Endelig vedtagelse af retningslinjer for altaner
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til ”Retningslinjer for altaner og tagterrasser” med ændringer udarbejdet på baggrund af interessenthøring.
Indstilling
Indstilling om,
- at ”Retningslinjer for altaner” (bilag 2) med ændringer, som beskrevet i afsnittet Løsning og bilag 3, vedtages med ikrafttræden den 1. juli 2021. Dog således, at de nuværende altanregler for gårde bibeholdes samt at man fastholder reglerne for altanerne på facaden med undtagelse af ejendomme i SAVE-værdi 1 & 2 der omfattes af forvaltningens nye indstilling.
(Teknik- og Miljøudvalget)
(Standsningssag)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 8. oktober 2020 at sende forslag til mere restriktive ”Retningslinjer for altaner og tagterrasser” i interessenthøring, udarbejdet på baggrund af en drøftelse i Teknik- og Miljøudvalget den 18. maj 2020. Forslaget har været i høring i 8 uger fra den 20. oktober til den 16. december 2020, og der er modtaget 20 høringssvar. Borgerpanelet har vurderet udvalgte dele af retningslinjerne, og der er modtaget 1.477 besvarelser. På baggrund af høringen forelægges forslag til ændringer med henblik på en endelig vedtagelse af retningslinjerne.
Løsning
Forvaltningen vurderer på baggrund af høringen, at den samlede effekt af forslaget til retningslinjer er restriktiv, særligt imod gården, i forhold til den værdi altaner tillægges. Forvaltningen foreslår at fastholde de vigtigste retningslinjer af hensyn til bevaringsværdige bygninger, ældre smalle gader, bygninger med mange dekorationer og kantzoner, men at lempe en række andre retningslinjer, så forslaget gøres lidt mindre restriktivt end det, der blev sendt i høring. Det reviderede forslag er fortsat væsentligt mere restriktivt end de gældende retningslinjer. Alle ændringer kan ses i bilag 3.
De væsentligste forslag til lempelser er:
- Mod gården frafaldes forslag om mindre altaner, så de kan have samme størrelse som i dag.
- Forslag om størrelser på altaner mod gaden lempes, så de mindste altaner kan være dybere, og som udgangspunkt må være 90 cm dybe på bygninger fra før 1920 i stedet for 60 cm. På bygninger efter 1920 må de være op til 110 cm i stedet for 90 cm og 130 cm efter 1960.
- Forslag om ingen altaner på bygninger fra før 1856 lempes, så altaner kan tillades mod gården.
- Forslag om ingen altaner på afskårne hjørner lempes, så altaner kan tillades.
- På gadefacader efter 1920 og på gavle tillades flere huller i ranker af altaner.
- Gesimsbånd på den øverste del af en facade kan i nogle tilfælde gennembrydes.
De foreslåede ændringer vil betyde, at altaner kan være større og dermed mere anvendelige. Der kan etableres altaner lidt flere steder og med større fleksibilitet, så det er nemmere at opnå enighed i en beboerforening. Det bemærkes i øvrigt, at alle retningslinjerne skal overholdes samtidigt. Skemaet viser et groft estimat af andelen af lejligheder i etagebyggeri i 4-7 etager, der har mulighed for altan.
