Medarbejderrepræsentation i KE-bestyrelserne
Medarbejderrepræsentation i KE-bestyrelserne
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 2. november 2006
BR 583/06
Medarbejderrepræsentation i KE-bestyrelserne
Medarbejderrepræsentation i KE-bestyrelserne
Indstilling om,
at vedtægterne for KE-aktieselskaberne på efterfølgende, ekstraordinære generalforsamlinger i selskaberne tilrettes således, at de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i KE A/S også bliver repræsenteret i bestyrelserne for de fire overliggende selskaber.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Teknik- og Miljøforvaltningen
foreslår, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen
anbefaler,
at vedtægterne for KE-aktieselskaberne på efterfølgende, ekstraordinære generalforsamlinger i selskaberne tilrettes således, at de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i KE A/S også bliver repræsenteret i bestyrelserne for de fire overliggende selskaber
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 4. oktober 2006
Anbefalet
RESUME
Borgerrepræsentationen
besluttede ved selskabsudskillelsen af KE i december 2004, at der skulle
iværksættes valg af medarbejderrepræsentanter til KE A/S' bestyrelse. Da der
ikke er medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i de to holdingselskaber og de
to komplementarselskaber, har KE ikke som forudsat identiske bestyrelser for de
fem selskaber, hvilket komplicerer ledelsen af koncernen. KE's bestyrelse har
derfor foreslået, at medarbejderrepræsentationen udbredes til at omfatte også
de fire overliggende selskaber.
SAGSBESKRIVELSE
KE's bestyrelse har besluttet
at forelægge selskabets ejer et forslag om, at de medarbejdervalgte
bestyrelsesmedlemmer i KE A/S også bliver repræsenteret i bestyrelserne for de
fire overliggende selskaber; KE Forsyning Holding P/S, KE Forsyning Komplementar
A/S, KE Varmeforsyning Holding P/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S.
Det har været forudsat i indstillingen om styring af KE-selskaberne (BR 604/04), at de generalforsamlingsvalgte medlemmer af bestyrelserne for de fire overliggende holding- og komplementarselskaber og udførerselskabet KE A/S skulle være identiske, hvilket også er tilfældet i dag. Det har været tanken, at KE skulle have en énstrenget ledelsesstruktur med én generalforsamling, én bestyrelse og én direktion. Det skulle være i KE A/S, at det egentlige bestyrelsesarbejde skulle foregå, mens bestyrelsesarbejdet i de øvrige selskaber ville få rent formel karakter.
Imidlertid traf
Borgerrepræsentationen med BR 604/04 samtidig beslutning om at iværksætte valg
af medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen for KE A/S.
I henhold til aktieselskabslovens
§ 49, stk. 2, har medarbejderne krav på repræsentation i bestyrelsen for et
aktieselskab, når selskabet i de sidste tre år har beskæftiget mindst 35
medarbejdere.
KE A/S er det eneste selskab
i koncernen med mere end 35 medarbejdere. Selv om medarbejderne i henhold til
aktieselskabsloven først ville have opnået ret til medarbejderrepræsentation
tre år efter selskabsudskillelsen, besluttede Borgerrepræsentationen at
iværksætte processen med valg af medarbejderrepræsentanter til KE A/S'
bestyrelse allerede fra det tidspunkt, hvor KE's bestyrelse tiltrådte. I KE
A/S' bestyrelse er der derfor i dag tre medarbejdervalgte medlemmer.
Formelt vil styringen af KE
derfor i dag skulle tilrettelægges således, at visse spørgsmål (vedr. KE A/S)
forelægges KE's bestyrelse inklusive medarbejderrepræsentanterne, mens andre
spørgsmål (vedr. de fire overliggende selskaber og disses øvrige datterselskaber
- f.eks. forberedelse af en generalforsamlingsbeslutning om netselskabernes takster)
alene forelægges de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer - nemlig de
tre eksterne bestyrelsesmedlemmer og de to medlemmer, der er udpeget i
forbindelse med konstitueringen af Borgerrepræsentationen.
Bestyrelsen har vurderet, at
det vil gøre styringen af de mange selskaber i KE mindre kompliceret, hvis
bestyrelserne for alle de fem nævnte selskaber bliver identiske – f.eks. ved,
at de tre medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i KE A/S også bliver repræsenteret
i de fire overliggende selskaber.
Dette vil kunne gennemføres
ved en ændring af vedtægterne for de fire overliggende selskaber på
ekstraordinære generalforsamlinger, der efter Borgerrepræsentationens
godkendelse af nærværende indstilling vil kunne afholdes som
papirgeneralforsamlinger i selskaberne.
Vedtægtsændringerne – der
alene omfatter § 4.2 i de to komplementarselskabers vedtægter og § 5.2 i de to
holdingselskabers vedtægter – vil i givet fald ske som beskrevet i bilag 1, der
også beskriver de nærmere enkeltheder i vedtægtsændringen.
Det skal bemærkes, at
medarbejderne i KE A/S i henhold til aktieselskabslovens § 49, stk. 3, vil opnå
ret til koncernmedarbejderrepræsentation også i KE A/S' moderselskab, KE
Forsyning Holding P/S, i løbet af 2008. En situation, hvor der er
medarbejderrepræsentation i udførerselskabet og ét af de fire overliggende
selskaber, men ikke i de tre øvrige, vil indebære en yderligere kompliceret
styring af KE-koncernen.
Borgerrepræsentationen har i
juni 2006 med BR 359/06 om vedtægtsændringer i KE-aktieselskaberne tiltrådt, at
Teknik- og Miljøudvalget har kompetence til, som generalforsamling, at
gennemføre vedtægtsændringer i de fire overliggende KE-aktieselskaber, når
vedtægtsændringerne ikke er af overordnet principiel og økonomisk betydning for
kommunen.
Da det imidlertid ikke kan
udelukkes, at det foreliggende forslag om at udbrede medarbejderrepræsentationen
i KE til de fire overliggende selskaber vil kunne betragtes som en principiel
ændring af styringen af KE, har Teknik- og Miljøforvaltningen i samråd med
"Team Selskaber" i Økonomiforvaltningens Center for Byudvikling valgt at forelægge
sagen for Borgerrepræsentationen til beslutning.
Økonomi
Medarbejderrepræsentationen
i de fire overliggende selskaber vil indebære en merudgift for KE på 120.000
kr. årligt i bestyrelseshonorarer til de tre medarbejderrepræsentanter. Indstillingen har ingen direkte
økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Teknik-
og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Sagen har været drøftet
med Team Selskaber i Økonomiforvaltningens Center for Byudvikling.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Brev af 19. september 2006 fra KE om
medarbejderrepræsentation i Københavns Energi
Bilag 2: Oversigt over koncernstrukturen i Københavns
Energi 2006
Bilag 3: Udkast til protokollat af den foreslåede
papirgeneralforsamling i ét af de fire overliggende selskaber