året i høringssvar til Undervisningsministeriet om forslag til lov om ændring af loven om friskoler og private grundskoler foreslået et statsligt tilsyn. Da de kommunale skoler befinder sig i en konkurrencesituation i forhold til de private skoler, finder vi, at uvildigheden gennem denne ordning sikres bedst muligt.
Med et obligatorisk offentligt tilsyn vil der kunne sikres ensartede vilkår for tilsynet med børnenes undervisning, uanset om der er tale om undervisning i folkeskolen, på private skoler med eller uden offentligt tilskud eller undervisning i hjemmet og dermed skabes sikkerhed for, at børnene får den undervisning, de har krav på.
Udkast til brev til Undervisningsministeren vedlægges.
Per Bregengaard (Ø), Louise Frevert (O), Majbritt Mamsen (C), Pia Allerslev (V), Heidi Vang (V), Tanwir Ahmed (B), Anna Saakwa (A), Jakob Hougaard (A), Jesper Christensen (A), Charlotte Wieth-Klitgaard (F) og Trine Schaltz (F)