Byggeår |
før 1856 |
1856 – 1919 |
1920 - 1959 |
1960 - 2020 |
||||
Lejligheder i alt |
4.000 |
80.000 |
75.000 |
50.000 |
||||
Estimeret andel af lejligheder der har mulighed for altan med nuværende retningslinjer |
Gaden: 0 – 10% |
Gården: 15 – 30% |
Gaden: 40 – 60% |
Gården: 65 – 85% |
Gaden: 60 – 80% |
Gården: 70 – 90% |
Gaden: 70 – 80% |
Gården: 85 – 95% |
Estimeret andel af lejligheder der har mulighed for altan med foreslåede retningslinjer |
Ingen mulighed |
Gaden: 5 – 15% |
Gården: 50 – 70% |
Gaden: 40 – 60% |
Gården: 60 – 80% |
Gaden: 70 – 80% |
Gården: 75 – 80% |
|
Estimeret andel af lejligheder der har mulighed for altan med de nu foreslåede ændringer |
Ingen mulighed |
Gården: 10 – 20% |
Gaden: 10 – 20% |
Gården: 55– 75% |
Gaden: 45 – 65% |
Gården: 60 – 80% |
Gaden: 70 – 80% |
Gården: 75 – 80% |
Høring
Forvaltningen har modtaget 20 høringssvar (bilag 6) fra 9 lokaludvalg, 4 altanfirmaer og 7 andre interessenter med fokus på arkitektur, bevaring og boliger. I bilag 4 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. I bilag 5 er de 1.477 besvarelser fra borgerpanelet opsummeret. En række lokaludvalg har gennemført egne borgerpanelundersøgelser, vedlagt i bilag 6 med høringssvarene og opsummeret til sidst i bilag 4.
Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden
- De foreslåede retningslinjer er gode og støttes (1 lokaludvalg og 3 andre interessenter).
- De nuværende retningslinjer bør ikke ændres, bl.a. fordi de ikke har haft tid til at virke, og det er problematisk for borgerne, når reglerne ændres ofte (3 lokaludvalg og 3 altanfirmaer).
- De foreslåede retningslinjer er for restriktive, særligt mod gården, og bør lempes i større eller mindre grad. Nogle nævner, at det kan blive svært at få flertal for et altanprojekt, og at effekten kan være et totalt stop for altaner. (5 lokaludvalg, 4 altanfirmaer og 4 andre interessenter).
- Hensyn til dagslys og mindre altaner: 3 interessenter er positive overfor alle forslag om mindre altaner (1 lokaludvalg og 2 anden interessenter). 10 interessenter er positive overfor nogle forslag, men kritiske overfor andre (4 lokaludvalg, 4 altanfirmaer og 2 andre interessenter). 65% af borgerpanelet er overvejende positive og 25% negative ift. forslag om, at altaner må dække færre vinduer mod gården. Kritiske interessenter bemærker bl.a., at altaner, der er for små, ikke er anvendelige. Høringssvar er vedlagt simuleringer, der viser, at en altan med en dybde på 150 cm ikke skygger meget mere end en på 110 cm. Positive nævner bl.a., at hensyn til dagslys er vigtigt, og at altaner primært bruges om sommeren, men skygger hele året.
- Forbud mod altaner på bevaringsværdige bygninger med SAVE-værdi 1-3: Der er 5 interessenter, der er kritiske (2 lokaludvalg, 2 altanfirmaer og 1 anden interessent) og 4 er positive (1 lokaludvalg og 3 andre interessenter). 65% af borgerpanelet er overvejende positive og 27% negative. Kritiske interessenter bemærker, at det er muligt at etablere altaner med god helhedsvirkning på mange bevaringsværdige bygninger. Interessenterne foreslår, at altaner tillades efter en konkret vurdering, og at forbuddet alene bør omfatte SAVE-værdi 1-2. Positive interessenter nævner, at de mest værdifulde facader bør bevares i deres oprindelige helhed uden altaner.
- Forbud mod altaner på bygninger fra før 1920 i de smalleste gader: 4 interessenter er kritiske (1 lokaludvalg, 2 altanfirmaer og 1 anden interessent). Det bemærkes bl.a., at det er muligt at etablere altaner i smalle gader med en god helhedsvirkning, at det kan være hensigtsmæssigt med et forbud i nogle gader, fx i Indre By, men at det bør være muligt at etablere altaner med en begrænset dybde ud fra en konkret vurdering.
