Udpegning af foreningsrepræsentanter til Folkeoplysningsudvalget
Borgerrepræsentationen skal udpege repræsentanter fra de folkeoplysende foreninger til Folkeoplysningsudvalget for perioden 2022-2025.
Indstilling
Indstilling om,
-
at Borgerrepræsentationen udpeger de i bilag 1 indstillede personer til medlemmer henholdsvis suppleanter af Folkeoplysningsudvalget.
(Kultur- og Fritidsforvaltningen)
Problemstilling
Der afholdes valg/opstillingsmøde umiddelbart efter hvert kommunevalg til godkendelse i Borgerrepræsentationen senest 1. april det efterfølgende år.
Løsning
Folkeoplysningsudvalget består af 21 medlemmer og tre tilforordnede:
-
Syv medlemmer - heriblandt udvalgets formand - vælges af Borgerrepræsentationen blandt forsamlingens medlemmer.
-
Syv medlemmer repræsenterer foreninger, der fortrinsvis organiserer folkeoplysende voksenundervisning.
-
Syv medlemmer repræsenterer foreninger, der fortrinsvis organiserer det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde.
-
Tre tilforordnede: to repræsentanter udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer, København samt en repræsentant fra Københavns Kommunes Ungdomsskole.
Personer, der har bopæl i Københavns Kommune, har pligt til at modtage valg til Folkeoplysningsudvalget. Dog har personer, der har været medlem af Folkeoplysningsudvalget i to hele sammenhængende valgperioder, ikke pligt til at modtage valg. Borgerrepræsentationen kan efter begæring træffe beslutning om fritagelse på grund af helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende rimelig grund til at ønske sig fritaget for valget.
Medlemmer udpeges for en fireårig periode svarende til den kommunale valgperiode. Medlemmerne fortsætter, indtil nyvalg har fundet sted. For hvert medlem vælges en suppleant. Hvis et medlem udtræder i valgperioden, indtræder suppleanten. Denne deltager også i møder ved almindeligt forfald.
Udvalget konstituerer sig selv med valg af næstformand.
Repræsentanterne for voksenundervisningsområdet og det frivillige folkeoplysende foreningsområde blev udpeget af de folkeoplysende foreninger på et opstillingsmøde den 19. januar 2022. På mødet deltog repræsentanter for foreninger, der har modtaget tilskud eller fået anvist lokaler til folkeoplysning i Københavns Kommune i det seneste år op til datoen. Hver forening kunne deltage med én stemmeberettiget repræsentant. 91 stemmeberettigede repræsentanter deltog.
Særlige krav/valgbetingelser
Syv medlemmer og syv suppleanter udpeges blandt Borgerrepræsentationens medlemmer. 14 af
medlemmerne udpeges af foreningerne på baggrund af et særskilt valg-/opstillingsmøde.
Vederlag
Nej.
Funktionsperiode
Funktionsperioden følger den kommunale valgperiode.
Videre proces
Udvalget indkaldes til sit første møde, der finder sted den 1. marts 2022 kl. 16.30-19.30.
Mette Touborg /Mads Kamp Hansen
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. februar 2022
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.