Opførelse af fem almene familie- og 47 almene ungdomsboliger på Ørestads Boulevard 126A, Amager Vest
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til et alment boligprojekt placeret på Ørestads Boulevard 126A, 2300 København S.
Indstilling
Indstilling om,
- at godkende opførelse af fem almene familie- og 47 almene ungdomsboliger på Ørestads Boulevard 126A i overensstemmelse med bilag 2,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele tilsagn om kommunal støtte til fsb i form af grundkapitallån på 8 % af anskaffelsessummen for familieboligerne og 10 % af anskaffelsessummen for ungdomsboligerne, svarende til i alt op til 6,61 mio. kr. (inkl. 5 % regulering). Beløbet frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling finansposter i 2021, jf. økonomiafsnittet,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele kommunal garanti på op til 48,14 mio. kr. for realkreditlån til projektet,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessummen, under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det foreliggende.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har udbudt kommunal grundkapital afsat i Budget 2017 (Borgerrepræsentationen den 13. september 2016) (A, B, C, F, I, O, V, Ø og Kasper Heumann Kristensen (løsg.)).
Det almene boligselskab fsb har fremsendt et boligprojekt med fem almene familie- og 47 almene ungdomsboliger på Ørestads Boulevard 126A, Amager Vest. Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til opførelse af det indstillede projekt, herunder kommunal støtte i form af grundkapital og garanti til realkreditlån. Teknik- og Miljøforvaltningen vil efterfølgende meddele Skema A tilsagn til det accepterede projekt, når projektet opfylder kravene hertil.
Løsning
Det overordnede formål med udbud af grundkapital er at få opført almene ungdomsboliger til en rimelig husleje i en høj arkitektonisk og byggeteknisk kvalitet med fokus på social og miljømæssig bæredygtighed.
Det indstillede projekt er vurderet af et bedømmelsesudvalg med repræsentanter fra Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. Bedømmelsesudvalgets samlede bedømmelse er sket ud fra en helhedsvurdering på baggrund af følgende kriterier: Arkitektur og boligkvalitet, placering og samspil med byen, boligudgift og økonomi samt energi og bæredygtighed, jf. kommunens program for nybyggeri af almene boliger.
Bedømmelsesudvalget anbefaler, at det indsendte projekt accepteres. Betingelser for godkendelse og præsentation af projektet fremgår af bilag 2.
Projektet skal leve op til den arkitektoniske, boligmæssige og miljømæssige standard, som understøtter kommunens boligpolitiske målsætninger. Teknik-og Miljøforvaltningen kan fremsætte vilkår om bearbejdning af eksempelvis bebyggelsesplan og planløsninger, jf. bekendtgørelse om støtte til almene boliger mv. § 18 stk. 2 og 3.
Lokalplan nr. 398-3 ”Ørestad Syd” stiller krav om ca. 2.075 m² almene boliger. Dette projekt bidrager til denne forpligtigelse med 2.071 m².
Projektet medvirker til et økonomisk og socialt varieret boligudbud i København. Projektet er placeret i byudviklingsområdet Ørestad City, og bidrager med efterspurgte familie- og ungdomsboliger i form af en vinkelbebyggelse med varieret boligudbud og mulighed for fællesskab på tværs af boligtyper og ejerformer.
Økonomi
Kommunens grundkapitallån
De nye almene familieboliger finansieres i henhold til almenboligloven med 90 % realkreditlån, 8 % kommunalt grundkapitallån og 2 % beboerindskud, og de nye almene ungdomsboliger finansieres med 88 % realkreditlån, 10 % kommunalt grundkapitallån og 2 % beboerindskud. Grundkapitallånet etableres ved et kommunalt lån til Landsbyggefonden, som derefter udbetaler lånet til den almene afdeling. Grundkapitallånet skal afdrages af den almene boligafdeling senest efter 50 år, men er rentefrit i hele perioden.
For det anbefalede projekt bliver det kommunale grundkapitallån 6,61 mio. kr. (inkl. 5 % til reguleringer), jf. tabellen nedenfor. Økonomien i projektet fremgår af bilag 2.
Udvalg |
Aktivitet/projekt |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. (2022 p/l) |
|
År 2022 |
I alt |
||||
TMU |
Grundkapitallån til nye almene boliger |
Finansposter |
8.32.24.5 (Indskud i Landsbyggefonden) |
6,611 |
6,611 |
I alt |
- |
- |
- |
6,611 |
6,611 |
TMU = Teknik- og Miljøudvalget
Kommunens garantiforpligtelse
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at garantien maksimalt vil udgøre op til 48,14 mio. kr. for projektet. Garantien medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, hvis boligafdelingen ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.
Driftsudgifter til ungdomsboliger
De årlige kommunale driftsudgifter til ungdomsboligbidrag til de 47 indstillede ungdomsboliger forventes at udgøre ca. 76.704 kr. (2022-priser). Udgiften er lovpligtig.
Med hjemmel i almenboliglovens § 101 yder kommunen hvert år et tilskud, der svarer til størrelsen af den kommunale grundskyld, som boligerne betaler. Borgerrepræsentationen blev orienteret om lovhjemlen ved møde den 16. juni 1988, hvor forsamlingen tiltrådte, at der blev ydet tilskud. Dette har siden været fast kommunal praksis. Grundskyld for de 47 almene ungdomsboliger forventes fremover at udgøre ca. 4.500 kr. årligt pr. boligtillagt en årlig stigning på op til 7 %.
Der er afsat en pulje under Økonomiudvalget med varige driftsmidler til håndtering af Teknik- og Miljøforvaltningens udgifter til ungdomsboligbidrag og grundskyldstilskud forbundet med grundkapital afsat i Budget 2017. Midlerne i puljen vil blive overført til Teknik- og Miljøudvalget efter boligernes ibrugtagelse.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt beslutningen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen orientere fsb. Teknik- og Miljøforvaltningen vil meddele tilsagn til det accepterede projekt, når projektet opfylder kravene hertil. Teknik- og Miljøudvalget vil få forelagt de konkrete garantier til godkendelse. Det forventes, at opførelsen af projektet kan gå i gang ultimo 2022.
Søren Wille /Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende opførelse af fem almene familie- og 47 almene ungdomsboliger på Ørestads Boulevard 126A i overensstemmelse med bilag 2,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele tilsagn om kommunal støtte til fsb i form af grundkapitallån på 8 % af anskaffelsessummen for familieboligerne og 10 % af anskaffelsessummen for ungdomsboligerne, svarende til i alt op til 6,61 mio. kr. (inkl. 5 % regulering). Beløbet frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling finansposter i 2021, jf. økonomiafsnittet,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele kommunal garanti på op til 48,14 mio. kr. for realkreditlån til projektet,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessummen, under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det foreliggende.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2021
Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. november 2021
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. december 2021
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.