- Forbud mod altaner i stueetagen: 4 interessenter er kritiske (1 lokaludvalg og 3 altanfirmaer) og 3 er positive (2 lokaludvalg og 1 anden interessent). 53% af borgerpanelet er overvejende positive og 33% negative (i stueetagen er 44% positive og 44% negative). Kritiske interessenter bemærker bl.a., at det er urimeligt, at stueetagen, hvor der er mindst dagslys, udelukkes fra at få altan, at mange stuelejligheder ikke kan etablere en trappe og at det bliver sværere at få flertal for et altanprojekt. Positive bemærker, at der bør tages hensyn til gårdmiljøet.
- Ingen altaner med udkragning i tagetagen: 1 interessent (lokaludvalg) er kritisk og bemærker, at forslaget vil kunne forhindre flertal for et altanprojekt i en boligforening. 5 interessenter (2 altanfirmaer og 3 andre interessenter) er overordnet positive overfor forslaget. 2 bemærker, at tagkanten i nogen situationer bør kunne gennembrydes uden udkragning.
- Der bør udarbejdes en temalokalplan, der sikrer borgerinddragelse og ensartet håndhævelse af retningslinjer for altaner (2 lokaludvalg og 2 andre interessenter).
- Forvaltningens bilag med fotoeksempler er misvisende, da en del eksempler er etableret, før de nuværende retningslinjer blev vedtaget, og de fremlagte analyser af effekten af retningslinjerne er misvisende, da de ikke medtager ca. 50.000 lejligheder i bygninger i 3 etager (3 altanfirmaer).
- Forvaltningens spørgsmål til borgerpanelet er ledende og tendentiøse (2 altanfirmaer).
Forvaltningens bemærkninger
- Forvaltningen har ingen bemærkninger.
- Forvaltningen har ingen bemærkninger.
- Forvaltningen er enig i vurderingen af, at de foreslåede retningslinjer kan gøre det svært at gennemføre mange altanprojekter, og anbefaler en række lempelser som beskrevet i bilag 3.
- Forvaltningen er enig i vurderingen af, at de foreslåede altanstørrelser er for små i forhold til anvendelighed og anbefaler, at forslag om mindre altaner mod gården frafaldes, og at altaner mod gaden gøres lidt større men dog stadig mindre end med de nuværende retningslinjer.
- Forvaltningen er enig i, at det er muligt at etablere altaner med en god helhedsvirkning på ældre bygninger, herunder bygninger med en høj bevaringsværdi på SAVE 1-3. Forvaltningen vurderer dog, at nye altaner på især ældre gadefacader kan være en væsentlig ændring af arkitekturen og anbefaler, at retningslinjen fastholdes, så de mest værdifulde gadefacader i alle dele af byen fra forskellige tidsperioder og stilarter anbefales bevaret uden altaner.
- Forvaltningen vurderer, at de smalle gader har en særlig egenart, der i højere grad påvirkes negativt af altaner. Der er kun få altaner i disse gader, og det anbefales at fastholde retningslinjen.
- Forvaltningen anerkender, at stuelejligheder er hårdest ramt af altaner ovenfor, men finder, at altaner i stueetagen kan skabe mørke og dominerende kantzoner i fælles gårdrum og anbefaler, at der alene tillades trapper til terræn, selvom ikke alle stuelejligheder vil kunne etablere dem.
- Forvaltningen anbefaler, at retningslinje om ingen udkragning ved altaner i tagetagen fastholdes, men lempes, så tagkanten kan gennembrydes, hvis der kan opnås en god helhedsvirkning.
- Forvaltningen har ingen bemærkninger.
- Forvaltningen anerkender, at det havde været hensigtsmæssigt at angive, hvilke eksempler der var etableret efter hvilke retningslinjer. Forvaltningen vurderer, at reduktionen af altaner i procent ville være nogenlunde den samme, hvis bygninger i 3 etager havde været taget med i analysen.
