Mødedato: 03.02.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til overborgmesteren om Lynetteholmens endnu ukendte bidrag til risiko for stormflod nordfra

Forespørgsel

Overborgmesteren bedes redegøre for,

  1. Hvor mange årtier vil gå mellem etablering af Lynetteholms ydre perimeter og færdiggørelsen af stormflodsport over Kronløbet?

     

  2. Har By & Havn eller Økonomiforvaltningen til dato tilvejebragt et grundlag, der lever op til bedste standarder for hydrografisk modellering, for at vurdere, hvordan en etablering af den ydre perimeter om Lynetteholm vil påvirke vandstanden i Københavns Inderhavn og lavtliggende områder nord for havneløbet, hvis en ny stormflod nordfra af samme generelle omfang som Bodil rammer Øresund?

     

  3. Hvor højt stod vandet i forbindelse med Bodil? Hvor tæt var Bodil på at oversvømme metroen? Ved By&Havn eller Økonomiforvaltningen, hvor højt vandet vil stå, hvis en ny stormflod nordfra af samme generelle omfang som Bodil rammer Øresund efter en eventuel etablering af en ydre perimeter om Lynetteholm?

     

  4. Hvilken periode har By&Havn inddraget som grundlag for at vurdere, hvad den højeste forøgelse af vandstand i Inderhavnen vil være, hvis den ydre perimeter om Lynetteholm etableres? Hvor højt var højeste højvande i denne periode? Hvor meget ekstra højvande vil Lynetteholms ydre perimeter have ledt til ifølge beregningerne baseret på højvande i denne periode? Mener Overborgmesteren at disse hidtidige beregninger er tilstrækkelige til at konkludere at et ekstrem-højvande som under Bodil kun vil lede til et par centimeters ekstra vandstand – eller deler overborgmesteren den opfattelse, der fremgår af miljøkonsekvensrapporten bag Lynetteholm: ”Området i den nordlige del af Københavns Havn er eksponeret for højvandshændelser, der kommer fra nord i Øresund. Det er dog ikke muligt på baggrund af de gennemførte modelleringer at konkludere hvorledes forholdene under en stormflod vil påvirkes.” (s. 206)

     

  5. Har overborgmesteren et sagligt grundlag for at konkludere, at hydrografen Morten Holtegaard Nielsen tog fejl, da han til BT (14/11 2021) vurderede, ”at byggeriet af den kunstige ø øger risikoen for stormflod” og forklarede det på denne måde: ”Da vandet i Øresund får sværere ved at strømme ind i Østersøen, der hvor den kunstige ø Lynetteholmen er placeret, vil det medføre en forøgelse af vandstanden umiddelbart nord for Lynetteholmen”?

     

  6. Vil Overborgmesteren støtte, at det undersøges, hvorledes Lynetteholm påvirker risiko for stormflod nordfra? Vil Overborgmesteren anbefale at arbejdet med at etablere en ydre perimeter om Lynetteholm sættes i bero, indtil den reelle risiko er kendt? Vil Overborgmesteren anbefale, at der igangsættes arbejde med at planlægge indre stormflodssikring på kritiske steder langs havneløbet for dermed at imødegå truslen om ekstra vandstand i forbindelse med stormflod nordfra?

     

  7. Mener Overborgmesteren, at en ny politisk proces for planer om sikring af København mod stormflod nordfra er i almenvellets interesse?

(Stillet af Enhedslisten)

Motivering

Enhedslisten er bekymret for den fremtidige risiko, der vil være for stormflod i København. Det er nødvendigt, at stormflodssikringen tages dybt alvorligt, og at risiko for stormflod og mulighederne for at sikre byen mod stormflod belyses mest muligt. Derfor ønsker vi med en forespørgsel til overborgmesteren som den øverste politisk og forvaltningsmæssige ansvarlige for By & Havn afklaret, hvilke stormflodsrisici der vil være i perioden mellem By & Havns etablering af Lynetteholmens ydre perimeter og etableringen af stormflodssikringen i forlængelse heraf, samt hvad grundlaget er for By & Havns vurderinger af stormflodsrisici samt muligheder for sikring mod disse. Enhedslisten ønsker desuden med overborgmesterens svar at sikre, at det belyses bedst muligt for Borgerrepræsentationen, hvordan stormflodssikringen i Nord kan skabes i samklang med stormflodssikringen fra Syd. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. februar 2022

Forespørgslen blev besvaret.

Til top