Ændring af I/S Vestforbrændings vedtægt
Ændring af I/S Vestforbrændings vedtægt
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 2. november 2006
BR 594/06
Ændring af I/S Vestforbrændings vedtægt
Ændring af I/S Vestforbrændings vedtægt
Indstilling om,
at forslag til ændring af vedtægt for I/S Vestforbrænding tiltrædes.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen
anbefaler
at forslag til
ændring af vedtægt for I/S Vestforbrænding tiltrædes
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 11. oktober 2006
Anbefalet.
RESUME
På grund af kommunalreformen
sammenlægges en række af I/S Vestforbrændings ejerkommuner pr. 1. januar 2007
og dette nødvendiggør, at navnene på interessenterne i vedtægten ændres.
Desuden kommer den nye Rudersdal Kommune til at bestå at to kommuner, hvoraf
den ene i dag er interessent i I/S Vestforbrænding og den anden i I/S
Nordforbrænding. Det foreslås, at kommunen optages på samme vilkår som København,
som også er interessent i to selskaber.
I/S Vestforbrænding foreslår
derudover, at man overgår til at aflægge regnskab efter årsregnskabslovens
principper. Endelig er der en række mindre ændringer i form af præciseringer og
konsekvensrettelser.
Ændringsforslagene er
godkendt af I/S Vestforbrændings bestyrelse den 30. august 2006.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I/S Vestforbrændings 29
interessentkommuner bliver den 1. januar 2007 reduceret til 20 kommuner på
grund af kommunesammenlægninger. Derfor skal der ske en ændring af § 2 i
selskabets vedtægt, som oplyser navnene på selskabets interessenter. Bortset
fra den nye Rudersdal Kommune er der tale om sammenlægninger af kommuner, der i
forvejen er interessenter hos I/S Vestforbrænding.
Den nye Rudersdal Kommune kommer til at
bestå af Birkerød Kommune, som i forvejen er interessent hos I/S
Vestforbrænding, og af Søllerød Kommune, som er interessent i I/S
Nordforbrænding. Her er det aftalt, at Rudersdal Kommune optages i I/S Vestforbrænding
på samme vilkår som Københavns Kommune, dvs. at man forbliver interessent i begge
selskaber, og at oplandet fordeles efter den nuværende kommunegrænse mellem de
to gamle kommuner.
Der foreslås samtidig nogle yderligere ændringer,
hvorunder forslaget om ændring af § 13 er den væsentligste. Med dette
ændringsforslag ønsker Vestforbrænding at overgå fra at følge reglerne for
kommunal regnskabsaflæggelse til at følge årsregnskabslovens principper.
I/S Vestforbrænding
er et fælleskommunalt samarbejde, jf. § 60 i Lov om kommunernes styrelse.
Udgangspunktet er derfor, at Vestforbrænding skal aflægge regnskaber i overensstemmelse
med de principper, der er gældende for kommunal regnskabsaflæggelse, jf. den
nugældende vedtægt § 13.
Fra og med 1.
januar 2004 er Vestforbrænding - i lighed med øvrige offentlige virksomheder -
ved siden af de traditionelle udgiftsbaserede regnskaber overgået til at
udarbejde omkostningsbaserede regnskaber. Hertil kommer bestemmelserne i
el-forsyningsloven om udarbejdelse af regnskaber efter årsregnskabsloven. Det
betyder, at en stor del af de fælleskommunale affaldsselskaber allerede
udarbejder regnskaber efter årsregnskabslovens bestemmelser.
Vestforbrænding
aflægger i dag både et regnskab efter årsregnskabsloven og et regnskab efter de
kommunale regnskabsregler. På denne baggrund finder Vestforbrænding det hensigtsmæssigt,
at Vestforbrænding fra og med 2007 kun udarbejder budgetter og regnskaber efter
årsregnskabslovens bestemmelser. Uanset overgangen til nyt regnskabssystem vil
I/S Vestforbrænding fortsat være omfattet af hvile-i-sig-selv princippet.
De øvrige
ændringer, som er gennemgået i vedlagte bilag, har form af præciseringer og
konsekvensrettelser.
I/S Vestforbrænding
har forelagt udkastet til vedtægter for tilsynsmyndigheden, Statsamtet
København, der har godkendt forslaget foreløbigt, idet tilsynsmyndigheden herved
har forudsat, at ændringerne vedtages af samtlige de deltagende kommuner.
Økonomi
Vedtægtsændringerne fører ikke til ændringer af
Københavns Kommunes hæftelse i I/S Vestforbrænding.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens
positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Indstillingen har været i
høring i Økonomiforvaltningen, Center for Byudvikling, som anbefaler at
indstillingen tiltrædes.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Anmodning om
godkendelse af I/S Vestforbrænding vedtægt af 5. september 2006
Bilag 2: bilag til § 13 i
forslag af 6. juli til ændring af I/S Vestforbrændings vedtægt
Bilag 3: Forslag til ændring
af I/S Vestforbrændings vedtægt pr. 1. januar 2007 af 6. juli 2006.