Cykelparkeringsstrategien - forbedring af cykelparkering på eksisterende metrostationer
Cykelparkeringsstrategien - forbedring af cykelparkering på eksisterende metrostationer
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 2. november 2006
BR 587/06
Cykelparkeringsstrategien - forbedring af cykelparkering på eksisterende metrostationer
Cykelparkeringsstrategien - forbedring af cykelparkering på eksisterende metrostationer
Indstilling om,
at der på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, vejanlæg) gives en anlægsbevilling på 0,35 mio. kr. til et projekt, der øger antallet af cykelparkeringspladser på metroforpladserne på Kongens Nytorv og Lergravsparken.
Det forudsættes, at evt. merudgifter som følge af sagen finansieres indenfor Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
at der gennemføres et projekt, der øger antallet af
cykelparkeringspladser på metroforpladserne på Kongens Nytorv og Lergravsparken
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3,
vejanlæg) gives en anlægsbevilling på 0,35 mio. kr. til ovennævnte projekt
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6.
september 2006
Sagen blev udsat
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. september 2006
Godkendt henholdsvis
anbefalet.
Økonomiforvaltningen
indstiller:
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet Økonomiudvalget forudsætter, at evt. merudgifter som følge af sagen finansieres indenfor Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. oktober 2006
Anbefalet.
RESUME
Projektet er en del af
forvaltningens cykelparkeringsstrategi, som har til formål at forbedre
cykelparkeringsforholdene i kommunen på kort og lang sigt. Dvs. bedre dækning
af parkeringsbehovet og bedre integration af cykelparkering i byrummene.
Forvaltningen har, med
baggrund i en tidligere undersøgelse af parkeringsforholdene for cyklister ved
og på metrostationerne i København, udpeget tre metrostationsforpladser.
Forpladserne er udpeget ud fra, hvor der er det største pres på cykelparkeringen,
og hvor der er plads til at opsætte flere stativer.
De tre er Kongens Nytorv
station, Lergravsparken station og Amagerbro station.
På Kongens Nytorv foreslår
forvaltningen, at der opsættes 75 nye pladser i traditionelt stativ. På
Lergravsparken foreslås det, at opsættes 144 nye pladser i traditionelt stativ
og udskiftes 42 pladser, som i dag er i et uhensigtsmæssigt stativ.
Der har vist sig, at være
pladsmæssige problemer på Amagerbro station, og derfor er projektudviklingen
stadig i gang. Et cykelparkeringsprojekt her forventes først at være klart i
løbet af efteråret.
Sagen var på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets
møde den 6. september 2006, men blev udsat.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Tilfredshedsundersøgelsen i forbindelse
med Vej & Parks kvalitetsregnskab år 2004 viste, at borgerne var meget
utilfredse med cykelparkeringen i almindelighed og især på metroforpladserne. I
forbindelse med Cykelregnskab 2004, blev borgerne ligeledes spurgt og med samme
resultat. Forvaltningen er derfor ved at
udarbejde en cykelparkeringsstrategi, som har til formål at forbedre
cykelparkeringsforholdene på kort og lang sigt. Dvs. bedre dækning af parkeringsbehovet
og bedre integration af cykelparkering i byrummene.
Projektet er en del af Vej & Parks
virksomhedsplan. Målet i virksomhedsplanen er, at mængden af
cykelparkeringsstativer skal øges med mindst 50 % på mindst 3 eksisterende
metrostationer.
I 2004 foretog Vej & Park en
undersøgelse af forholdene for cykelparkering i forbindelse med
metrostationerne. Undersøgelsen omfattede en
registrering af antallet af cykelstativer og antal parkerede cykler, talt på 3
forskellige tidspunkter. Endvidere blev der på fire centrale metrostationer
uddelt spørgekort blandt andet omkring formålet med parkeringen. Undersøgelsen
blev præsenteret på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. marts 2006 (TMU
147/2006 J.nr. 2131.0010/05).
På baggrund af denne undersøgelse har
forvaltningen udpeget tre metrostationsforpladser, som er Kongens Nytorv
station, Lergravsparken station og Amagerbro station, hvor forholdene søges forbedret.
Uddybning af
indstilling og evt. alternativer hertil
Undersøgelse
I 2004
foretog Vej & Park en undersøgelse af forholdene for cykelparkering i
forbindelse med metrostationerne. Undersøgelsen omfattede en registrering af
antallet af cykelstativer og antal parkerede cykler. Registeringen foregik dels
på en hverdag mellem kl. 11-14 og kl. 20-23, samt en lørdag mellem kl.10-12.
Undersøgelsen omfattede parkeringsforholdene både på metroforpladserne og i
cykelkældrene. Samtidig blev der uddelt spørgekort, der havde til formål at
undersøge, hvilket ærinde cyklisterne havde, da de parkerede, og hvorfor de
ikke benyttede cykelkælderen. Spørgekortene blev uddelt på Nørreport station,
Kongens Nytorv station, Christianshavn station og Amagerbro station.
Undersøgelsen
viser, at der generelt mangler muligheder for cykelparkering ved
metrostationerne. Enten er der ikke plads i stativerne eller stativerne er
placeret uhensigtsmæssigt i forhold til cyklisternes adgangsveje.