- Forvaltningen har tilstræbt objektivt at beskrive fordele og ulemper ved de retningslinjer, borgerpanelet har taget stilling til. Forvaltningen har taget højde for den generelle usikkerhed og potentielle bias i spørgeskemaundersøgelser i de samlede vurderinger og anbefalinger.
Håndhævelse af retningslinjerne
De fleste af de foreslåede retningslinjer vil ikke kunne håndhæves uden en lokalplan. Forvaltningen kan ikke give afslag på altaner med henvisning til retningslinjerne, da afgørelser kræver hjemmel i plan- eller byggeloven. Efter en konkret vurdering kan der stilles krav til størrelser på altaner af hensyn til dagslys og stuealtaner kan afslås, hvis der ikke er tilstrækkeligt friareal.
Muligheden for håndhævelse svækkes yderligere af en afgørelse i Byggeklageenheden fra september 2020, vedrørende anvendelsen af §6D, stk. 1, i byggeloven, som betyder, at det ikke længere er muligt at afslå etablering af altaner af æstetiske grunde uden hjemmel i en lokalplan (uanset bygningens SAVE-værdi), men at der alene kan stilles betingelser for udformning og materialer. Som konsekvens heraf omskrives alle retningslinjer, der ikke kan håndhæves, til anbefalinger.
En temalokalplan ville kunne muliggøre ensartet håndhævelse af alle retningslinjer. Udarbejdelsen af en temalokalplan er ikke mulig indenfor forvaltningens almindelige drift, bl.a. pga. af den meget omfattende høring, det vil kræve. En temalokalplan kan udformes på forskellige måder. Det vil kræve ca. 1½-2½ årsværk at udarbejde lokalplanen og der kan komme øgede driftsomkostninger på op til ¼ årsværk til bl.a. behandling af byggesager og dispensationsansøgninger.
Hvis der ikke foreligger en temalokalplan og der ansøges om altaner, der er i strid med retningslinjerne og forringer helhedsvirkningen for en bygning eller et område, kan kommunen modsætte sig projektet ved at nedlægge et forbud i henhold til planlovens §14 og udarbejde en lokalplan med bestemmelser for altaner og dermed hindre, eller stille krav til projektet.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Forvaltningen vil inden retningslinjernes ikrafttræden den 1. juli 2021 formidle dem på Københavns Kommunes hjemmeside og orientere altanfirmaer. Alle ansøgninger modtaget før 1. juli 2021 vil blive behandlet efter de nuværende retningslinjer. For at understøtte brugen af retningslinjerne vil forvaltningen udarbejde en eksempelsamling, der supplerer og understøtter brugen af retningslinjerne. Forvaltningen vil orientere udvalget, når eksempelsamlingen er klar.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at ”Retningslinjer for altaner” (bilag 2) med ændringer, som beskrevet i afsnittet Løsning og bilag 3, vedtages med ikrafttræden den 1. juli 2021.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 10. maj 2021
Sagen blev udsat.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. maj 2021
Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at (ÆF1):
”at sagen om altanændringer sendes tilbage til forvaltningen - og ikke tages op igen, før der er foretaget en evaluering af de nuværende gældende altanregler i København”.
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 3 stemmer mod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B, F og O.
Imod stemte: A, C, V, Ø og Å.
Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag som erstatning for 1. at-punkt (ÆF2):
”at de nuværende altaner bibeholdes. De nuværende regler har ikke mange år gamle og derfor ville det give mening at lade de regler få lov til at virke efter den hensigt de var tænkt, op at give flere Københavnere mulighed for at opsætning af altaner.”
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 8. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: B og F.
Imod stemte: A, C, V, Ø og Å.
Undlod at stemme: O.
Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF3):
”at de nuværende altanregler for gårde bibeholdes.”
Ændringsforslaget blev vedtaget med 10 stemmer mod 0. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, V, Ø og Å.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: O.