Cykelkældrene
bliver kun benyttet i meget ringe omfang, primært på grund af de besværlige
adgangsforhold, sekundært på grund af manglende kendskab til cykelkælderen og
utryghed ved at færdes der. Forvaltningen vil rette henvendelse til
Ørestadsselskabet med henblik på, at tydeliggøre eksistensen af
cykelparkeringskælderne ved bedre skiltning og en kampagne.
De tre
stationsforpladser er valgt ud fra, hvor der er et stort pres på parkeringen,
som bør afhjælpes hurtigst muligt.
Kongens Nytorv station
På
metroforpladsen er der i dag 90 cykelparkeringspladser over jorden. Der er talt
det største antal parkeret cykler om lørdagen, hvor der blev registreret 152
parkerede cykler. Cykelparkeringen benyttes primært af cyklister, der skal ind
for at handle, og ikke så meget af cyklister til metroen. På baggrund af
undersøgelsen anbefales det, at der opsættes 75 – 100 pladser.
Forvaltningens
forslag fremgår af bilag 1 og 2. De eksisterende cykelparkeringspladser nærmest
metronedgangen ændres til dobbeltrettet, så de kan rumme ekstra 35 pladser.
Samtidig opsættes der yderligere to cykelstativer parallelt hermed til 40
pladser.
Den
samlede løsning øger antallet med 75 pladser. Der er plads til at opsætte 25
pladser mere, men de vil få en mere uhensigtsmæssig placering længst væk fra
metronedgangen. Det er derfor ikke sandsynligt, at cyklisterne vil benytte
pladserne.
Lergravsparken station
På
metroforpladsen er der i dag 147 cykelparkeringspladser over jorden. Af dem
foregår parkeringen for de 42 af pladserne i en type cykelstativer, der har
tendens til at vride forhjulet.
Der er
talt flest cykler på en hverdags formiddag, hvor der er talt 367 parkerede
cykler, hvilket viser, at stationen primært benyttes af pendlere. På baggrund
af undersøgelsen anbefales det, at der opstilles mindst 300 pladser mere, og at
de uhensigtsmæssige cykelstativer udskiftes.
Forvaltningens
forslag fremgår af bilag 3 og 4. Der opsættes 144 nye cykelparkeringspladser og
de 42 cykelparkeringspladser i det uhensigtsmæssige stativ udskiftes, så
stativerne på pladsen er brugervenlige og ens. Hullerne i den eksisterende
cykelparkering udfyldes, og der opsættes dobbeltsidede stativer ude på pladsen.
Samtidig opsættes der cykelstativer i buen rundt om hovednedgangen til
stationen.
Den
samlede løsning øger derved antallet med 144 pladser. At der ikke øges med
flere pladser skyldes det forhold, at Lergravsparken ikke fremover vil fungere
som endestation, når den 3 etape af metro udbygningen åbner i efteråret 2007.
Det forventes, at en del cyklister til den tid overflyttes til at pendle fra Øresund
Station på Øresundsvej ved Krimsvej.
Amagerbro station
Der har vist sig, at være pladsmæssige problemer på Amagerbro station,
og derfor er projektudviklingen stadig i gang. Et cykelparkeringsprojekt her
forventes først at være klart i løbet af efteråret.
Økonomi
Der er ikke reserveret midler på Vej & Parks investeringsplan for
2006 til gennemførelse af dette projekt, men der er plads på rammen. Set i
lyset af projektets ringe økonomiske omfang anbefaler forvaltningen, at
projektet prioriteres til gennemførelse i 2006.
Miljøvurdering
Sagstypen Byggeri: Anlæg og drift er omfattet af Teknik-
og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes,
vurderingen er foretaget efter Miljø i byggeri i anlæg. Forbedring af
cykelparkeringsforhold er i overensstemmelse med Trafik- og Miljøplan 2004,
pkt. 5. Bedre forhold for cyklister.
Sagen er miljøvurderet og har ikke væsentlige
miljømæssige påvirkninger. Cykelstativerne er miljødeklareret i foråret 2006.
Høring
Københavns
Politi har været hørt i sagen, og meddelt at de ikke har bemærkninger.
Københavns Brandvæsen har ligeledes været hørt, og deres bemærkninger er
indarbejdet i projektet. Endelig godkendelse hos politi og brandvæsen vil finde
sted i forbindelse med detailprojektringen.
Herudover har
Ørestadsselskabet været orienteret om forslagene. Ørestadsselskabet har ikke
haft kommentarer til forvaltningens forslag ud over, at der ved placering af
cykelstativer rundt i buerne ved hovedtrapperne til perronerne skal tages højde
for, at det skal være muligt at komme til mellem cykelstativerne og væggen.
Endelig har A/S TH. Wessel & Vett, Magasin du Nord
været hørt, da dele af cykelstativerne står på deres matrikel.
BILAG (publiceret på nettet)
Bilag 1 – Kongens Nytorv station
Bilag 2 – Kongens Nytorv, før
og efter visualisering
Bilag 3 - Lergravsparken
station
Bilag 4 - Lergravsparken
Station, før og efter visualisering
Udsendt med dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets
møde den 6. september 2006
Ole Bach