Socialdemokratiet fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF4):
”At man fastholder reglerne for altanerne på facaden med undtagelse af ejendomme i SAVE-værdi 1 & 2 der omfattes af forvaltningens nye indstilling”.
Ændringsforslaget blev vedtaget med 9 stemmer mod 0. 2 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, V, Ø og Å.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: B og O.
Den således ændrede indstilling godkendt med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C, V, Ø og Å.
Imod stemte: B, F og O.
Sagen blev i medfør af den kommunale styrelseslovs § 23 standset af Dansk Folkeparti og således i sin helhed indbragt for Borgerrepræsentationen.
Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkninger:
”DF er af den opfattelse, at de nuværende regler for opsætning af altaner, er så nye, at der ikke er noget grundlag for ændringer. Således foreligger der ikke nogen evaluering eller fremlagte klager, som skulle danne et evt. sagligt grundlag for at revidere altanregler, som borgerne er meget tilfredse med.
DF er bekymret over tendentiøse “vejledende” og ledende spørgsmål i spørgeskemaerne i borgerundersøgelserne.
DF er bekymret over, at forvaltningens billeddokumentation er manipulerende, idet flere af de viste eksempler allerede efter de nugældende regler ikke ville kunne opsættes, da de er godkendt tidligere.
DF tager kraftig afstand fra, at det nu foreslåede, medfører generelle regler, som slet ikke giver fleksibilitet og hensyntagen til lokale forhold.
DF er bekymret over, at af lejligheder bygget fra 1960-2020 går det fortsat ud over ret mange, som vil have altan til gården. Vil falde fra 95% til 80%.
DF har også væsentlige betænkeligheder i relation til foreslåede ændringer på byggeri fra 1920-1959, fra 1856-1919 og til bygninger fra før 1856.
DF anbefaler, at man standser behandlingen af sagen og først tager sagen op igen, når der er konstateret et behov for ændringer hos befolkningen og/eller er foretaget en seriøs evaluering af de nuværende gældende altanregler.”
DF ønsker at bevare de eksisterende og mere lempelige retningslinjer, som er så nye, at de dårlig nok har fået lov at virke pga. lang byggesagsbehandlingstid.”
Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi ønsker at bevare Københavns arkitektoniske kulturarv, så også kommende generationer kan glædes over at man kan aflæse byens historie via den unikke og oprindelige byggestil. Derfor mener vi, at på alle bygninger før 1920 skal der søges individuel og særlig tilladelse til at opsætte altaner og disse skal være med respekt for den oprindelige byggestil og gerne bygget i materialer, der passer til den tid hvor bygningen blev opført. Derudover skal det samme gælde moderne bygninger ( efter 1920 ) såfremt bygningen har et særligt arkitektonisk udtryk”.
Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
“Partierne ønsker, at der udarbejdes en temalokalplan for altaner, der skal give forvaltningen yderligere hjemmel og sikre klare retningslinjer for etablering af altaner.”
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
“Partierne ser altaner som en væsentlig forbedring af boligforholdene i den ældre boligmasse. Partierne ønsker ikke, at muligheden for at lave altaner især ud mod gården yderligere begrænses. Altaner ud mod gaden skal fortsat kunne etableres med respekt for husets og gadens arkitektoniske værdier. Vi ser ikke nødvendigvis, at altaner forringer et hus æstetiske kvalitet”.
Radikale Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne er enige om at følge implementeringen af de nye retningslinjer for altaner tæt og ser frem til en tilbagemeldning fra Forvaltningen, når de nye retningslinjer har fået lov til at virke mindst et år”.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. juni 2021
Dansk Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om at sende indstillingen tilbage til forvaltningen:
”at sagen om altanændringer sendes tilbage til forvaltningen - og ikke tages op igen, før der er foretaget en evaluering af de nuværende gældende altanregler i København”.
Radikale Venstre og SF fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) om erstatning af 1. at-punkt:
”At de nuværende regler for etablering af altaner bibeholdes. De nuværende regler er ikke mange år gamle og de blev vedtaget efter et langt forhandlingsforløb. Reglerne skal have lov til at virke efter den hensigt, som de var tiltænkt: At give flere Københavnere mulighed for at opsætning af altaner.”
Det af Dansk Folkeparti genfremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 39 stemmer imod 14. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: B, F, O, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen.
Imod stemte: A, Ø, V, Å, C og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.
Undlod at stemme: Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen.
Det af Radikale Venstre og SF fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 39 stemmer imod 14. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: B, F, O, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen.
Imod stemte: A, Ø, V, Å, C og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.
Undlod at stemme: Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen.
Indstillingen blev godkendt med 39 stemmer imod 14. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, V, Å, C og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.
Imod stemte: B, F, O, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen.
Undlod at stemme: Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen.
Dansk Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”DF er af den opfattelse, at de nuværende regler for opsætning af altaner, er så nye, at der ikke er noget grundlag for ændringer. Således foreligger der ikke nogen evaluering eller fremlagte klager, som skulle danne et evt. sagligt grundlag for at revidere altanregler, som borgerne er meget tilfredse med. DF er bekymret over tendentiøse “vejledende” og ledende spørgsmål i spørgeskemaerne i borgerundersøgelserne. DF er bekymret over, at forvaltningens billeddokumentation er manipulerende, idet flere af de viste eksempler allerede efter de nugældende regler ikke ville kunne opsættes, da de er godkendt tidligere. DF tager kraftig afstand fra, at det nu foreslåede, medfører generelle regler, som slet ikke giver fleksibilitet og hensyntagen til lokale forhold.
DF er bekymret over, at af lejligheder bygget fra 1960-2020 går det fortsat ud over ret mange, som vil have altan til gården. Vil falde fra 95% til 80%. DF har også væsentlige betænkeligheder i relation til foreslåede ændringer på byggeri fra 1920-1959, fra 1856-1919 og til bygninger fra før 1856. DF anbefaler, at man standser behandlingen af sagen og først tager sagen op igen, når der er konstateret et behov for ændringer hos befolkningen og/eller er foretaget en seriøs evaluering af de nuværende gældende altanregler. DF ønsker at bevare de eksisterende og mere lempelige retningslinjer, som er så nye, at de dårlig nok har fået lov at virke pga. lang byggesagsbehandlingstid.”
Enhedslisten, SF, Det Konservative Folkeparti og Alternativet videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Vi ønsker at bevare Københavns arkitektoniske kulturarv, så også kommende generationer kan glædes over at man kan aflæse byens historie via den unikke og oprindelige byggestil. Derfor mener vi, at på alle bygninger før 1920 skal der søges individuel og særlig tilladelse til at opsætte altaner og disse skal være med respekt for den oprindelige byggestil og gerne bygget i materialer, der passer til den tid hvor bygningen blev opført. Derudover skal det samme gælde moderne bygninger (efter 1920) såfremt bygningen har et særligt arkitektonisk udtryk”.
Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Venstre, Alternativet og Det Konservative Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
“Partierne ønsker, at der udarbejdes en temalokalplan for altaner, der skal give forvaltningen yderligere hjemmel og sikre klare retningslinjer for etablering af altaner.”
Enhedslisten, Radikale Venstre og SF videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
“Partierne ser altaner som en væsentlig forbedring af boligforholdene i den ældre boligmasse. Partierne ønsker ikke, at muligheden for at lave altaner især ud mod gården yderligere begrænses. Altaner ud mod gaden skal fortsat kunne etableres med respekt for husets og gadens arkitektoniske værdier. Vi ser ikke nødvendigvis, at altaner forringer et hus æstetiske kvalitet”.
Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Partierne er enige om at følge implementeringen af de nye retningslinjer for altaner tæt og ser frem til en tilbagemelding fra Forvaltningen, når de nye retningslinjer har fået lov til at virke mindst et år”.